Du er her

<< Tilbage til oversigten

Vi skal skilles

Kære brevkasse.

Vi står i den situation at skulle skilles, vi har 4 børn i alderen 9-11-13 og 17 snart 18. Den mindste på 9 er fælles barn( har ADHD) og gå i specialklasse, barn på 11 går i normal klasse og ligger nr 1 i klassen i flere fag og har efter skoleskift fået en stor vennekreds, barn på 13 (har ADHD) og går ligeledes i special klasse begge ADHD børn får medicin den ældste går på efterskole og bor ikke hjemme.
Hvordan tackler jeg lige at alle 3 børn hellere vil bo hos mig hvor deres venner bor end hos deres mor som flytter til en anden ny (anonymiseret af redaktionen), det har taget 3 år at få de 2 adhd børn til at falde på plads i skolen og de er begge faldet godt til samt har et super samarbejde med skolen.Vi er udover dette underlagt familiehuset hvilket betyder vi har en familie behandler som støtter og hjælper børnene og os.

De har selv givet ønske om at blive hos mig da jeg har været hjemmegående far i 1½ år og deres mor har i det sidste ½ år ikke taget sig meget af børnene de kommer altid til mig hvis der er noget de ønsker, og som de selv siger far mor lytter ikke til hvad vi siger, men det gør du....

Jeg tager mig af skole/hjem samtaler forældremøder, for det siger hun at jeg godt kan når jeg nu alligevel tager mig af børnene.
Så hvad gør jeg for ikke at starte en lokal krig da det ikke skal gå ud over børnene.. skal jeg vise det hvide flag eller skal jeg tage krigen...????

mvh

En fortvivlet far

Kære fortvivlet far.

Du skriver ikke direkte, hvad børnenes mor ønsker: Vil hun have børnene med til den by, hvor hun flytter hen? Ud fra det, du i øvrigt skriver, vurderer jeg, at det er det, hun vil. Du vil gerne undgå ”krig”, skriver du. Men behøver det ende der?

Det bedste ville være, hvis I som forældre sammen kunne blive enige om, hvad der er bedst for jeres børn uden myndighedernes indblanding. Måske I kunne få hjælp til at drøfte børnenes fremtid med det Familiehus, I er tilknyttet.  De kender både jer forældre og jeres børn og ved, hvilke særlige udfordringer, børnene har. Måske kan børnene også få hjælp her til at komme til orde omkring deres tanker og ønsker - men uden at de bliver pålagt ansvaret for at vælge imellem jer. Det er heller ikke sikkert at det er ens for alle jeres børn hvad deres ønsker til deres nye fremtid er.

Hvis børnene bliver boende hos dig, skal I selvfølgelig finde ud af, hvordan børnene kan komme på samvær hos deres mor, selv om hun bor i en anden ny. Også det ville I kunne inddrage Familiehuset i. Det kan i mange tilfælde være meget hjælpsomt at få rådgivning og støtte, når så store beslutninger skal tages. En mulighed kunne så være at indføre en prøveordning for at se, hvordan det vil fungere for jer alle. Prøv i 3-4 måneder og se, hvordan det går. Fortæl børnene, at det er en prøveordning og at I vil tale løbende om hvordan det er for dem. Og det ville være vigtigt at høre børnenes skole om, hvordan de vurderer, børnene trives - både fagligt og socialt.

Hvis I ikke bliver enige, kan det være nødvendigt at inddrage myndighederne i forhold til bopæl og samvær. Det er ikke muligt at forudsige, hvilken afgørelse, myndighederne vil træffe. Men i de tilfælde, hvor den ene forælder flytter langt væk fra børnenes netværk: kammerater, øvrig familie, skole, så vil der være en stor chance for, at den forælder ikke kommer til at bo sammen med sine børn. Ikke mindst, hvis børnenes tilknytning er stærkest til den forælder, der bliver boende. 

Endelig vil et sagsforløb ikke kunne undgå at belaste børnene, da de i en længere periode ikke kan vide, hvordan deres fremtid kommer til at se ud. Så det skulle helst undgås.

Jeg håber, I sammen finder en løsning, så børnene fortsat kan trives.

De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen

 

Kommentarer

Skriv en kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.

 

Vi opfordrer til, at kommentarer til breve og svar skrives i en konstruktiv og hjælpsom tone.

Og vi forbeholder os retten til at slette kommentarer, hvis de eksempelvis er stødende eller private.