Hvad ved vi om børn med angst?

Læsetid:
10 min

Alle børn oplever fra tid til anden at være bekymrede eller bange – men for nogle fylder angsten så meget, at det bliver svært at leve et børneliv på lige fod med andre børn. Men hvad er angst? Hvilke typer af angst er de mest udbredte, og hvad kan forældre og fagpersoner gøre for at hjælpe børn ud af angsten?

At føle angst eller frygt er noget de fleste kender til. Angst er en vigtig del af den menneskelige overlevelse, da den f.eks. hjælper os med at reagere, hvis vi står over for en pludselig fare eller trussel, hvor det er vigtigt, at vi reagerer hurtigt. Men for nogle børn og unge kan følelsen af angst opstå, selvom der ikke er nogle synlige farer til stede – og hvis der ikke bliver taget hånd om angsten, kan den fortsætte i voksenlivet eller udvikle sig til andre psykiske sygdomme (1). Heldigvis kan angst ofte behandles, og her spiller de voksne omkring det angste barn en særligt afgørende rolle.

Hvem udvikler angst?

Angst er en af de hyppigst forekommende tilstande hos børn og unge, og ofte forekommer angsten sideløbende med andre psykiske sygdomme – eksempelvis kan især unge med angst også rammes af depression (5).

Igennem de seneste 10 år har vi set en tredobling i antallet af børn og unge, der er diagnosticeret med angst eller depression (3). Dette kan enten ses som et tegn på en generel stigning i mental mistrivsel blandt børn og unge, eller som et udtryk for at vi generelt er blevet bedre til at opspore de børn, der har det svært – eller måske en kombination af begge dele.

“Både børn og voksne kan rammes af angst, men for de fleste voksne er angsten startet i barndommen eller i ungdomsårene”

Ca. 2 ud af 3 børn eller unge, der får angst, er piger, og langt de fleste børn med angst (93%) er mellem 12 og 18 år (3). Både børn og voksne kan rammes af angst, men for de fleste voksne er angsten startet i barndommen eller i ungdomsårene. Derudover ses der en tendens til, at børn af forældre med psykiske sygdomme som eksempelvis angst, er mere tilbøjelige til selv at udvikle diagnosen (4).

Symptomer på angst

Udover psykiske symptomer på angst, kan fysiske symptomer bl.a. være åndenød, hjertebanken, svimmelhed, søvnbesvær på grund af bekymringer eller at barnet har svært ved at koncentrere sig i løbet af dagen (8). Adfærdsmæssige symptomer på angst kan være, at barnet enten undgår de situationer, som det er bange for (undgåelsesadfærd), eller at barnet forsøger at forhindre, at de frygtede situationer opstår (sikkerhedsadfærd) (2). Dette kan f.eks. udvikle sig til tvangshandlinger (OCD). Nogle børn med angst er mere ekstroverte og kan reagere med vrede, gråd, slag eller spark i forsøget på at undgå de frygtede situationer (2,5).

Flere former for angst

Der er mange sværhedsgrader af angst – fra det enkeltstående angsttilfælde til en mere vedvarende og til tider invaliderende følelse af frygt og angst, som kan gøre det svært for barnet at leve et ’normalt’ børneliv med børnehave, skole, venner og fritidsinteresser.

Angst kan komme til udtryk på flere forskellige måder. For nogle børn med angst er det tanken om at være adskilt fra mor eller far, der fylder mest, hvor andre børn i højere grad frygter bestemte sociale situationer. I boksen nedenfor gives en kort beskrivelse af nogle af de mest udbredte former for angst hos børn og unge.

Generaliseret angst. Børn med generaliseret angst oplever en mere overordnet angst eller bekymring, som kan omhandle alt fra egen eller andres sundhedstilstand til større og mere diffuse ’farer’ som f.eks. klimaforandringer eller terror. Børn og unge med generaliseret angst ses ofte som perfektionistiske i forhold til deres skole eller uddannelse og fokuserer oftere på fejl end successer (6,7).

Separationsangst. Separationsangst er en af de angstlidelser, der ofte ses hos yngre børn. Børn med separationsangst har meget svært ved at være væk fra sine forældre, hvilket eksempelvis kan gøre det svært at blive afleveret i børnehaven, at gå i skole eller at komme med på lejrtur med klassen. Børn med separationsangst frygter ofte, at der vil ske forældrene noget, hvis de ikke er sammen med dem (6,7).

Social angst. Børn og unge med social angst har svært ved at indgå i sociale situationer og frygter, at andre vil grine eller tænke dårligt om dem. Det kan føre til, at barnet eksempelvis undlader at sige noget i klassen, hvilket kan medføre ringere skolepræstationer. Barnets til tider ekstreme generthed og tilbageholdenhed kan gøre, at barnet føler sig socialt isoleret (6,7).

Specifikke fobier. For nogle børns og unge kommer angsten til udtryk som en ekstrem frygt for helt specifikke ting eller situationer. Eksempelvis kan barnet være bange for mørke, hunde, at låse døren til toilettet eller at køre i elevator. Angsten udløses ofte når barnet eller den unge nærmer sig det som han eller hun er bange for. Barnet reagerer typisk med gråd eller vrede, hjertebanken og skælven. Børn med specifikke fobier vil oftest forsøge at undgå det de frygter (6).

Hvordan kan fagpersoner støtte op om børn med angst?

For børn med vedvarende eller tilbagevendende angst kan en løsning være at søge behandling for angsten. En af de mest udbredte behandlingsformer er kognitiv adfærdsterapi, hvor barnet eller den unge lærer at tænke anderledes om det, der giver anledning til angsten.

“Har barnet angst, skal den voksne være opmærksom på ikke at komme til at vedligeholde angsten”

Vi ved, at det har stor betydning, at det angste barn har voksne omkring sig, der kan støtte barnet i at overkomme det, som det er bange eller bekymret for. Barnets forældre er selvfølgelig centrale støttepersoner, men hvordan kan fagprofessionelle, der arbejder med børn og familier, støtte det angste barn eller dets forældre? Det giver Sonja Breinholst, der er leder af Center for Angst på Københavns Universitet, her nogle konkrete bud på:

Hvad skal fagpersoner være opmærksomme på, når de møder børn med angst?

”Først skal man undersøge, om angsten er en fase, der går over, eller om den har varet i et par måneder og desuden forstyrrer barnet i at have et almindeligt alders- og udviklingssvarende børneliv (med børnehave eller skolegang, legeaftaler osv.). Har barnet angst, skal den voksne være opmærksom på ikke at komme til at vedligeholde angsten. Angste børn fordrer, at vi som voksne beskytter dem, hjælper dem og sørger for, at de har det godt. Derfor kan man – med gode intentioner – meget nemt komme til at fastholde de ængstelige eller angste børn i deres problem ved at gå med på undgåelsen af det frygtede eller at lave særaftaler omkring barnet”.

“Alt for ofte kommer voksne omkring barnet ikke med handleanvisninger, men udelukkende med en anerkendelse af angsten”

Hvis du er sundhedsplejerske og møder forældre, der selv har angst eller hvis børn har angst

”Vi ved, at der er et overlap mellem angste forældre og angste børn. Men mange forældre kan ved at ændre deres adfærd sørge for at afhjælpe deres barns angst eller sørge for ikke at komme til at vedligeholde deres barns angst. Man kan derfor som sundhedsplejerske opfordre angste forældre til at søge hjælp (kognitiv adfærdsterapi) mod angsten ved at fortælle, at de på den måde bliver bedre rollemodeller for deres barn og dermed mindsker risikoen for, at barnet udvikler angst. Giv dem evt. lidt let litteratur (eksempelvis Fri af angst – en forældrehåndbog) til at orientere sig i”.

Hvis du er pædagog og møder børn med separationsangst

”Her virker det bedst, hvis pædagogen tydeligt med ord og krop udviser, at han eller hun er den voksne, og at man har styr på det. Man skal kort og tydeligt fortælle barnet, hvad man forventer af det. Alt for ofte kommer voksne omkring barnet ikke med handleanvisninger, men udelukkende med en anerkendelse af angsten. Eksempelvis ”Jeg kan godt se/forstå du er bange…” i stedet for at sige ”Jeg vil gerne have, at du giver din mor/far et kram og siger farvel og kommer ind på stuen bagefter”. Man skal ikke gå i lange dialoger om angsten med barnet. Er det for svært for barnet, så lav afskedsseancen om til en ’trappe’, hvor barnet gradvist nærmer sig den alderssvarende måde at sige farvel til sine forældre på. I starten er mor/far med inde på stuen, derefter holder pædagogen barnet, mens der vinkes farvel, for til sidst at barnet selv kan vinke farvel til forældrene. Er forældrene angste, kan det være nødvendigt, at pædagogen tager over, da forældrene kan overføre deres egen angst til barnet”.

Vis mere +
Vis mere +