Hvordan får jeg min pap søns mor til at acceptere mig
Hej
Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med 1 1/2 år. Han og Drengens mor gik fra hinanden for 4 år siden hun valgte at rejse fra ham. De har en søn på 12 år hveranden uge dele barn og jeg oplever problem i at moren ikke kan acceptere at far har fundet ny kæreste trods hun valgte at gå og han indtil han mødte mig ventede på hun skulle komme hjem igen.
Jeg føler det går ud over barnet da hun nu ikke kan aflevere ham som hun plejer trods det jeg sjældent er her når han skal afleveres og de 2 gange på 1 1/2 år hun har afleveret ham ved døren har jeg holdt afstand så hun ikke føler at jeg kommer hende for nær. Hun provokerer bla også med at når barnet er ved hende er der ingen regler eller sengetider jeg tror det er hendes måde at holde på barnet da han trods sengetider og regler her godt kan lide at være her og jeg føler hans og mit forhold er rigtig godt. Kan jeg gøre noget for at lette barnets situation i forhold til at hun ikke vil hilse på mig eller aflevere ham som hun plejede før jeg kom ind i billedet.
De skal holde konfirmation sammen om 1 1/2 år så jeg syntes hun gør bedst i at hilse på mig så den situation ikke bliver svært for barnet og hende. Barnet ønsker vi alle skal med også min familie som han holder meget af. Jeg syntes hun er meget egoistisk i forhold til hendes barn. Jeg har før været i et forhold med et skilsmisse barn og det fungerede rigtig fint forældre og mor og jeg imellem så det gør mig ked af det at jeg ikke lykkes denne gang
På forhånd tak mvh Linda
Tal med hende om det
Kære Linda.
Det er godt at høre, at du og din kæreste har formået at få skabt en ny familie, som din papsøn trives i. Ud fra hvad du fortæller, er det desværre endnu ikke lykkedes at få dit forhold til din kærestes ex kone til at fungere. Du undrer dig over, at hun reagerer som hun gør, da det var hende, der gik.
Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for børn, at alle voksne omkring dem kan finde ud af at tale sammen og samarbejde. Det er ikke til at vide, hvorfor drengens mor reagerer som hun gør. Et bud kunne være, at hun måske synes det er svært, at hendes ex har fået en ny familie, som hendes dreng trives i. Mens hun stadig er alene. Måske hun savner at være en familie og bliver konfronteret med det hver gang, hun møder jer eller hører om jer. Måske hun er bange for, om hun langsomt kan miste sin søn – at han hellere vil være hos jer end være hos hende.
Du skriver ikke noget om, hvad din kærestes rolle er i alt dette. Da han er den biologiske forælder har han et stort ansvar for, at samarbejdet kommer til at fungere. Hvis han ikke allerede har gjort det, kunne han tage en snak med sin ex for at forsikre hende om, at I ikke er konkurrenter, men skal samarbejde af hensyn til drengen. Og at I ikke er ude på at skubbe hende ud. Hun vil altid være drengens mor. Det kan ingen lave om på. Han kunne også tage initiativ til, at han, hans ex og drengen laver noget sammen et par timer en gang imellem. På den måde får I støttet hende i at have en central plads i drengens liv fortsat.
Hvis du har mod på det kunne du måske også selv prøve at tale med hende, men været ret opmærksom på din kommunikation. Du kunne fortælle hende, at du gerne vil have et godt forhold til hende – særligt for hendes søn skyld. Du kunne evt. spørge hende, hvad der skulle til for at hun kan være okay med, at du nu er en del af farens liv – og deraf også deres søns.
Uenigheder om opdragelse: sengetider og regler, vil jeg anbefale, I lader ligge lige nu. Når der er kommet ro på jeres relation, kan din kæreste tage det op med hende. Med det udgangspunkt, at I er to forskellige familier med hver jeres prioriteringer af, hvad der er vigtigt. Børn kan sagtens finde ud af, at der er forskellige regler, hvis I som voksne er tydelige omkring det.
Held og lykke.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen
