Separeret, men sammen igen
Min mand og jeg gik hver til sit for ca. 9 måneder siden. Efter blot 3 måneder hver for sig fandt vi sammen igen og blev hurtigt enige om, at det var bedst at blive boende hver for sig (vi bor i samme by). Det fungerer rigtig godt og ofte hører vi børnene hvordan de har det med det. Det eneste de siger er: fint. Allerede et par måneder efter vi fandt sammen orienterede vi børnene om, at vi måske aldrig flyttede sammen igen eller at det i hvert fald først ville ske om et par år, hvis vi gjorde.
Vores yngste på 9 år har reageret meget lidt på, at vi flyttede fra hinanden, men har nu den seneste måned haft en meget kort lunte. Dvs. hun bliver ret hurtigt sur over små ting. Hendes storebror er 12 år og de to skændes dagligt om, hvad vi synes er små bitte ting. Så spørgsmålet er om det mon er for forvirrende for dem, at mor og far er sammen, men bor hver for sig?
Som nævnt hjælper det ikke så meget at spørge dem, for de siger konstant at det er fint. Men sandsynligvis er de bange for at sige noget, der gør at vi går fra hinanden igen…! Måske. For jeg har ret svært ved at finde rundt i hvad det skyldes og hvad vi kan gøre lige nu. Der står heller ikke så meget om – fra hinanden og sammen igen problematikken nogen steder, synes jeg. For det er da ikke bare fryd og gammen – heller ikke for børnene, tænker jeg.
Så jeg håber I har nogle input til det.
Meld mere klart ud til børnene
Kære mor til børn på 9 og 12 år.
Jeg kan godt forstå, du er i tvivl om, hvad I skal gøre lige nu. Der findes ingen nem løsning.
Når I som forældre vælger at være par uden at bo sammen, kan det ud fra et voksenperspektiv være en ideel løsning. Men for børnene kan det være forvirrende og skabe utryghed. I har boet sammen og vil måske om et par år gøre det igen. Og måske vil I ikke. Så børnene ved basalt ikke, hvordan de skal bo og med hvem i fremtiden.
Du er opmærksom på, at de reagerer på et eller andet. Og det kan skyldes denne usikkerhed. Børn tager udstrakt hensyn til deres forældre, så det kan være svært at få dem til at sige, hvordan de rigtigt har det.
Kunne det være en mulighed at lade børnene tale med andre voksne, de har tillid til: bedsteforældre, familiemedlemmer, jeres venner eller en lærer. De kan have brug for hjælp til at få sat ord på, hvad der rumsterer i deres hoveder. Og de har brug for, at I som deres forældre finder ud af, hvad der sker med dem. For det er den eneste måde, I kan hjælpe dem på.
Måske I skulle tage op til fornyet overvejelse, om I fortsat vil bo hver for sig. Hvis det er det, I er sikre på, så meld klart ud til børnene, at det er sådan, det er – og at I ikke har planer om at flytte sammen igen.
Jeres mere bløde udmelding kan være svær at rumme, når man er 9 og 12 år. Og den kan spærre for at de indser og erkender, at mor og far ikke bor sammen.
De vil så forhåbentlig med tiden acceptere og leve med det vilkår.
Held og lykke med det.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.