Min bonus søn har soveværelse sammen med sin mor ?
Hejsa
Jeg ville bare høre hvordan man skal stille sig i den situation hvor min bonus søn deler værelse og seng med sin mor når han er hos hende. De har 7/7 ordning og han er 11 år. Min mand og jeg er temmelig bekymret over at han ikke har mulighed for at trække sig tilbage og være sig selv på noget tidspunk. Og ikke mindst at vi syntes at han er Alt for gammel til at være Tvunget til at dele seng med sin mor hver dag. Også hvis hun har kærester sovende, hvilke hun tit skifter ud.
Er der noget vi kan gøre i den her situation eller må vi bare stå og se på fra side linjen. Det har ikke hjulpet at snakke med hende om det da hun mener vi skal blande os uden om??
Kære bonusmor til 11 årig.
Jeg kan godt se, du sidder i en vanskelig situation.
Men – når din bonus søn er hos sin mor, er det i udgangspunktet hende, der afgør, hvordan hverdagen skal fungere. Og hvor din bonus søn skal sove. Det er ikke noget, du og din mand kan blande jer i.
Du skriver ikke noget om, hvordan drengen har det hjemme hos sin mor. Er han ked af ikke at have sit eget værelse med sin egen seng? Hvordan bor moren? Har hun mulighed for at give ham eget værelse og egen seng, eller bor hun i en meget lille lejlighed, hvor de er nødt til at bo og sove ”tæt”?
Du og din mand har prøvet at tale med hende om det. Hvis drengen har det ok med, hvordan det fungerer, ville jeg lade det være. Selvom jeg godt vil anerkende din skepsis over, at en 11- årig sover sammen med sin mor.
Hvis han er ked af det, så vil jeg anbefale, at din mand taler alene med moren. Det kan virke voldsomt for hende, hvis I begge taler med hende – måske hun føler sig anklaget og kritiseret. I den situation kan det være svært at ”give sig”.
Hvordan går samarbejdet ellers? For det er vigtigt for drengen, at samarbejdet fungerer omkring ham. At han ikke oplever konflikter jer imellem. Det er meget belastende for børn. Hvis I ellers kan finde ud af det, så er det en god idé at vælge sine kampe med omhu. Det er ikke muligt at være enige om alt, men da drengen lever i en 7/7 ordning skal kommunikationen helst være nogenlunde gnidningsfri, hvis drengen skal trives.
Der er selvfølgelig en grænse. Hvis han bliver udsat for direkte krænkende adfærd – du skriver, at han også sover sammen med mors skiftende kærester – hvis han direkte oplever, at mor og en kæreste har sex – så er det ikke ok. Her kan I være nødt til at kontakte socialforvaltningen.
Der er mange ubesvarede spørgsmål i dit brev. Jeg vil derfor anbefale dig at kontakte vores ForældreTelefon for en mere uddybende samtale og rådgivning.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.