Fælles familiefødselsdag for mit barnebarn
Min datter og eks svigersøn gik fra hinanden for to år siden, de har en datter på 5 år sammen. De arbejder godt sammen om samværs delingen og i øvrigt hvad der ellers opstår, bliver det løst. Jeg har et tæt forhold til mit barnebarn og passer hende grundet min datters skifteholdsarbejde.
Der er holdt to fødselsdage for mit barnebarn. Da forældrene ønskede at holde fælles familie fødselsdag for barnet, gav jeg udtryk for, at jeg havde svært ved at se eks svigersøn med familie i øjnene, da jeg er meget ked af bruddet mellem dem, da det havde store konsekvenser for min datter. Min datter vælger så at holde fødselsdag for barnet med sin familie, og eks svigersøn holder fødselsdagen for sin datter på et senere tidspunkt. Hans familie undrer sig og har fået det indtryk, at vi ikke vil være sammen med dem.
Jeg har sagt til min datter, at jeg har skyldfølelse over, at de ikke kan holde den fødselsdag for deres datter, de ønsker. Jeg har nu fået det hele lidt på afstand og fået lidt overskud, så jeg har sagt til min datter, jeg vil kontakte hendes tidligere svigerforældre og fortælle, at jeg var meget ked af bruddet mellem vores børn. Min datter mener ikke, der kan laves om på den måde, der holdes fødselsdag på, altså to fødselsdage, det vil forvirre mit barnebarn, så nu holder hun fast i den model. Det er jeg selvfølgelig ked af, da jeg føler skyld i den beslutning og mener det er forældrene, der skal bestemme, hvordan fødselsdagen skal holdes for mit barnebarn.
Mit spørgsmål hvad kan jeg gøre for at dette problem bliver løst, så alle bliver tilfredse. Håber på svar inden så længe, da mit barnebarn har fødselsdag i marts måned.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mormor til 5 årigt barnebarn.
Som du beskriver det i dit brev, påvirker en skilsmisse ikke kun børn og forældre, men i høj grad også bedsteforældrene i en familie. Og det tager ofte tid, inden der – heldigvis – kommer overskud til at få fokus på, hvad der vil være det bedste for barnet.Du har haft svært ved at overskue at skulle være sammen med din eks svigersøn og hans familie men er nu klar til det.
Jeg synes, det lyder som en rigtig god idé at du kontakter din datters tidligere svigerforældre og får forklaret, hvordan du har haft det. I er jo alle bedsteforældre, og der vil være mange mærkedage, som I fremover vil skulle fejre. Der har været holdt to fødselsdage, da I ikke har kunne være sammen. Og din datter vurderer, at I skal fortsætte med det.
På BørneTelefonen hører vi mange børn fortælle at det bedste de ved, er når alle dem, de holder af, kan være sammen – hvis de altså kan være gode venner. Og nogle børn fortæller, at de helst vil holde én fødselsdag, hvis de kunne bestemme.
Jeg vil derfor anbefale, at du taler med din datter endnu engang – måske, når du har talt med hendes tidligere svigerforældre – og opfordrer hende til at gøre forsøget. Et barn, der bliver 6 år vil sagtens kunne forstå, at I nu vil holde fødselsdag samlet. Og der er store chancer for, at hun vil blive overrasket og rigtig glad.
Når du taler med din datter, så vær opmærksom på, at hun måske har forbehold. Måske hun selv synes, det kan være svært. Og så er det jo det, I skal snakke om. Vis hende evt. dit brev og mit svar. Så har I noget helt konkret at tale ud fra.
Held og lykke med fødselsdagen.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen