At vokse op som donorbarn

Denne artikelserie er støttet af Velfærds-og Forskningsfonden for Pædagoger

I dag er der mange måder at være en familie på, og både af biologiske grunde eller valg om familiekonstellation er der flere kommende forældre, der gør brug af muligheden for æg- eller sæddonation. Men hvad fortæller børnene selv om at vokse op i en anderledes familiekonstellation? Hvilken betydning har det for forælder-barn-relationen og barnets trivsel? Og hvordan kan fagprofessionelle støtte op om både børnene og deres familier?

 

Der kan være mange grunde til, at kommende forældre anvender en donor, når de vil sætte et barn i verden. I forskningen er der særligt fokus på solomødre, som har truffet et aktivt valg om at være ene-forælder, homoseksuelle kvinder i parforhold, og heteroseksuelle par, der ikke selv kan blive gravide. Derfor tager artiklen udgangspunkt i disse familiekonstellationer.

 

Nære forælder-barn-relationer

I familier, hvor børnene er undfanget ved hjælp af donation, er relationen mellem barnet og forældrene lige så tæt, som i familier, hvor barnet er kommet til verden uden donation. Dette fund gælder uanset hvilken type af donation, der er tale om. Nogle forskningsfund indikerer, at forældre, der har været åbne om donationen, har en mere velfungerende relation til deres børn i 7-10-årsalderen. Desuden oplever både mødre og 14-årige børn en tæt relation til hinanden, når barnet tidligt har fået kendskab til sin egen historie (1).

 

Ingen forskel i trivsel

Selvom donorbørn kun har en genetisk relation til én af sine forældre eller vokser op i en solomorfamilie, tyder det ikke på, at det har en betydning for børnenes trivsel, når man sammenligner med børn, der vokser op med to biologiske forældre. Ligesom i alle andre familier afhænger børnenes trivsel netop af kvaliteten af relationen til deres forældre og de sociale miljøer, de vokser op i (1).

 

Børn har forskellige opfattelser af deres donor

Flere og flere forældre vælger at fortælle deres børn om, hvordan barnet er blevet undfanget, og derfor har langt flere børn viden om, at en del af deres ophav kommer fra en donor (1). I forskningen ses det, at donorbørn har meget forskellige opfattelser af og tanker om deres donor (2, 3).

For nogle børn er donoren en fremmed, som børnene har ganske lidt viden om, mens han for andre betragtes som en biologisk slægtning, der f.eks. er ansvarlig for nogle af barnets udseendestræk (3). Flere børn er positivt stemt over for donoren og føler f.eks. taknemmelighed, mens andre børn enten har neutrale eller negative tanker om deres donor (2, 3). I et studie med 7-13-årige donorbørn ses det, at børnene kan have negative tanker om donoren, hvis de har en mere usikker tilknytning til deres mor (3).

 

Donorer har mange navne

Børns donorer har mange forskellige betegnelser. Nogle børn kalder deres donor for far, forælder eller familie, mens andre børn bruger upersonlige ord som f.eks. sæd, donor eller ukendt person. Samtidig er der også nogle børn, der omtaler deres donor som onkel eller ven. Forskningen tyder på, at børn i solomødrefamilier oftere bruger ord som far, når de omtaler deres donor, sammenlignet med donorbørn, der er vokset op i familier med en mor og far eller to mødre (2)

 

Ældre børn er mest interesserede i deres donor

Flere forskningsstudier finder, at donorbørn gerne vil kende deres donors identitet, mens nogle børn også ønsker at have kontakt med donoren (1, 2). Samtidig er børnenes interesse i kontakt med donoren ikke ensbetydende med, at børnene vil have en relation til vedkommende. Desuden indikerer forskningen, at det særligt er ældre børn eller børn, der sent har fået deres historie at vide, der udviser interesse og nysgerrighed for donoren sammenlignet med yngre børn (2).

Blandt de donorbørn, der er interesserede i at have kontakt til deres donor, er der flere som ikke har fortalt deres forældre om dette ønske, da de er bange for at såre dem – særligt hvis barnet har en forælder, der ikke er biologisk beslægtet (2).

 

Børnene er særligt interesserede i at vide noget om:

– donorens alder, beskæftigelse og interessere
– hvorfor donoren har valgt at donere
– hvordan relationen mellem donoren og barnet kan være
– om der er andre børn af samme donor
– donorens familie og helbred

(Kilder: 2 & 3)

Ligesom i alle andre familier afhænger donorbørnenes trivsel netop af kvaliteten af relationen til deres forældre og de sociale miljøer, de vokser op i

Jævnaldrende børn kan have nogle forventninger til, hvordan familier er eller bør være, og det kan udfordre donorbørnene

Fokus på fraværet af far

I et studie af solomødre til 4-9-årige børn giver mødrene udtryk for, at børnene spørger ind til, hvorfor der ikke er en far i deres familie, mens de er mindre interesserede i, hvordan de er kommet til verden (4). Desuden fortæller de samme mødre, at børnene ofte også skal forklare deres venner og skolekammerater, hvordan deres familie er konstrueret. Flere forskere peger på, at jævnaldrende børn kan have nogle forventninger til, hvordan familier er eller bør være, og det kan udfordre donorbørnene – særligt børn af solomødre eller homoseksuelle forældre (1, 4).

Hvordan kan man som fagprofessionel støtte op om donorbørn?

Forskningen tyder på, at det kan være svært for forældre at besvare alle barnets spørgsmål om donoren, og hvordan barnet er blevet er undfanget. Fagprofessionelle, der er tæt på familien, kan støtte og vejlede forældre i at besvare børnenes spørgsmål. Samtidig indikerer forskningsfund, at børn kan opleve at deres jævnaldrende stiller spørgsmål til deres familiekonstellation. Disse situationer kan afhjælpes, når pædagoger og lærere fortæller om alle de måder, man kan være en familie i dag (4).

Opsamling

Forskningen tyder på, at børn, der er kommet til verden ved hjælp af en donor, trives og er velfungerende i samme grad som alle andre børn. Alligevel kan det være nødvendigt at fagprofessionelle tæt på familierne støtter og vejleder forældrene i at besvare børnenes spørgsmål om deres undfangelse. Desuden kan det også hjælpe børnene, at pædagoger og lærere forklare om alle de måder, det er muligt at være familie på i dag.

Kilder

1. Golombok, S. (2020). The psychological wellbeing of ART children: what have we learned from 40 years of research? Reproductive BioMedicine Online.
2. Canzi, E., Accordini, M., & Facchin, F. (2019). ‘Is blood thicker than water?’ Donor conceived offspring’s subjective experiences of the donor: a systematic narrative review. Reproductive biomedicine online, 38(5), 797-807.
3. Zadeh, S., Jones, C. M., Basi, T., & Golombok, S. (2017). Children’s thoughts and feelings about their donor and security of attachment to their solo mothers in middle childhood. Human Reproduction, 32(4), 868-875
4. Zadeh, S., Freeman, T., & Golombok, S. (2017). ‘What Does Donor Mean to a Four‐Year‐Old?’: Initial Insights into Young Children’s Perspectives in Solo Mother Families. Children & Society, 31(3), 194-205.

Vis mere +

Faktaboks

Kilde 1: Mini-review fra 2020 baseret på bogen “We are family – what really matters for parents and children” af samme forfatter Susan Golombok, der er forsker i familieforskning og direktør for ‘Centre for Family Research’ på University of Cambridge. I artiklen gennemgår Golombok forskning om den psykologiske trivsel af børn, der er undfanget ved assisteret reproduktiv teknologi (ART).

Kilde 2: Systematisk narrativt review fra Italien i 2019. Reviewet er baseret på 29 kvantitative og kvalitative studier og undersøger donorbørns subjektive oplevelser med og opfattelser af deres donor.

Kilde 3: Kvalitativt studie fra UK i 2017, hvor forskerne har interviewet 19 7-13-årige børn fra solomødrefamilier. Formålet med studiet er at undersøge børnenes tanker og følelser om deres donor og deres tilknytning til deres mødre.

Kilde 4: Engelsk kvalitativt studie fra 2017 baseret på semistrukturerede interviews med 51 solomødre og 47 4-9-årige børn fra samme familier. Studiets formål er at undersøge både mødres og yngre børns perspektiver på donorkonception, familie og venner.

Vis mere +

Del denne side: