At navigere korrekt som voksen
Hej brevkasse.
Blev skilt for 3 mdr. siden med en ret heftig mand. Han har aldrig slået mig, men har ageret truende med voldsomme ukvemsord, råbt/skreget mig helt op i hovedet, spyttet m.v. Børnene har ikke set, men hørt på det, og jeg har været bange. Jeg har glattet ud for husfredens skyld. Har desværre været i det i 17 år, da det hele tiden har heddet sig, at det var en dårlig periode. Har ikke kunnet overskue tanken om, hvis jeg ikke kunne berolige mine børn og tage dem væk, når eksplosionerne kom. Har ikke turde forsvare mig, da jeg er usikker på min eks adfærdsmæssige grænser. Synes jo, at man skal bevare roen = være voksen.
Der har været gode rolige perioder. Især efter børnene blev ældre, så er hans samvær med især sønnen omkring fodbold fx rigtig godt. Han kan være verdens bedste far, men ikke den der tager på skovtur, har taget skrigenætter m.v. Min eks er en højtrespekteret meget mand qua sit job, så alt har set pænt ud, men nu efter, at han har meddelt, at han ikke kan være i en familie, så så vælter det hele for børnene.
Vi kører en 7/7, som først er kommet op og køre efter 2 måneder. De har være hos mig. Jeg selv svæver rundt mellem lettelse og stærke angstsymptomer. Min datter har kraftige reaktioner. Hun taler/råber til til mig, som han har gjort, men klynger sig samtidig til mig, græder flere timer og vil være hos mig. Jeg føler mig, i den grad ramt, da jeg jo, i mit indre, godt ved, hvad hun skal kunne stå i. Jeg forsøger at tale op og håber, at han vil gøre alt for at være en god far. Samtidig skal jeg vel ikke feje hendes usikkerhed/følelser helt under gulvtæppet og ikke anerkende, eller hvad tænker I? Har besøgt dem i deres nye lejlighed. Både børnene og jeg ændrer 100% adfærd, men er usikker på, om det bare er den nye situation eller mig, der overtolker. Har I nogle råd til, hvordan jeg skal agere heri? Hvad skal jeg mon være OBS på? Eller er der en kamp, som jeg skal opruste mig til? Har blot ingen psykiske ressourcer lige nu. Pyh ha
Svar fra Børns Vilkår
Hej.
Jeg kan godt forstå, du er bekymret. Ud fra det, du beskriver, er det en rigtig svær situation, du og dine børn står i lige nu.
I har igennem mange år levet i et utrygt og uforudsigeligt miljø, hvor du har forsøgt at skærme dine børn for ”eksplosioner” – men nu må de skærme sig selv, hvis de kan…Samtidig er du drænet for ressourcer og håber på det bedste.
Du beskriver din eks som en mand, der også er en rigtig god far i perioder, og du håber på, det er den gode far, der nu fylder mest.
Det er vigtigt at holde fast i. Og – nej – jeg vil ikke anbefale, du ruster dig til kamp. For kamp er ikke godt for hverken børnene eller jer som forældre. Selv om jeres forhold har belastet dig, og I nu er blevet skilt, er I fortsat forældre og skal derfor sammen skabe en god og tryg hverdag for jeres børn.
Du skal dog være opmærksom på om den adfærd, som børnenes far har haft overfor dig, er en adfærd, som han fortsætter overfor børnene. Ingen børn kan tåle at blive udsat for så voldsomme udfald fra de voksne, der skal passe på dem. Er dette tilfældet, så bliver du nød til at reagere på det og søge hjælp i den situation. Du kan starte med at kontakte kommunen. Alle kommuner skal tilbyde en gratis familieorienteret rådgivning, som jeg vil anbefale dig at kontakte. Det er både gratis og anonymt.
Ud over at du har beskrevet den utryghed, som der har været i jeres samliv, så kan selve jeres skilsmisse og nu også en deleordning, hvor børnene skal undvære dig i en uge være en stor livsomstilling for dem. Alene det er stadig også meget nyt. De har nu prøvet det i en periode, og virkeligheden går måske også op for dem nu.
Derfor bør der også være en opmærksomhed fra både dig og børnenes fars side på, om det er den rigtig ordning I har valgt for børnene, herunder særligt for din datter. Nu skriver du ikke noget om hvor gammel din datter er, og om det er muligt at I kan tale med hende om hendes reaktioner - og hvordan hun har det med både jeres skilsmisse og den måde hun bor på nu. Hvis hun har været meget tæt knyttet til dig, så kan det måske også være svært for hende at undvære dig i en uge ad gangen. Det er vigtigt, at fokus ved valget af en ordning for hende fra jeres begges side, bliver på hendes trivsel og ikke på hvad der er mest retfærdigt for jer, som forældre. Ville du kunne tale med far om hendes reaktioner og at I sammen kunne tale om, hvad disse reaktioner kunne skyldes og hvordan I kunne hjælpe hende i den situation? Således at I begge tager et ansvar for at hjælpe hende.
Til sidst skal du også huske, at ligesom du er lav på ressourcer og psykisk overskud i en periode efter jeres skilsmisse, så vil børnene også være det.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Mange hilsner
SkilsmisseBrevkassen.
Kommentarer
Comments are closed.