Du er her

<< Tilbage til oversigten

Skilsmissegruppe

Vi har været skilt siden vores datter var 4 år. Jeg har i flere år ønsket, at hun skal i skilsmissegruppen. På hendes skole tilbydes der grupper og jeg spurgte for første gang for 2 år siden min datters far, som svarede nej til det.
Igen i år udbydes det, og jeg har spurgt igen, og han svarer nej, blandt andet fordi han mener, det er at dyrke problemer. Min datter vil gerne med sammen med sin bedste veninde. Hun græd og blev vred, da hun hørte om sin fars nej.
Jeg er bopælsforælder - kan jeg tage den beslutning alene? Grupperne ligger i min samværsperiode.

Kære mor til datter, der ønsker at deltage i skilsmissegruppe.

Deltagelse i en skilsmissegruppe kan være en rigtig god hjælp for børn i skilsmisse. Og når din datter så klart giver udtryk for, at hun gerne vil, skal hun selvfølgelig have lov.

Når forældre har fælles forældremyndighed bestemmer forældrene hver især, hvilken fritidsaktivitet, deres barn kan gå til. Det betyder, at du kan afgøre, om din datter skal i skilsmissegruppe, de dage, hun bor hos dig. Og din eksmand kan bestemme, hvilke fritidsaktiviteter, jeres datter kan gå til de dage, jeres datter er hos ham.
Undtaget er risikobetonede fritidsaktiviteter, som I begge skal godkende.

Når det er sagt er det bedste for jeres datter selvfølgelig, at I bliver enige. Ellers kan jeres datter måske føle, at hun ikke kan eller må tale om gruppen, når hun er hos sin far.Men kan det ikke lade sig gøre, vil jeg anbefale, at du giver din eksmand besked på, at du har givet hende lov. I en gruppe vil jeres datter få mulighed for at tale om hendes hverdagsliv i en skilsmissefamilie uden at skulle tage hensyn til, om mor eller far bliver kede af det. Det ved vi fra de mange børn vi taler med på BørneTelefonen. De tager udstrakt hensyn til forældrene og kan opleve, at deres egne behov drukner.
At skilsmissegrupper skulle dyrke problemer kan jeg slet ikke genkende – tværtimod. Det er ofte en stor hjælp for børn.

Måske du kunne vise din eksmand dit brev og mit svar. Han er selvfølgelig også velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon og få vendt sine bekymringer.

De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.

Kommentarer

Skriv en kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.

 

Vi opfordrer til, at kommentarer til breve og svar skrives i en konstruktiv og hjælpsom tone.

Og vi forbeholder os retten til at slette kommentarer, hvis de eksempelvis er stødende eller private.