Kan børnene selv bestemme?
Vi blev meget pludseligt forladt af min ex. Mine piger har brug for trygge rammer og forudsigelighed pga. Diagnoser. Pigerne er 14 & 16 år. Begge blev hos mig, mens han skulle finde ud af hvad han havde gang i. Begge ytre ønske om at blive boende hos mig. Må de selv have lov at bestemme det? eller skal far have dem boende også?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til piger på 14 og 16 år.
Børn kan formelt set først bestemme, hvor de vil bo, når de er blevet 18 år.
I de tilfælde, hvor Statsforvaltningen skal træffe afgørelse – når forældre ikke selv kan blive enige om en ordning – vil børnene blive hørt. Og når de er henholdsvis 14 og 16 vil man som udgangspunkt tage stort hensyn til, hvad de vil. Det vil ikke give mening at tvinge dem til noget, de ikke ønsker.
Du spørger, om I begge skal have dem boende. Jeg er lidt usikker på, hvad du mener. Der er kun en forælder, der kan være bopælsforælder. Og den anden bliver samværsforælder – uanset, hvordan fordelingen af dagene bliver. Hvis pigerne adresse på nuværende tidspunkt er hos dig, så er du bopælsforældre. Men børn har ret til at have to forældre, og derfor også ret til at se deres far. I kan selv aftale, hvordan og hvor tit de skal være hos deres far.
Det bedste vil være, hvis du og din eks kan snakke jer frem til en ordning, pigerne vil kunne fungere i. Alt efter, hvor langt I bor fra hinanden, og hvordan pigernes hverdag ser ud med skole, veninder og fritidsinteresser. Og selvfølgelig med hensyntagende til deres diagnoser og behov.
Hvis det ikke er muligt, så kan I få hjælp fra Statsforvaltningen, som i første instans vil forsøge at hjælpe jer med at blive enige om en god løsning for jeres piger – og hvis det ikke er muligt, så kan de træffe en afgørelse om, hvordan samværet med far skal være.
Jeg håber, I finder en løsning til gavn for pigerne.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen