Før mødet

Illustration af, hvad man kan gøre før samtalen med barnet

 

For at barnet kan forstå, hvad der skal ske til mødet, er det vigtigt, at barnet er forberedt. Barnet skal før mødet blandt andet vide, hvad mødet skal handle om, hvorfor det afholdes, hvem der deltager i mødet og hvad barnet har af rettigheder. Dette giver barnet mulighed for dels at opnå et vist overblik over situationen, men også for at forberede sig på egne synspunkter.

Der kan være forskellige måder at forberede barnet til mødet med sagsbehandleren. Sagsbehandler kan mødes med barnet, ringe, sende en SMS eller et brev til barnet. Formen er afhængig af barnets alder, funktionsniveau og ønsker. Inden man som sagsbehandler kan forberede barnet på mødet, skal man dog selv har forberedt sig, og gjort sig overvejelser om mødets formål, inddragelse af barnet, relevant sprogbrug, det konkrete barns forudsætninger osv.

Under mødet

Illustration af, hvad man kan gøre under samtalen med barnet

 

Rammesætning under mødet forudsætter, at sagsbehandleren har forberedt sig på, hvordan barnet præsenteres for mødets formål, sagsbehandlerens mandat og myndighed, samt hvilke metoder, der eventuelt bruges i samtalen. Det er vigtigt at gentage rammerne for mødet, også selvom det allerede er foregået tidligere i forløbet. Det skyldes, at barnet enten kan have glemt, hvad der tidligere er talt om, kan have nye ønsker eller kan have tvivlsspørgsmål angående mødet.

Rammesætningen sker dels ved mødets start, hvor sagsbehandleren præsenterer rammerne for mødet i dialog med barnet. Dels undervejs i samtalen, hvor sagsbehandleren løbende opsummerer på indholdet i samtalen og sikrer sig, at barnet forstår, hvad der tales om og eventuelt besluttes.

Rammesætningen skal være så afklarende og gennemsigtig, at barnet overskuer mødet og føler sig sikker og tryg i at bringe egne perspektiver på banen. Barnet skal opleve, at det bliver støttet i at gå i dialog med sagsbehandler om sin situation.

Efter mødet

Illustration af, hvad man kan gøre efter samtalen med barnet

 

Efter mødet er det vigtigt, at sagsbehandleren reflekterer over mødet. Hvordan gik det, blev barnet understøttet i samtalen, er sagen godt nok belyst mv.

I samme fase er det ligeså vigtigt at følge op på barnet og dets oplevelse og forståelse af mødet. Fik barnet sagt hvad det ville, forstod barnet beslutningerne mv. Uanset megen forberedelse af og med barnet, kan barnet alligevel have misforstået noget, ikke hørt hvad der blev sagt, glemt det, eller sagsbehandler kan have misforstået eller været utydelig. For mange børn er samarbejdet krævende, og det kan påvirke deres forståelse og hukommelse. Derfor er det vigtigt at følge op.