Forældre med spiseforstyrrelser – sådan påvirkes fosteret og barnets første leveår

Læsetid:
9 min

Når mor har en spiseforstyrrelse, kan det påvirke barnets mentale trivsel og fysiske udvikling. Men hvad siger forskningen om mors spiseadfærd under graviditeten? Og spiller det egentlig en rolle for småbørns mentale trivsel, om det er mor eller far, der har en spiseforstyrrelse? I denne artikel ser vi nærmere på den yngste gruppe af pårørende, da dét at være barn af en forælder med en spiseforstyrrelse kan have konsekvenser, allerede inden livet for alvor begynder. 

Graviditeten kan give spiseforstyrrede et nyt kropsbillede

Gravide kvinder med anoreksi eller bulimi har ofte et ambivalent forhold til deres graviditet. Kvinderne kan både opleve en stærk trang til at følge deres velkendte spisemønstre samtidig med, at de gerne vil give deres ufødte barn de bedste forudsætninger. Resultatet af den indre kamp er en balancegang, som ofte medfører en justering af de aktuelle spisevaner, men sjældent en total ændring. 

Den forandrede krop bliver dog opfattet forskelligt. Nogle kommende mødre er ikke komfortable med deres forandrede krop og har en oplevelse af, at de mister kontrollen over den. Modsat oplever andre, at graviditeten giver dem et nyt syn på deres krop, og de opfatter de ændrede spisevaner som en positiv forandring. Det nye og positive syn på kroppen ses særligt i midten af og til sidst i graviditeten (1).

Fosterets ernæring er særligt udfordret hos gravide med BED

Måden hvorpå det ufødte barn påvirkes, afhænger bl.a. af, hvilken type spiseforstyrrelse den gravide har. Her finder forskerne bag et systematisk review, at gravide der har, eller tidligere har haft BED, har et højere indtag af kød og fedt sammenlignet med kvinder med anoreksi og bulimi. Desuden har gravide med tidligere eller aktiv BED et lavere indtag af vigtige vitaminer og mineraler, sammenlignet med gravide kvinder med andre eller ingen spiseforstyrrelser. 65 % af de kvinder, som under graviditeten stadig har en aktiv spiseforstyrrelse (anoreksi, bulimi eller kombinerede symptomer) fortæller, at de under graviditeten forbedrer deres ernæring, eller at deres spiserestriktioner ophører (2). 

Anoreksi øger risikoen for tidlig fødsel

Derudover ses det, at gravide med anoreksi og bulimi ofte har spisevaner, der minder om dem, vi ser hos kvinder uden spiseforstyrrelser, omend de ofte undgår fødevarer som kød, kartofler og mejeriprodukter (2). Det til trods, har børn af disse mødre oftere en lavere fødselsvægt, en kortere kropslængde og en mindre hoved- og maveomkreds ved fødslen, sammenlignet med børn af kvinder uden en spiseforstyrrelse. Desuden ses en sammenhæng mellem mors anoreksi og en øget risiko for tidlig fødsel (før 37. graviditetsuge). Hvorvidt kvinderne har anoreksi under graviditeten, eller om de tidligere har haft det, har betydning for forekomsten af for tidligt fødte børn. Andelen er tæt på dobbelt så høj for kvinder, der har aktiv anoreksi under graviditeten (4).

Det kan virke paradoksalt, at gravide med anoreksi og bulimi har et sundt ernæringsindtag, men at deres børn samtidig er i øget risiko for at blive født for tidligt og have en lavere fødselsvægt. Forskere kan endnu ikke forklare sammenhængen, men peger på, at kvindernes spisevaner ofte er selvrapporterede, hvorfor potionsstørrelser og madvarer er forbundet med en vis usikkerhed. Dette kan bl.a. skyldes, at mødrene enten ikke husker deres nøjagtige indtag af mad, eller at de føler skyld og skam over deres spisevaner under graviditeten og derfor ikke rapporterer de korrekte mængder (2).

