5 gode råd til forældre om mobiler i omklædningsrummet

Mange skolebørn er blevet utrygge i omklædningsrummet, fordi de frygter at blive filmet af deres klassekammerater. Derfor er det vigtigt, at de voksne hjælper børnene med at skabe gode mobilvaner, så de kan føle sig trygge, når de klæder om.

Mange børn er bange for at blive filmet af deres klassekammerater, når de er i omklædningsrummet, og flere har svært ved at klæde om og gå i bad i forbindelse med idræt. Derfor er det vigtigt, at de voksne snakker med børnene om, hvad man kan gøre, så alle føler sig trygge i omklædningsrummet.

Her finder du 5 gode råd til, hvordan du kan tale med dit barn om mobiler i omklædningsrummet.

5 gode råd til forældre

Uanset, om der har været en situation med deling af billeder i skolen eller ej, er det en god idé at opfordre skolen til at få lavet en mobilpolitik, der sikrer trygge forhold for børnene i omklædningsrummet.

Tal med dit barn om, at det kan være utrygt for nogle børn at klæde om til idræt. Derfor er det vigtigt, at man ikke sidder med sin mobil fremme – heller ikke selvom man bare lige skal lave en streak eller spille, mens man venter på en kammerat.

Tal med dit barn om, at det er ulovligt at filme og tage billeder af andre, uden de har givet lov. Det er også ulovligt at sende film og billeder af andre, uden de selv har sagt, at det er okay.

Hvis dit barn er blevet filmet, så hjælp med at få stoppet delingen. Tag kontakt til skolen og de andre forældre, så I kan samarbejde om at få slettet billedet.

Hvis dit barn har delt et billede eller film af en kammerat, så hjælp dit barn med at få stoppet delingen og få sagt undskyld til den, det er gået ud over.