Det er de færreste, der kan gå 25 kilometer om dagen i fem dage i træk. For at kunne hjælpe dig bedst muligt med forberedelsen til din tur på Caminoen har vi allieret os med en af Danmarks mest erfarne langdistance-vandrere.
Gitte Holtze kender Caminoen – hun har gået den franske Camino fra Saint Jean Pied de Port til Camino de Santiago i Spanien, en tur på knapt 800 kilometer. Derudover har hun gået adskillige ruter i Danmark – fra Øhavsstien og Camønoen til Kyststien på Bornholm, hun har gennemført flere 100 km på 24 timer-ekstremvandringer, hun har vandret i ødemarken i Norden og oppe i højderne på blandt andet Kilimanjaro i Afrika, Elbrus i Rusland, Mera Peak på godt 6.400 meter i Nepal samt 300 km ad GR11 i Pyrenæerne.
Og så brugte hun i 2018 fem måneder på at gå den 4.265 kilometer lange Pacific Crest Trail i USA, en rute der snor sig fra Mexico til Canada og indeholder overnatning i den amerikanske vildmark blandt bjørne, klapperslanger og pumaer.
For dig som deltager i Gå for BørneTelefonen betyder Gitte Holtzes store vandre-erfaring, at du er i meget kompetente hænder. Gitte har erfaring med at bygge kondition og form op til en længere vandring og ved, hvordan man udvikler formen og øger distancen forsvarligt.
Det er derfor Gitte, der har lavet træningsplanerne (og pakkelisten) til dig, og hun vil i løbet af det næste halve år derudover løbende give dig vandretips og -tricks i vores nyhedsbrev samt i en brevkasse svare på alle dine eventuelle spørgsmål om vandretræningen.
Du vil møde hende på opstartsmødet med dit hold og igen, når vi inden afrejsen til Spanien afholder et stort fællesmøde for hvert hold.
Derudover kommer hun i løbet af perioden rundt til alle de lokale hold og holder foredrag om sin vandring på Pacific Crest Trail – ligesom hun sammen med dig går Caminoen i september.
Læs mere om Gitte Holtze på hendes hjemmeside
trekandtell.dkFølg Gitte Holtze på Instagram
@gitteholtzeEt detaljeret træningsprogram frem mod Camino-turen, som indeholder både forslag til individuel styrketræning og gangtræning, fælles træninger med dit hold, og værktøjer til din mentale træning.
En pakkeliste til din septembertur på Caminoen med Gå for BørneTelefonen.
Vi har oprettet en brevkasse, hvor du har mulighed for at stille Gitte Holtze lige præcis de spørgsmål om vandretræningen, som måtte opstå hos dig.
Alle spørgsmål og svar vil blive bragt (i anonymiseret form) i nyhedsbrevet, som udkommer cirka hveranden uge i perioden fra februar til Camino-turen i september.
I hvert nyhedsbrev i perioden fra februar til september vil Gitte komme med tips og tricks til din forberedelse til vandringen på Caminoen.
Det vil være tips til den fysiske træning, men også gode råd om udstyr som f.eks. vandrestave og drikkesystemer, om behandling af eventuelle vabler, om hvad der er særligt godt at spise, når man går, og om den mentale forberedelse.
Sammen med dit hold vil du i løbet af foråret få mulighed for at se og høre Gitte Holtze fortælle om sin 5 måneder lange vandring fra Mexico til Canada.
Foredraget handler om eventyret, oplevelserne og udfordringerne, og om hvordan livet i en rygsæk på en halv meter bred støvet sti rykkede Gitte mentalt. Det er ledsaget af hendes eventyrlige billeder fra turen, og varer cirka to medrivende timer, inkl. tid til dine spørgsmål.
På hvert hold er der en eller flere, der er ansvarlig for de fælles træninger. Dvs. at lægge en rute, læse kort, fysisk eller digitalt, finde vej, osv.
Nogle af jer har formentlig helt styr på det, men Gitte Holtze er til rådighed for holdets træningstovholder, hvis I har I behov for hjælp til at finde på gode ruter og instruktion i apps, I kan benytte som navigation.
Dette er kun for at give lidt luft i bunden af accordionen
Du skal i løbet af et halvt år træne dig op til at kunne gennemføre afslutningsturen på Caminoen med en daglig distance på cirka 25 kilometer fem dage i streg.
Du vil på opstartsmødet med dit hold modtage detaljerede træningsplaner lavet af Gitte Holtze.
Den består dels af styrketræning og 2-3 ugentlige individuelle træningsture, dels af fælles vandreture med dit hold, som afhængig af, hvad I aftaler på holdet, vil foregå 1-4 gange om måneden og typisk ligge i weekenden.
Det vil være individuelt, hvor meget du har brug for at træne inden, for det afhænger af din aktuelle form. Så det er vigtigt, at du tager udgangspunkt i dig selv og din form, og mærker efter, når du planlægger din fysiske træningsindsats, så du ikke får skader.
Læs mere