Hvad er grooming?

- Når et billede kan ødelægge et liv

Vil du vide mere?

Få gode råd og hjælp dit barn til at trives digitalt

Læs mere

"Hjælp jeg bliver tvunget til at sende nøgenbilleder."

Sådan lyder overskriften på et brev sendt til BørneTelefonens Brevkasse. Pigen, der skrev til brevkassen, var 13 år og en af hendes veninder havde vist hende en hjemmeside hvor at man skriver med folk som man ikke kender.

“Til at starte med var jeg imod det, men så syntes jeg, det var sjovt nok. Indtil en mand på 44 begyndte at skrive til mig. Han skrev, at han var 14 år, og at han bare var ude på at skrive lidt for sjov. Men efter en uge eller to ville han mere,” skriver pigen.

Manden opfordrede pigen til at sende nøgenbilleder af sig selv, og sagde at hun var kedelig, hvis ikke hun gjorde det.

Let at falde for grooming

Det manden gør, hører under kategorien grooming. Noget som mange børn og unge – både drenge og piger –  oplever, og som er let at falde for.  Gerningsmændene møder børnene på nettet og ‘forfører’ dem gennem lange dialoger og ved brug af forskellige tricks. Det er så svært for et barn at gennemskue, for groomerne er dygtige. De ved, hvilke steder, børnene har profiler, de tilpasser sig børnenes sprog og de lokker med anerkendelse og status. I mange børneuniverser på nettet kan man give virtuelle gaver, samle på sjældne ting og opnå status og point i spiluniverser, og det udnytter groomerne. Når det så viser sig, at den ven, de har betroet sig til – og måske endda er blevet forelsket i – er en voksen mand, så er fælden allerede klappet. Ofte har groomeren sikret sig noget, de kan bruge mod barnet, fx billeder eller chatlogs, og derfor tør barnet ikke fortælle det til nogen.

Du er ikke den eneste

Manden, der havde skrevet til den 13-årige pige, afslørede således, at han var 44 år og gerne ville mødes med hende, efter at hun havde sendt ham billederne. Derefter gjorde hun det eneste rigtige og blokerede ham med det samme. Hun sad tilbage med en angst for, at manden ville lægge billederne ud på nettet som hævn for, at hun blokerede ham.

På BørneTelefonen fortæller vi børn og unge i samme situation, at de langt fra er de eneste, der har været uheldige og møde en uærlig person på nettet, og vi opfordrer dem til at anmelde det. Også selvom de er flove og bange for, hvad der kan ske.  Kun sådan kan vi komme groomingen til livs.