Særlig eller almindelig?
Når voksne i dagtilbud har fokus på at skabe fælles deltagelsesmuligheder for alle børn frem for at tænke udvalgte børn som ‘særlige’ og de øvrige børn som ‘almindelige’, så har de inkluderende fællesskaber lettere ved at opstå. Sådan lyder én af konklusionerne fra en dansk ph.d.-afhandling, der undersøger, hvordan børn med forskellige funktionsnedsættelser deltager i dagtilbud, hvor der er et særligt fokus på inklusion (3).
Ved at observere en række børn med funktionsnedsættelser og deres dagligdag i et ressourcebørnehus, er forskeren blevet klogere på, hvornår børnene oplever at blive en del af dagtilbuddets fællesskaber, men også på hvornår det ikke lykkes. I begge tilfælde spiller de voksne i dagtilbuddet en afgørende rolle.
Tre tilgange til inklusion
Generelt finder forskeren, at de voksnes tilgang til at inkludere børn med funktionsnedsættelser ofte falder ned i én af tre kategorier:
- At styrke børnenes evner eller færdigheder
Her har det pædagogiske personale ofte fokus på at igangsætte aktiviteter, der skal fremme udviklingen af forskellige færdigheder hos det funktionsnedsætte barn. Det kan f.eks. være lege, der styrker barnets motorik eller sprog. Dette tilgang og de voksnes fokus på at ville “optimere” det funktionsnedsatte barns færdigheder, kan dog også have den konsekvens, at barnet ikke oplever at være en del af børnefællesskabet på lige fod med de andre børn.
- At rumme børnenes begrænsninger
Her har de voksne tendens til at se barnets manglende deltagelse som en konsekvens af funktionsnedsættelsen, og de har derfor ofte ikke de samme forventninger til barnet som til de andre børn. De voksne kan godt have en særlig omsorg for det funktionsnedsatte barn – f.eks. når den voksne eller giver det pauser i hverdagen. De andre børn skal rumme det funktionsnedsatte barn, men ofte er det op til barnet selv at finde ind i hverdagens fællesskaber.
- At skabe rum for deltagelse på børnenes egne præmisser
Her har de voksne blik for at få børn ind i dagtilbuddets sociale fællesskaber ved at tage afsæt i børnenes forskellige forudsætninger. De voksne giver plads til de sociale ‘eksperimenter’, der opstår i mødet mellem børnene her og nu, og lader børnene bidrage på de måder, de kan.
Sammen om sæbebobler
Selvom alle tre tilgange på forskellige måder har blik for det funktionsnedsatte barn, så er det særligt den tredje og sidste tilgang, der formår at få funktionsnedsatte børn ind i dagtilbuddets fællesskaber.
Det kommer blandt andet til udtryk i følgende situation, hvor forskeren var ude og observere hverdagen i et ressourcebørnehus:
- Thor er en 1-årig dreng, der har en fødselsrelateret hjerneskade. Han er svag i den ene side af kroppen og skeler med det ene øje. Derfor kravler han ikke, men møver sig i stedet ofte frem på gulvet, hvis han ikke sidder på numsen. Rundt om Thor er de andre børn i gang med at udforske rummet omkring dem – enten alene eller sammen med andre børn eller en voksen. Thor er stillesiddende. De voksne igangsætter spontane sanglege, og en voksen blæser sæbebobler. Flere af børnene forsøger at fange boblerne, og Thor kigger på og rækker til sidst ud efter en sæbeboble, der svæver forbi.
Et par dage efter observationen deltager forskeren i et handleplansmøde for Thor i dagtilbuddet. Her finder forskeren ud af, at det er Thors ergoterapeut, der har foreslået sæbeboble-aktiviteten, da den kan være med til træne Thors øjenbevægelser og samtidig få ham til at bevæge sig. For Thor og de andre børn er sæbeboblerne bare spændende og flotte at kigge på.
Med sæbeboble-legen formår de voksne at skabe en fælles opmærksomhed i børnegruppen, som både appellerer til Thor og til de øvrige børn. Selvom at sæbeboblerne har en særlig ‘funktion’ ift. Thor, så bliver hele børneflokken en del af fællesskabet, og alle formår at deltage i legen på deres egne præmisser (3).
Den fysiske nærhed er vigtig
Fortællingen om Thor og sæbeboblerne er et eksempel på, hvordan de voksne formår at skabe en fælles optagethed i børnegruppen, som alle børnene – også Thor – har mulighed for at tage del i. Et kerneelement i den inkluderende praksis er, at den voksne er i øjenhøjde med børnene og følger med i, hvad der optager dem (3).
Det samme finder et norsk studie, der også undersøger, hvordan voksne i dagtilbud skaber deltagelsesmuligheder for børn med funktionsnedsættelser. Her finder forskeren, at den voksnes fysiske nærhed til det funktionsnedsatte barn har stor betydning for, i hvilken grad barnet bliver en del fælles interaktioner i børnegruppen (1). Her gives et eksempel på, hvordan voksne kan tale et barn, der er uden for en leg, ind i den:
- Eskil, et barn med samspilsvanskeligheder, sidder alene. En voksen spørger ham, om de sammen skal gå hen til to andre børn, der leger med et dukkehus med Mumitrolde i. De går sammen derhen, og den voksne sætter sig på gulvet ved siden af børnene. De tre børn leger nu alle med huset. For det meste er den voksne stille og betragter børnenes samspil, men kommer nogle gange med små kommentarer, som bringer legen videre. F.eks. siger den voksne: “Det var hårdt for Mumitrolden at stå op i dag”, da Eskil rejser den op inde i huset. Den voksne lægger sig helt ned på gulvet for at komme i øjenhøjde med børnenes leg. Da Eskil på et tidspunkt forsøger at bidrage til legen, overhører de andre børn ham. Den voksne begynder nu at fortolke legen for børnene, hvor hun fortæller, hvad børnene gør, og hvad der videre kan ske i legen. Eskil følger nøje med i den voksnes beskrivelser og bliver tilsyneladende en del af legen igen.
Her formår den voksne at være både fysisk og følelsesmæssigt nærværende. Ved bogstaveligt talt at være i øjenhøjde med børnenes leg, kan den voksne følge med i deres oplevelser og initiativer. Ved at fortolke og benævne børnenes intentioner for hinanden, hjælper den voksne Eskil med at tage plads i legen på en måde, som giver mening for de andre børn. Den voksne bliver altså den ’sociale lim’, der binder børnene sammen i den fælles leg (1).
