Forældre og børn – når angsten gives videre

Læsetid:
10 min

Forskningen har for længst slået fast, at der er en sammenhæng mellem forældre, børn og angst. Men hvordan overføres angst fra forælder til barn? Ses angst også hos spædbørn, og hvordan kommer den til udtryk? Denne artikel stiller skarpt på, hvilken betydning mor og far har for børns udvikling af angst – fra barnet et helt lille og frem til de sene teenageår.

Angst er en lidelse, der kan overføres internt i familien – fra barn til forældre og omvendt. Forældres men også børns adfærd har betydning for, hvordan angsten udspiller sig i en familie. Forældrenes køn ser ud til at spille en afgørende rolle for, om børnene udvikler angst – det viser nyere forskning på området.

Genetik versus miljø – hvad kan forklare barnets angst?

Når angst overføres fra forældre til barn, er der flere forskellige faktorer, der spiller ind. Det gælder blandt andet forældrenes gener, men også måden forældrene opfører sig på omkring barnet (1,2,3). I denne artikel er det primære fokus på forældres adfærd, og måden hvorpå den har betydning for barnet i forhold til angst.

Spædbørn påvirkes fysisk af forældres angst

Noget tyder på, at forældre med angstlidelser kan give angsten videre til deres børn, allerede fra børnene er helt små. 4 måneder gamle spædbørn, hvis forældre har angst, har en højere hjertefrekvens end spædbørn, hvis forældre ikke har angst. Spædbørn med højere hjertefrekvens er også i større risiko for selv at udvikle angst i 2,5-årsalderen, viser et hollandsk studie (4).

Uhensigtsmæssig forældreadfærd

Der findes solid dokumentation for, at angst kan overføres fra forældre til børn. Et studie, der undersøger forældre med angst og deres spædbørn, finder en sammenhæng mellem specifikke angsttyper og uhensigtsmæssig forældreadfærd.

Uhensigtsmæssig adfærd er eksempelvis, når forældrene er overinvolverede i barnets adfærd og følelser og ikke opmuntrer barnet til selvstændighed. Når forældre er overinvolverede, vil de ofte hjælpe barnet mere, end hvad der er nødvendigt. Uhensigtsmæssig adfærd er også, når forældre ikke formår at opfordre barnet til at udfordre dets komfortzone. At opfordre barnet til at tage chancer og overkomme forhindringer er med til at udvikle barnets selvsikkerhed og forståelse af verden.

Disse angsttyper har betydning for barnets trivsel

Interessant er det, at forskerene finder forskelle på, hvordan bestemte angsttyper hos mor og far påvirker spædbarnet. Studiet viser, at mødre med generaliseret angst har en mere uhensigtsmæssig forældreadfærd, og for fædrene ses denne adfærd typisk, når far har social angst. Forældrenes uhensigtsmæssige adfærd, som en konsekvens heraf, kan medføre angst hos spædbarnet (5).

Nyere forskning på området er dog ikke entydig. Undersøges en bredere aldersgruppe hos børnene er det forældrenes paniske og generaliserede angst, som udgør en risiko for, at børn (0-18 år) selv udvikler en angstlidelse senere i livet. Samme studie viser også, at barnet ikke nødvendigvis udvikler den samme angsttype som forældrene, selvom der er en øget risiko for, at børn af forældre med angst selv udvikler en angstlidelse (6).

”Mange forældre kan ved at ændre deres adfærd sørge for at afhjælpe deres barns angst eller sørge for ikke at komme til at vedligeholde deres barns angst.” – Sonja Breinholst, leder af Center for Angst

Far har størst betydning for tidlig udvikling af angst

Mors og fars adfærd påvirker spædbørn forskelligt. Når far stimulerer spædbarnet, med eksempelvis drillerier eller tumleleg og får barnet ud af dets komfortzone, ses der en tendens til mindre angst hos barnet. Denne sammenhæng finder man ikke for mor og barn. I samme studie ses også en sammenhæng mellem fædres overinvolverende adfærd og udvikling af angst hos spædbarnet – altså jo mere overinvolverende adfærd – desto mere angst hos spædbarnet (5).

Fars adfærd kan afhjælpe drengebørns angst

Overkontrol er et begreb, der hører ind under overinvolvering og refererer til en adfærd, hvor forældre overtager ansvarsområder, som barnet er i stand til at varetage på egen hånd. Et studie af børn i alderen 10-18 år finder, modsat ovenstående studie af spædbørn, at drengebørn oplever mindre social angst, når far har en overkontrollerende adfærd. En sammenhæng, der ikke ses for mødre og børn. Forskerene bag studiet mener derfor, at drengebørn i alderen 10-18 år oplever mødres og fædres overkontrol forskelligt. Fædres overkontrol kan blive opfattet som et signal på fars selvsikkerhed snarere end en begrænsning (7).

Far, mor og barn – hvem påvirker egentlig hvem?

Vi ved, at forældre med angst og forældre med overinvolverende adfærd kan påvirke deres barn, så barnet er i øget risiko for at udvikle angst. Omvendt ved vi også, at barnets angst kan påvirke forældrene. Børn i 7-årsalderen kan overføre deres angstsymptomer til mor, men ikke far, viser et amerikansk studie. Forskerne peger på, at dette kan være et resultat af, at mødre ofte er den primære omsorgsgiver – og altså den, der tilbringer mest tid med barnet (2).

Samme studie finder også, at fædres angstsymptomer kan medføre angst hos barnet i 6-årsalderen. At fars angst kan føre til udvikling af angst hos barnet, er interessant i relation til en udbredt teori om, at far spiller en vigtig rolle i at guide barnet og at lære det, hvordan man bør reagere på trusler (2).

Fagpersoner skal kunne genkende tegn på angst

Det står altså klart, at angst kan overføres internt i familien. Ikke kun gener, men også barnets opvækstmiljø har en afgørende betydning for, om barnet selv udvikler angst. Derfor bør der være fokus på, hvilken adfærd forældre udviser over for barnet – og det gælder allerede, fra barnet er helt lille. Særligt generaliseret angst hos mødre og social angst hos fædre ser ud til at udgøre en særlig stor risiko for en adfærd, der kan skade barnet.

Forældre kan være med til at vedligeholde barnets angst, men vi ved også, at de er nøglepersoner, når angsten skal reduceres eller behandles. Her er det vigtigt, at de fagpersoner, der møder familierne gennem barnets opvækst, kan genkende tegnene på angst og mistrivsel og støtte familien i at finde den rette vejledning eller behandling.

Del denne side: