Skyldfølelse
Min datter på snart 2 1/2 år og jeg skal snart flytte fra hendes far, men jo tættere vi kommer på flyttedag vokser der en kæmpe skyld og frygt inde i mig. Vi er delvis enige i bruddet, jeg har/er helt afklaret med ikke at være kærester og har set frem til en hverdag kun med min datter og mig.
Jeg føler, at det er min skyld, at hun skal til at leve med et dagligt savn til en forældre. Jeg føler, at jeg tager hendes far fra hende.
Hun skal bo hos mig og være hos ham hveranden weekend. Han arbejder meget og har ofte ikke tid og overskud til vores datter og hans to piger fra tidligere forhold, så jeg frygter de weekender, han skal have dem. Det gør ondt indeni.
Nu begynder jeg også at frygte, at jeg ikke kan slå til, når vi bor selv – trods vi altid har været meget selv. Kan jeg udfylde alle hendes behov, være den stærke mor og kunne få en hverdag til at være skøn?
Jeg ser alle fejl og mangler i kommende bolig, bekymrer mig om stedet og eventuel følelse af ensomhed (boligen er ikke i byen, som ønsket).
Disse følelser er kommet inden for de sidste fire dage, og de er frygtelige. Har været stærk og glædet mig, så jeg håber, det vender igen, når vi er flyttet og starter på vores hverdag.
Jeg håber bare at høre, at det kan være normalt at føle og tænke sådan…
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til datter på 2½ år.
Når beslutningen er taget, og skilsmissen er en realitet, er det meget naturligt at blive grebet af usikkerhed og tvivl. Mange forældre kan i høj grad nikke genkendende til de følelser, som du har. Igennem en skilsmisse er der et væld af følelser og nogle af dem kan også virke modstridende. Følelsen af lettelse og forventningsglæde samtidig med at følelsen af skyld, frygt og bekymring for fremtiden kan fylde på skift.
Du skriver, du er afklaret med beslutningen og ser frem til en hverdag uden din datters far. Du skriver, han arbejder meget og ikke har det store overskud til børnene, så kan det tænkes at det måske bliver nemmere for dig at stå med ansvaret selv?
Din datter har brug for forældre, der kan give hende den tryghed og omsorg, hun har brug for. Og hvis du som mor har det overskud, der skal til, vil det smitte af på din datter.
Så når du som forælder skal til at bo alene, er det godt at have et netværk at trække på: familie eller venner, du kan tale med og som kan træde til, hvis du har brug for hjælp og aflastning.
Men det er lige så vigtigt at du får et godt samarbejde i stand med din eksmand. Du skriver, han har travlt, men når han får eneansvaret for jeres datter – og hans andre børn – bliver han nødt til at prioritere børnene. Det vil højst sandsynligt komme helt naturligt, når ikke der er andre. Det er en mulighed for at det også kan være godt for børnene og deres relation til ham, og det kan betyde, at de på sigt vil få et tættere forhold til hinanden. Vi hører ofte om at forældre, der har været fraværende, da begge boede sammen, vokser med opgaven, når de pludselig står alene med ansvaret.
For at din datter kan falde til med den ordning, I har aftalt, er det vigtigt, I sammen aftaler, hvordan skiftedagene skal foregå: Henter og bringer I hos hinanden? Tager I en kop kaffe sammen og taler om, hvordan dagene er gået? I skal finde en måde at kommunikere på om hendes oplevelser, trivsel mm, da hun jo ikke er så gammel. På baggrund af hendes alder kræver det en del kommunikation fortsat mellem jer at overlevere til hinanden, om eksempelvis kost, soveritualer mm. Således at der fortsat skabes en sammenhæng i hendes liv.
Jeg ønsker dig held og lykke.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen
Vi vil gerne høre din mening om svaret fra SkilsmisseBrevkassen
"*" indikerer påkrævede felter
