Uledsagede asylbørn har komplekse traumer

Læsetid:
9 min

Uledsagede flygtningebørn har tung bagage med sig. Udover traumer fra krig og flugt bærer nogle også på oplevelser af vold og omsorgssvigt i hjemlandet fra enten forældre eller lærere. Uledsagede børn, der endnu ikke har opnået asyl, bærer en ekstra tung byrde end alle andre grupper af flygtningebørn.

Komplekst traumatiserede børn

Børn der i opvæksten er ofre for vold, udvikler ofte tilpasningsproblemer, angst, aggression og depression. Et norsk studie fra 2015 af forsker i psykologi Tine K. Jensen og psykolog Envor M. Skårdalsmo Bjørgo sætter fokus på den gruppe af flygtningebørn, der har oplevet brutal vold i hjemlandet i enten skole eller hjem. I kombination med flugt og asylophold, gør dette børnene mere komplekst traumatiserede, end man hidtil har været opmærksom på. Den nuancerede viden, der er hentet fra den norske undersøgelse, kan kaste lys over de psykologiske kampe, som nogle uledsagede flygtningebørn gennemgår; forskere inden for feltet har før kritiseret, at der har været et ensidigt fokus på traumer i forbindelse med væbnet konflikt og flugt, og ikke på andre typer af vold i barndommen. Det er uhensigtsmæssigt, da forskning peger på, at psykisk og fysisk omsorgssvigt i barndommen måske overgår krigstraumers skadelige effekt (1).

”This is how it is in Sri Lanka”- om vold i skolen

8 ud af de 34 børn, som fortalte om voldsoplevelser, berettede om vold både i skole og hjem, og 22 børn fortalte om hyppig vold i skolen. Volden indebar ofte slag med en tyk kæp mod håndflader eller håndryg, slag mod hele kroppen, spark og ydmygelser. Enkelte afghanske børn var blevet tvunget til at deltage i vold mod en skolekammerat. Ingen elever oplevede, at lærerne gik særskilt efter dem, og næsten samtlige børn beskrev volden som systemisk vold; forventet vold, der er udtryk for en accepteret norm i deres hjemland eller på den pågældende skole. Som et af børnene udtrykte sin forståelse af volden: ”This is how it is in Sri Lanka”.

“De interviewede børn huskede, at de dagligt oplevede frygt, og langt de fleste fortalte, at volden ikke medførte bedre læring.”

Frygt for læreren

Omkring halvdelen af børnene i undersøgelsen havde udelukkende et negativt syn på de voldelige lærere. De så dem som ondskabsfulde, og oplevede stærke følelser af ydmygelse, vrede og angst – og interviewene reaktiverede disse følelser hos flere informanter. Den anden halvdel havde et mere ambivalent forhold til lærerne; nogle udtrykte f.eks., at lærerne kun brugte vold, fordi de ønskede at eleverne lærte pensum. De interviewede børn huskede, at de dagligt oplevede frygt, og langt de fleste fortalte, at volden ikke medførte bedre læring. Som et barn sagde: ”When they beat you, you forget”.

Vold i hjemmet

20 af de 34 børn fortalte om vold i hjemmet, og voldsudøveren var i langt de fleste tilfælde barnets far. Også her var volden fysisk og psykisk brutal: flere børn blev tvunget til hårdt arbejde, fik ingen fritid, blev nægtet at se venner, blev slået og så søskende eller den anden forælder blive udsat for vold. En enkelt blev af sin stedfar tvunget til en politisk, ekstremistisk lejr for at melde drengen som selvmordsbomber. Drengen flygtede fra lejren og videre ud af landet. Især børnene, der blev udsat for vold af deres far eller mandlige værge, tilskrev faderen volden. De gav også udtryk for, at volden ikke var normmæssigt accepteret, men at den ofte hang sammen med faderens misbrug af alkohol eller stoffer.

Barnets historie er vigtig

Undersøgelsen kaster lys over et komplekst billede af uledsagede børns traumatiserende oplevelser ved ankomsten til værtslandene. Forskerne bag opfordrer fagfolk til at interessere sig for børnenes hele livshistorie ved vurdering og behandling af disse børn. De påpeger derudover, at der er brug for et fokus på kompleksiteten i børnenes nye liv; de kommer fra lande, hvor de oplevede, at vold i skolen var mere accepteret, til et skolesystem i Norge, hvor al vold er forbudt ved lov; det er værd at undersøge hvad dette gør ved børnenes forståelse og følelsesmæssige bearbejdelse af den oplevede vold fra den tidlige barndom (1).

“Næsten 70% af alle de uledsagede børn havde mistet en nær person (ofte forældre), og omkring halvdelen var blevet adskilt fra familien mod deres vilje.”

Uledsagede asylsøgende børn er mest sårbare

Uledsagede asylsøgende børn afventer deres skæbne i asylcentre – og lider under det. Ifølge FN´s flygtningeagentur, UNHCR, er de uledsagede asylsøgende børn langt den mest sårbare gruppe, når det gælder mentalt helbred. Fra 2010-12 undersøgte et norsk psykologisk forskerhold med Tine K. Jensen i spidsen 93 uledsagede asylsøgende børn i alderen 10-16 år. De kortlagde forekomsten af Stressful Life Events (SLE) inden ankomsten, og sammenholdt det med børnenes psykiske helbred seks måneder efter ankomsten. Undersøgelsen viste, at forekomsten af SLE var markant. Næsten 70% af alle de uledsagede børn havde mistet en nær person (ofte forældre), og omkring halvdelen var blevet adskilt fra familien mod deres vilje. Knap 62% havde oplevet vold på egen krop, og 61 % havde oplevet krig, mens knap 40% havde oplevet katastrofer. Omkring 17% af pigerne havde været udsat for seksuel mishandling, mens det samme gjaldt for næsten 10% af drengene. Flere end hver tredje pige og knap hver fjerde dreng havde haft livstruende sygdom. Undersøgelsen viste yderligere, at over halvdelen af alle børn levede op til den kliniske grænse for PTSD. 30% led af angst, og 20% havde depressionssymptomer. Mange af flygtningebørnene vendte problemerne indad, og derfor er de sværere at opdage, end hvis børnene var udadreagerende. Forskerne påpeger, at dette er væsentlig viden for fagprofessionelle i mødet med disse børn; de fagprofessionelle skal være ekstra opmærksomme for at opdage belastningerne, så de ikke overses eller forbliver ubehandlede (2).

I fare for at udvikle kronisk stress

Falder symptomniveauet over tid for de uledsagede børn? Det satte samme forskerhold med Tine K. Jensen i spidsen sig for at undersøge. I et opfølgende studie fra 2014 viste der sig, at børnene generelt ikke var i bedring for hverken PTSD, depression, angst eller adfærdsproblemer. Derudover var 11% alarmerende selvmordstruede. Dette tyder på kroniske stressreaktioner og manglende mental bedring over tid for de uledsagede asylbørn. Det overrasker ikke forskerne, der pointerer, at disse børn er den mest sårbare gruppe; det er stærkt traumatiserede børn, der nu opholder sig i modtagerlandet uden omsorg, hjælp, guidning og opmuntring fra forældre eller andre tætte voksne. Studiet peger på, at fokus i værtslandene bør være på en hensynsfuld modtagelse, samt at skabe gode betingelser for, at børnene kan opbygge nye relationer og blive fysisk, socialt og psykisk hjulpet af et velfungerende system. (3)

“Denne viden om børnenes tendens til at vende lidelserne indad gør det ekstra vigtigt at skærpe opmærksomheden på de uledsagede børns mentale helbred.”

Uledsagede flygtningebørn er i overtal i psykiatrien

Et psykiatrisk studie fra 2015 af alle børneindlæggelser i 2011 i Malmø viser, at de uledsagede flygtningebørn er stærkt overrepræsenterede, når det gælder børnepsykiatriske indlæggelser. Især de uledsagede asylsøgende børn er hårdt ramt: 86% af disse børn var i 2011 registreret med stærke stresssymptomer i forbindelse med behandlingen af deres asylsag, og mange af dem var selvmordstruede. Knap 77% blev behandlet for neurotisk, stressrelateret belastning. Til sammenligning var tallet kun ca. 30% for de øvrige indlagte børn, der ikke var flygtninge (4). De uledsagede flygtningebørns tendens til at være indadreagerende blev fremhævet i førnævnte undersøgelse (3). Det er interessant i den sammenhæng, at forsvindende få af de mange uledsagede flygtningebørn der er indlagt i Malmø, lider af adfærdsforstyrrelser. Denne viden om børnenes tendens til at vende lidelserne indad gør det ekstra vigtigt at skærpe opmærksomheden på de uledsagede børns mentale helbred – også selvom de ikke ser ud til at have problemer ved første øjekast (4).

Del denne side: