Skærmtid i familien

Forældre er generelt optagede af, hvor meget tid deres børn bruger på digitale medier.

Skærmtid handler både om tidsmængden, dvs. antal timer og minutter, og om kvalitet, dvs. hvad skærmen bliver brugt til.

Det er en god idé både at være opmærksom på tidsmængden og på, hvad dit barn bruger skærmen til, f.eks. til at se tv, til kommunikation, til spil, som redskab mv.

Bliv klogere på hvad skærmtid er, hvordan dit barn oplever det at være på skærm og få anbefalinger til, hvordan du som forælder kan sætte klare rammer op for skærmtid i hverdagen sammen med dit barn.

Skærmtid er den hyppigste årsag til konflikt, når børn og forældre er uenige om brug af digitale medier.

Tjek dig selv som digital rollemodel og bliv klogere på, hvordan skærme påvirker familiens digitale hverdag.

Tag skærmtjekket

5 gode råd om skærmtid i familien

Hold øje med, om dit barns skærmtid erstatter eller står i vejen for andre aktiviteter i hverdagen. Det kan være fysisk aktivitet, nærvær i familien, leg med venner, fælles måltider og søvn. Det er ikke nødvendigvis selve mængden af skærmtid, der kan have en negativ påvirkning på dit barns udvikling og trivsel. Det er den tid, som skærmtiden erstatter, der kan have en negativ påvirkning.
Skærmtid kan tage tid fra socialt samvær med børn og voksne i den fysiske verden. Vær opmærksom på, om skærmaktiviteten består af samvær med andre børn, eller om den ofte forstyrrer barnet i at være social og derved snarere bidrager til social isolation.

Forældre er rollemodeller for deres børn. Det gælder også digitale vaner. Børn gentager i højere grad det, deres forældre gør, end det de siger, de skal gøre. En undersøgelse foretaget af Epinion for Børns Vilkår og YouSee (2021) viser en klar sammenhæng mellem forældres og børns tidsforbrug på digitale medier: Jo mere tid forældrene bruger på digitale medier, desto mere tid bruger deres børn. Desuden kan dit eget mediebrug gå ud over kontakt og tilknytning. Se evt. mere i Børns Vilkårs analyse af småbørnsforældres skærmbrug her.

Hvis du stopper dit barn midt i et online-spil med vennerne, kan det opleves, som hvis nogen slukker for din skærm midt i en fodboldkamp eller midt i en chat med dine venner. Giv dit barn besked i god tid før, og sæt dig ind i, hvor lang tid f.eks. et spil typisk varer. Det betyder ikke, at jeres familie skal indrette hverdagen efter, hvornår børnenes venner spiller Fortnite. Men hvis I ved, at jeres rytmer for f.eks. måltider afbryder et spil, kan I sørge for, at barnet ved det på forhånd.

Lav klare rammer for brug af skærme i familien – både for barn og voksen. Hav en løbende opmærksomhed på og dialog om, hvordan skærme fylder i familien, og hvordan I gerne vil have, skærmene skal fylde i familien. Hver tredje forælder er usikker på at sætte grænser for barnets digitale mediebrug [Epinion].

Når Børns Vilkår er ude og undervise elever i grundskolen, udtrykker børnene, at de synes, det er helt i orden, at forældre sætter rammer for brug af skærm, hvis de vel at mærke oplever at være blevet hørt i processen, og at forældrene har forklaret dem årsagerne til rammerne. Fortæl om din families rammer til andre, der passer dit barn, f.eks. barnets bedsteforældre.

Aftal skærmfri tidspunkter, som gælder for alle i familien. Det kan være skærmfri måltider eller skærmfri gåture. Undgå skærmtid mindst en time, før dit barn skal sove. Skærmtid kan gøre det sværere for dit barn at falde i søvn og føre til, at dit barn ikke får tilstrækkelig med søvn. Søvn er afgørende for dit barns trivsel. Undgå derfor digitale skærme i soveværelset – det gælder i også i dit eget soveværelse 😊
Køb et gammeldags vækkeur, så mobiltelefonen ikke er i soveværelset.

Min mor og far siger, at jeg ikke må bruge min telefon når jeg bruger fjernsynet og jeg bru-ger den kun i reklamerne, men når min mor og far ser fjernsyn bruger min mor sin telefon og min far bruger både fjernsynet, sin telefon og sin computer og det irriterer mig rigtig meget Citat fra undersøgelse blandt børn på BørneTelefonen.dk
Et eksempel kunne være ved spisebordet: Jeg hiver min telefon frem, da jeg får en besked. Jeg får hurtigt at vide at telefoner ikke hører til ved spisebordet, så jeg pakker min telefon væk. Min far hiver sin telefon frem ved spisebordet, da han får en besked. Min mor kommenterer ikke på det, og lader som ingenting. I vores familie er der meget stor forskel på, hvad de voksne må og hvad børnene må. Citat fra undersøgelse blandt børn på BørneTelefonen.dk
Alle reglerne for mig gælder stort set ikke for mine forældre, selvom at de siger at de gør. Citat fra undersøgelse blandt børn på BørneTelefonen.dk

Børn kopierer forældre

Som forælder er det vigtigt at være opmærksom på, at du fungerer som rollemodel for dit barns digitale liv og dannelse. Dit barn kopierer din adfærd – også på det digitale område.

Børns Vilkår anbefaler

Når de voksne siger, at børnene ikke må sidde med deres telefoner, når familien skal hygge sig sammen, fungerer det bedst, hvis forældrene selv efterlever det. Ellers er det svært for børnene at respektere og forstå, når de bliver bedt om at slukke deres skærm.

Vi anbefaler, at forældre og børn i fællesskab aftaler skærmfri tidspunkter, som gælder for hele familien. Det kan være skærmfri måltider eller skærmfri gåture.

Vi ved, at mange børn synes, det er helt i orden, at forældre sætter rammer for brug af skærm, ligesom mange godt kan lide, at forældrene interesserer sig for det, de laver online.

Vis mere +
Vis mere +

Hørt på BørneTelefonen

Pige står med sin mobiltelefon
Hej jeg er fuldt afhængig af min telefon.. Jeg kan ikke stoppe mig selv med at kikke på den. I mine timer, mens jeg spiser og endda om natten. Mine forælder har opdaget mig flere gange men min telefon om natten, og bliver bare vold sure:(. Min mor er også virkelig afhængig af sin telefon men siger at det er okay men jeg forstår det ikke rigtigt.. Pige til BørneTelefonen, 11 år

Temaer i Familiens Digitale Hverdag