Pige sidder i seng på tablet

Indholdet på denne side er mere end to år gammelt.

Lær at forstå YouTube

YouTube er en populær streamingtjeneste, hvor vi som brugere får mulighed for at se andres videoer og uploade videoer selv. YouTube repræsenterer en ny underholdingsgenre, der har afløst en stor del af børn og unges tv-tid. Tal fra Gallup viser fx at 70% af danske børn i 7-12-års alderen bruger YouTube dagligt. Aldersgrænsen for at oprette en profil på Youtube er 13 år.

På denne side kan du blive klogere på børn og unges fascination og brug af YouTube. Du finder også gode råd til, hvad du som forælder skal være opmærksom på, og hvordan du tager hul på dialogen med dit barn om YouTube.

Børnene om YouTube

  • Man kan følge sine yndlings-youtubere
  • Man bliver underholdt af det store udvalg af videoer
  • Man kan lytte til musik og se musikvideoer
  • Man kan følge streamere og gamere
  • Man kan søge inspiration og lære nye ting

Man kan se SÅ mange forskellige ting derinde og blive rigtigt godt underholdt. Man kan også have sin egen yt-kanal hvor man kan ligge fede videoer op! Man kan nærmest finde ALT på YouTube.
Carl, 14 år

Eksperten om YouTube

Det er vigtigt, at man ikke starter med at sige, at dét du laver på sociale medier er dårligt eller noget du skal skamme dig over, eller noget der er problematisk i udgangspunktet, for så har man lukket for al dialog med sit barn.
Stine Liv Johansen, Lektor ved Aarhus Universitet

Nysgerrighed på YouTube

Børn og unge er nysgerrige og udforsker helt naturligt forskellige emner på YouTube – også det ulækre og “forbudte” såsom folk, der kaster op eller dyr, der mishandles. Alle kan lægge indhold op på YouTube, så ligesom på almindelige søgemaskiner ved man aldrig helt, hvad der dukker op.

Børn kan føle skam, hvis de fx har udforsket “forbudte” ting og har fundet noget ubehageligt – eller hvis de føler, at de er blevet bange for noget, som de tænker, de burde være gamle nok til at håndtere.

Det kan du gøre:

  • Forklar dit barn, at vi alle støder på ubehagelige ting på nettet og at alle kan blive bange / forskrækkede / rystede. Det hjælper at tale med nogen om det – og du er altid klar på en lytter.

YouTubes sikkerhedsindstillinger kan bruges til at undgå ubehageligt indhold, og det er også muligt at anmelde upassende indhold.

Det kan du gøre:

  • Hjælp dit barn med at oprette en Google-konto med deres fødselsdato og log ind med denne på YouTube, så dit barn undgår indhold, som har en aldersgrænse på 18 år.
  • Vis dit barn, hvordan man anmelder videoer eller kommentarer, som de mener bryder med YouTubes retningslinjer og som derfor bør enten fjernes eller aldersbegrænses.

Læs hvordan du gør her

YouTubere med inflydelse

En YouTuber er en person, som lægger videoer med sig selv op på YouTube. Typisk er formatet en slags online dagbog om hverdagen, men flere har også et særligt fokus som fx. mode eller gaming. Nogle YouTubere har flere hundrede-tusinde følgere, typisk børn og unge. Populære Youtuberes meninger og budskaber om alt fra spil til make-up når derfor ud til mange, og de kaldes derfor også “influencers” – personer, som har særlig indflydelse og indvirkning på andre. Reklamebranchen bruger af samme årsag i stigende grad YouTubere til at reklamere for deres produkter, da mange børn og unge har tillid og lytter til dem.

Mange børn og unge oplever, at deres forældre ikke interesserer sig for deres fascination af YouTube og fx YouTubere. For voksne kan YouTubernes hverdag virke ligegyldig, men det er vigtigt ikke at affeje dit barns interesse, da det kan virke som en afvisning og lukke for dialog om sociale medier.

Det kan du gøre:

  • Overvej om ikke YouTubernes aktiviteter kan inspirere til en samtale med dit barn om emner, der ellers ikke ville være kommet op, eller som kan være svære at tage hul på. Det kan fx være selviscenesættelse eller det at “disse” (være led overfor andre på nettet). Det er typisk lettere at tale om det svære med udgangspunkt i andre mennesker fremfor barnet selv.

Firmaer forsøger i stigende grad at påvirke børn og unge ad nye veje, fx gennem YouTubere. Trods stramme regler på området om at YouTubere fx skal gøre opmærksom på, når de viser produkter, som er sponsoreret af firmaer – og som de derfor har fået gratis og måske endda får penge for at tale om – kan det være svært for børn og unge at gennemskue. Du spiller derfor en vigtig rolle i at hjælpe dit barns kritiske sans på vej.

Det kan du gøre:

  • Tag en snak om hvordan markedsføring påvirker dit barn. Frister reklamerne? Ville firmaer blive ved at bruge penge på reklame, hvis ikke det virkede?
  • Tal med dit barn om at YouTuberne tjener penge på at reklamere for diverse produkter. Det er derfor ikke nødvendigvis YouTubernes egne anbefalinger, de kommer med. Denne viden kan hjælpe dit barn til at forholde sig mere kritisk, men vær opmærksom på at barnet kan føle det som et svigt, hvis de har stor tillid til YouTuberne.

Mit barn vil være youtuber

Jeg ville ønske, at mine forældre forstod, at YouTube ikke bare er underholdning men også kan være seriøst.
Caroline, 12 år

Hårdt sprog på YouTube

På YouTube kan kommentarerne til videoer somme tider være rigtig grove. Børn og unge er generelt gode til at huske hinanden på den gode tone på YouTube, men når der først kører en negativ tråd, kan man påvirkes til at skrive i samme stil.

Det er nemmere at skrive grove ting på nettet, hvor man ikke kan se, hvem man skriver til eller hvordan de reagerer. Samtidig kan skriftsprog let misforstås og så risikerer man at optrappe en konflikt i stedet for at løse den. Særligt ironi kan være svært at tolke, når man ikke kan høre tonefaldet eller se folk i øjnene.

Det kan du gøre:

  • Gør dit barn opmærksom på, hvornår det er bedst ikke at kommunikere digitalt. Fx er uenigheder og konflikter bedre at tage ansigt til ansigt eller over en telefonsamtale, hvor man kan se hinanden eller høre hinandens stemmer.
  • Forklar dit barn at selvom det kan være lettere at skrive negative kommentarer på nettet, så er det stadig sårende for modtageren. Mind derfor om aldrig at skrive noget, man ikke ville kunne sige til den andens ansigt.

Én af de mange fordele ved internettet og sociale medier er, at vi kan dele ting og udveksle synspunkter med folk fra hele verden. Men selvom det kan være fristende at give sin mening til kende – især, hvis man er meget uenig i det som andre skriver – skal man tænke sig godt om, før man starter eller bidrager til en debat.

Det kan du gøre:

  • Forklar dit barn at det er fint at deltage i debat, men at det ikke er alle debatter, der fører nogen vegne, fx ikke hvis den man debatterer med kun skriver negative ting retur.
  • Tal om hvordan man skriver sin mening uden at det lyder negativt. Det kan nemlig være svært, da skriftsprog ofte kommer til at lyde hårdere, end det er tænkt.

Man kan anmelde indhold, som man mener bryder med YouTubes retningslinier, og som derfor bør enten fjernes eller aldersbegrænses.

Det kan du gøre:

  • Det er vigtigt at bidrage til den gode tone og anmelde groft sprog – også selvom de grove kommentarer er rettet mod andre end én selv.
  • Vis dit barn hvordan man anmelder grove kommentarer.

Sådan tjener YouTube penge

Jo mere tid du bruger på YouTube, jo flere reklamer ser du – og jo flere penge tjener YouTube. YouTube indsamler nemlig brugernes data – fx hvilke videoer du ser og hvad du søger på – og tjener penge på at sælge adgang til denne data til reklamevirksomheder. Virksomhederne bruger så dataen til at målrette reklamer, og derved friste folk mest muligt til at købe deres produkt.

Selvom mange børn og unge godt forstår mekanismen bag online markedsføring og de sociale mediers forretningsmodel, er det de færreste, som tænker over, om det påvirker deres adfærd.

Det kan du gøre:

  • Det er som noget nyt muligt at abonnere på YouTube og betale et månedligt beløb for at undgå reklamer. Overvej derfor at betale, så dit barn får reklamefrit indhold. Selvom man slipper for reklamer bliver ens data alligevel gemt og brugt af firmaet Google, som ejer YouTube.
  • Gør dit barn opmærksom på, at det ikke er tilfældigt hvilke reklamevideoer, der popper op på YouTube.
  • Tal med dit barn om hvilken effekt reklamer kan have på dem i forhold til fx hvilke nye ting, de ønsker sig, og hvilke forestillinger de har om “det gode liv”.

YouTube har en interesse i at fastholde brugerne så længe som muligt for at tjene penge. Funktionen “automatisk fortsættelse” er designet til netop det. “Automatisk fortsættelse” fungerer således, at YouTube efter hver video automatisk afspiller den næste foreslåede video, uden at man selv skal klikke på den. Dette gør det sværere at forlade YouTube, for der er hele tiden en video “i gang” som fanger vores opmærksomhed.

Det kan du gøre:

  • Forklar at den automatiske fortsættelse er YouTubes måde at holde vores opmærksomhed på for at tjene penge. Man skal derfor gøre det til en vane at overveje, hvor længe man egentligt har lyst til at bruge YouTube ad gangen.
  • Hjælp dit barn til at slå automatisk fortsættelse fra i sikkerhedsindstillingerne
  • Forbered video-lister sammen med dit barn. Undersøg hvad som interesserer dit barn og abonner på YouTubere eller andet indhold, som dit barn finder spændende og som du selv kan stå inde for.

Indholdet på siden er udviklet i samarbejde med TDC

Logo for TDC