Her kan du læse mere om relevant forskning og blive inspireret til at søge mere faglig viden om børneinddragelse. Forskningen her understøtter Børns Vilkårs børnesyn og tilgang til børneinddragelse. Forskningen har fokus på barnets rolle i myndighedsrelationen og ser ligeledes barnet som en selvstændig aktør.
Børns Vilkårs engagement i at skabe bedre børneinddragelse på myndighedsområdet udspringer af den særlige adgang, vi har til børns stemmer via BørneTelefonen og vores bisidderordning. Gennem disse børnestemmer ved vi, hvad det betyder for børn at blive inddraget, og vi ved, at det er afgørende for børns selvværd og mod på livet, at blive mødt som aktør i sin egen ret. Disse erfaringer underbygges af forskningen, som tegner samme billede.
Hanne Warming er forsker ved Roskilde Universitet og har beskæftiget sig indgående med inddragelse på børneområdet. Derudover har Birgitte Schjær Jensen skrevet en ph.d.-afhandling om inddragelse af børn i sagsbehandlingen. Det er noget af det eneste danske forskning om børneinddragelse i myndighedsarbejdet.
I Norge har man arbejdet indgående med at skabe bedre børneinddragelse i sagsbehandlingen. Her har man taget udgangspunkt i en metode udviklet af forskeren Kari Gamst. Hendes metode til inddragelse taler godt ind i måden det danske system er organiseret på, da dansk og norsk lov på mange punkter ligner hinanden. Metoden har fokus på samtalefærdigheder, samt på at sætte velkendte elementer i system, så det skaber mening og struktur i samtalen.