En svær situation?
Hejsa i brevkassen.
Jeg skriver fordi jeg er en smule frustreret. Jeg har fundet sammen med en dejlig kæreste som har 2 piger på 14 og 7. Jeg har en datter på 13 og hun er bedste veninder med hende på 14, både før og nu. Det hele er dejligt med os 5, og vi har det rigtig godt sammen og har været sammen de sidste halvandet år. Men nu er min kærestes eksmand begyndt at røre på sig og nægter at godkende mit forhold til hans eks, og han har givet en advarsel til pigerne om, at være sammen med mig, og deres mor. Der skal siges at hendes piger bor hos hende og hun er en omsorgsfuld mor til pigerne, og hun har også taget min datter til sig som var det hendes egen.
Jeg blev forrige weekend truet på livet af hendes eksmand på børnenes rideskole, og alle hørte hans trudsel til mig. Vi har derefter været i kontakt med politiet som var på kanten at anholde ham men det var i sidste ende mig der skulle tage valget. Jeg vælger så at hans dødstrussel kom i politirapporten som “stående rapport” og hvis han ville true min kæreste eller mig så skulle det meldes til politiet.
Jeg og min kæreste vil jeg anse som stille og rolige mennesker og hun er meget bange for min situation. Alle (mig og vores nærmeste) er bange omkring hende og børnene. Min kæreste valgte dengang (for 3 år siden) at flytte fra manden pga hans voldsomme kontrol og adfærd overfor hende og hendes børn. Han er ekstrem temperamentsfuld og han smed min kæreste og børn ud af deres hjem dengang. Han prøver at begrænse pigernes forhold til deres mor og vi ved igennem den store at eksmanden prøver på at styre og ødelægge vores ellers dejlige forhold sammen.
Jeg er ved at være desperat. Pigernes værelser i ders gamle lejlighed de blev smidt ud fra, er nu erstattet af polske håndværkere der bor der, og pigerne har ingen værelser selv længere. Til gengæld så sidder de og ser fjernsyn i nattøj og undertøj blandt til tider fulde håndværkere hver eneste weekend de er hos faderen. Nogle gode råd fra jer herinde?
Hilsen K
Svar fra Børns Vilkår
Kære K.
Jeg kan godt forstå, du er ved at være desperat. Når jeg læser dit brev, er der grund til bekymring for pigerne, der skal være på weekend hos deres far.
Du beskriver, at han har truet dig på livet, og at han nogle gange lader pigerne sidde sammen med fulde håndværkere.
Du fortæller ikke, hvordan pigerne oplever situationen, men det er under alle omstændigheder ikke godt for børn at være sammen med voksne, der er på virkede af alkohol. Og her er det forældrenes ansvar at passe på børnene.
Jeg vurderer derfor, at I bør kontakte Statsforvaltningen for at få begrænset eller helt stoppet samværet med faren. Da I har en ”stående rapport” hos politiet, vil I være i stand til at dokumentere voldstruslerne.
At børnene udsættes for berusede voksne, må I ligeledes informere Statsforvaltningen om, så det bliver muligt at få en afgørelse fra myndighederne, der beskytter børnene.
Børnene vil højst sandsynligt blive hørt inden der træffes en afgørelse. Måske de vil have glæde af at have en bisidder fra Børns Vilkår med til samtale i Statsforvaltningen.
Læs sammen med børnene, hvad en bisidder er: http://www.bornetelefonen.dk/bisidder-børnetelefonen
Jeg håber, børnene får den hjælp, de har brug for.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.
Vi vil gerne høre din mening om svaret fra SkilsmisseBrevkassen
"*" indikerer påkrævede felter