“Nogle mødre med anoreksi og bulimi er bekymrede for deres små børns vægt og kropsfacon.”

Spiseforstyrrede mødre begrænser småbørns madindtag

Nogle mødre med anoreksi og bulimi fortæller, at de er bekymrede for deres små børns vægt og kropsfacon. De har derfor svært ved at håndtere deres børns spisevaner og forsøger i barnets første leveår at begrænse deres indtag af mad. Det komplicerede syn på barnets vægt og spisevaner gør, at fælles familiemåltider kan være sjældne (5,2). 

Kvinder med spiseforstyrrelser kan være udfordret på forælderrollen

Mødre, der enten har eller har haft anoreksi eller bulimi, kan opleve udfordringer i deres forælderrolle. Disse kvinder er mere tilbøjelige til at mene, at deres 18-måneder-gamle børn har et svært temperament, sammenlignet med kvinder uden en spiseforstyrrelse. Et svært temperament kan blandt andet være, at barnet er rastløst under søvnen, at barnet er forsigtigt eller mindre glad. Desuden finder flere mødre med anoreksi og bulimi det svært at passe deres barn og har en oplevelse af, at de har et kompliceret forhold til barnet. Mødrenes oplevelser er i overensstemmelse med børnenes adfærd i 7-års-alderen, hvor der ses flere tilfælde af eksempelvis hyperaktivitet og vanskeligheder med social interaktion blandt jævnaldrende børn (6).  

“Både drenge og piger ser ud til at være i øget risiko for at udvikle depression, angst og aggressiv adfærd, hvis en af deres forældre har en spiseforstyrrelse.”

Har fars spiseforstyrrelse størst betydning for barnets trivsel?

Både drenge og piger ser ud til at være i øget risiko for at udvikle depression, angst og aggressiv adfærd, hvis en af deres forældre har en spiseforstyrrelse, når barnet er mellem 18 og 36 måneder. Barnets problemer, som ofte begynder i de første leveår, ser ud til at kunne få et større omfang senere i barnets opvækst (6,7,8).

Hvis far har BED er risikoen for, at barnet udvikler opmærksomhedsforstyrrelser og aggressiv adfærd højere, end hvis mor lider af spiseforstyrrelsen. Børn af fædre med BED er i lige så stor risiko for at udvikle disse problemer som børn af familier, hvor begge forældre har BED (7). Forskningen er dog ikke entydig. Andre studier, der undersøger sammenhængen mellem forældres spiseforstyrrelser og barnets trivsel finder modsat, at mors spiseforstyrrelser har størst betydning for barnets mistrivsel (8). 

Jordemødre og sundhedsplejesker kan sætte tidligt ind

Under graviditeten kan jordemødre og sundhedsplejesker have fokus på at opspore, om de kommende forældre lider en af en spiseforstyrrelse. Forskning tyder på, spiseforstyrrelsen BED i særlig grad medfører utilstrækkelige spisevaner, som kan få betydning for det ufødte barn. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på gravide, der udviser symptomer på anoreksi og bulimi, da det også kan have en negativ indvirken på fosterets udvikling og øge risikoen for en for tidlig fødsel.

Efter fødslen er det fortsat nødvendigt at følge barn og forældre, hvis én eller begge har en spiseforstyrrelse. Både drenge og piger er i større risiko for at udvikle psykisk mistrivsel som en konsekvens af forældres spiseforstyrrelse. Hvis der ses tegn på en spiseforstyrrelse, kan fagprofessionelle støtte den spiseforstyrrede forælder ved at opfordre til at søge behandling for spiseforstyrrelsen. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har udarbejdet et opsporingsredskab til spiseforstyrrelser, som kan bruges af fagprofessionelle i mødet med børnefamilier, hvor der er tegn på spiseforstyrrelse.

Del denne side: