Hvad ved vi om effekten af universelle forældreindsatser?

Læsetid:
8 min

I de senere år ses en tendens til, at flere danske kommuner implementerer tidlige forældreindsatser. Indsatserne er et tilbud til alle førstegangsforældre i kommunerne. Men hvad ved vi egentlig om effekten af tidlige forældrerettede indsatser? Og kan de universelle indsatser have utilsigtede konsekvenser?

Den danske forsker Maiken Pontoppidan (VIVE), har sammen med forskningskollegaerne Signe Boe Rayce (VIVE), Sihu K. Klest og Joshua Patras (Tromsø Universitet) foretaget en systematisk gennemgang af den eksisterende forskning om effekten af universelle forældreindsatser tilbudt til forældre med børn i alderen 0-12 måneder.

”Universelle indsatser er indsatser der tilbydes alle uanset risikofaktorer og -adfærd.” 

Resultatet af forskningsgennemgangen viser, at der fortsat er stor usikkerhed om effekten af universelle forældreindsatser. I fire ud af syv studier ses ingen effekt i forhold til barnets udvikling eller forældre-barn relationen. I de tre øvrige forskningsstudier ses kun enkelte positive resultater. I et af studierne ses endda en negativ effekt. Forskerne konkluderer derfor, at der ikke kan siges noget sikkert om effekten af tidlige universelle forældreindsatser i forhold til forældre-barn relation og børns udvikling (1).

Hvorfor satser man på tidlige forældrerettede indsatser?

Adskillige forskningsstudier viser, at de første år af barnets liv har stor betydning for, hvordan det klarer sig senere i livet. Forskning har dokumenteret, at børn der ikke oplever gode relationer til omsorgsfulde voksne i deres første leveår, er i risiko for at udvikle alvorlige problemer senere i livet. Forældrene, som oftest er barnets primære omsorgspersoner, har dermed stor betydning for barnets positive udvikling og trivsel. Tidlige forældreindsatser sigter derfor ofte mod at styrke forælder-barn-relationen, ved bl.a. at støtte forældrene i at være mere følsomme og lydhøre over for barnet og dets behov i (2).

Universelle eller målrettede indsatser?
Ifølge Maiken Pontoppidan tilbydes forældreindsatser på tre forskellige måder:

• Selektive indsatser tilbydes specifikt til særlige grupper af forældre, som f.eks. bor i socialt belastede områder.
• Indikerede indsatser tilbydes til udvalgte familier, som vurderes til at have brug for støtte, eller hvor man er bekymret for, om de kan påtage sig forældrerollen. 
• Universelle indsatser er indsatser, der tilbydes alle uanset risikofaktorer og -adfærd.

Mens der i forskningen af målrettede indsatser ses positive effekter, mangler der netop viden om effekten af de universelle forældreindsatser – særligt dem der henvender sig til forældre med børn i alderen 0-12 måneder. 

Vi mangler viden om effekten af de tidlige universelle indsatser

Pontoppidan understreger, at det er vigtigt at undersøge effekten af de universelle indsatser, da der kan være flere fordele ved netop disse indsatser. Eksempelvis kan man nå ud til flere forældre, uden at disse forældre stigmatiseres som nogen, der ikke kan varetage forældrerollen. Denne antagelse var samtidig udgangspunktet for Maiken Pontoppidans ph.d.-projekt, hvor hun satte sig for at undersøge effekten af forældreprogrammet De Utrolige År Baby i henholdsvis Herning og Ikast-Brande Kommune.

De Utrolige År Baby (DUÅ Baby)

De Utrolige År Baby-programmet (DUÅ Baby) er en indsats, der tilbydes forældre med børn i alderen 0-12 måneder. Programmet er et gruppebaseret tilbud, hvor forældre og deres spædbørn mødes med to certificerede gruppeledere otte gange over en periode på ca. 20 uger. Programmet er udviklet til at give forældre konkrete redskaber til at fremme barnets fysiske, sproglige og følelsesmæssige udvikling. Formålet er, at kunne skabe en mere sikker tilknytning til barnets primære omsorgspersoner (her forældrene).

Ingen entydige resultater af tidlig forældreindsats

I undersøgelsen målte Maiken Pontoppidan og kolleger forældrenes tryghed i forældrerollen, deres trivsel, mentale helbred, barnets udvikling og forældre-barn relationen – både før de deltog i DUÅ Baby-programmet, umiddelbart efter og til sidst et år efter programmets afslutning. Herefter sammenlignede forskergruppen resultaterne med en kontrolgruppe, som havde modtaget kommunens sædvanlige tilbud til nybagte forældre – herunder blandt andet besøg af sundhedsplejerske og konsultation hos egen praktiserende læge.

Ingen forskel ved de forældrerapporterede tilbagemeldinger

Resultatet viser, at der overordnet set ikke er forskel på, hvad forældrene, som har deltaget i DUÅ Baby-programmet, rapporterer sammenlignet med forældrene i kontrolgruppen. En vigtig pointe er dog, at størstedelen af de mødre, der deltog i undersøgelsen, havde længere uddannelse end det gennemtsnitlige for området.

”Det ser således ud til, at det sædvanlige tilbud er lige så godt som DUÅ Baby, når det bliver tilbudt til en gruppe af relativt veluddannede danske mødre” Maiken Pontoppidan (3).

Videooptagelser viser, at der sker en forbedring

Resultaterne fra observationelle fund (videoer af samspilet mellem mor og barn, som senere er blevet kodet), tyder til gengæld på, at mødrene der deltog i DUÅ-baby scorer højere på parametrene ’sensitivitet’ og ’samspil’ mellem mor og barn, end kontrolgruppen der ikke deltog i DUÅ-Baby-programmet. Netop dette fund er interessant, fordi det er et mål på, hvad de reelt gør sammen med barnet og ikke, hvad de tænker, at de gør.
I vurderingen af videoerne ved forskerne ikke, hvilke mødre der har modtaget indsatsen eller ej. På den måde sikrer man, at de ikke vurderes forskelligt, alt efter om de har fået interventionen eller ej.

Når indsatsen ud til de ’forkerte’ forældre?

I undersøgelsen af effekten af tidlige universelle forældreindsatser finder Pontoppidan dog også et overraskende resultat. Resultaterne af undersøgelsen indikerer, at universelle indsatser potentielt kan have negative effekter. Ved at dele mødrene op i henholdsvis de bedst og dårligst fungerende mødre (baseret på mødrenes egne vurderinger), ses det, at de dårligst fungerende mødre oplever en højere grad af stress og ringere mentalt helbred umiddelbart efter at have deltaget i DUÅ Baby-programmet. En af årsagerne til dette kan være, at de dårligst fungerende mødre kan opleve, at deres tillid til sig selv som forældre falder, hvis de sættes i gruppe med forældre, som oplever en større selvtillid i forældrerollen. Et år efter programmets afslutning ser det ud til, at den negative effekt er mere udjævnet. Der er til gengæld noget, der tyder på, at de forældre der lå bedst fra start, også er dem, der får mest ud af at deltage.

Utilsigtede konsekvenser af universelle forældreindsatser

Maiken Pontoppidan konkluderer således, at vi måske skal være forsigtige med at blande grupper af mødre med meget forskellige udgangspunkter, da dette kan vise sig at få utilsigtede negative konsekvenser:

”Sat lidt på spidsen, så er der risiko for, at de universelle indsatser er spild af penge, da man tilbyder en indsats til en stor målgruppe, som reelt ikke har noget behov. I værste fald kan de bidrage til at øge uligheden, hvis de velfungerende mødre profiterer fra indsatsen, men de dårligst fungerende ikke gør” –Maiken Pontoppidan, (3).

Den største udfordring fremover?

Resultaterne peger altså i forskellige retninger. Maiken Pontoppidan pointerer, at vi overordnet må vurdere, hvor får vi mest for pengene. Vil vi tilbyde universelle indsatser – eller skal vi satse mere på indsatser der målrettes til udsatte forældre? På konferencen sluttede Maiken Pontoppidan af med det store spørgsmål: Hvordan hjælper vi bedst dem, der har behov? Hvordan får vi bedst fat i de allermest udsatte? Den største udfordring består i, at de allermest udsatte ofte undlader at deltage i de universelle tilbud.

Del denne side: