En dag stod Maiken med pilleglasset i hånden
”Denne gang blev jeg væk. Jeg kunne ikke mere. Jeg hørte og så, hvad der foregik inde i stuen. Jeg løb ud gennem min terrassedør, fandt min cykel og så var jeg væk.”
Stuen lå lige ved siden af Maikens værelse. Hun kunne høre alt, hvad der skete derinde – og det var altid det samme, der skete. Hendes far var voldelig og fuld.
”Jeg kom ind i stuen og så en smadret ølflaske på gulvet og min stedmor, der sad og havde et blødende sår i hovedet,” siger Maiken, der i dag er 28 år gammel.
Det var dråben, der gjorde, at Maiken stak af hjemmefra som 16-årig. Hun havde flere forsøg på at forsvinde fra hjemmet. Hun forsvandt hjem til sin bror, hvor hun blev boende.
”Jeg ville ikke være ked af det og bange mere. Jeg levede hele tiden i frygt for, hvad han kunne finde på at gøre næste gang. Han var alkoholiker og altid voldelig overfor alle de kvinder, han mødte,” siger Maiken.
Ville hellere dø end at leve
Inden Maiken mistede sin mor, da hun var 12 år gammel, boede hun hos moren. Men efter morens dødsfald var hun tvunget til at bo ved sin voldelige far.
”Mine selvmordstanker startede, dengang min mor døde, og de blev endnu værre med tanken om, at jeg skulle bo ved min far,” siger Maiken og fortæller, at han kunne være verbalt voldelig overfor hende.
”Min verden blev mere og mere mørk og ligegyldig. Jeg havde ikke lyst til noget og kom heller ikke i skole mere. Jeg var angst, bange og turde ikke noget,” siger Maiken og fortsætter:
”Jeg tænkte meget på, hvordan mit liv skulle slutte. Skulle det være piller, kniv, at drukne eller kvælning?”
To gange med selvmordstanker
Maikens stædighed trådte til og stoppede hende, hver gang hun tænkte på selvmord.
”Når jeg havde selvmordstanker, blev jeg nødt til at lægge mig til at sove for at få dem til at forsvinde. På et tidspunkt fik jeg en hest og ved at tænke på den, forsvandt selvmordstankerne,” siger Maiken, der nogle måneder efter selvmordstankerne fik tanker om ikke at leve igen.
”Jeg havde angst og ville tage mit liv med piller. Jeg fandt pilleglaset med Ipren frem. Jeg kiggede ned i glasset og tænkte heldigvis rationelt, da jeg i det øjeblik tænker, at der ikke var nok piller i til at slå mig ihjel. Så jeg satte det tilbage i skabet,” siger Maiken.
Hun fortæller, at der ikke var nogen, som hun delte sine tanker med – kun dem, som hun skrev med over internettet.
”De var jo fremmede, så dem turde jeg godt at sige det til,” siger Maiken.
Angst for at miste
Maiken mistede sin far for nogle år tilbage. Efter en barndom med massivt omsorgssvigt fra farens side, kan Maiken tydeligt huske, hvad hun tænkte, da hun fik det at vide, at hendes far var død:
”Jeg stod i et tomrum og vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg husker, at jeg tænkte, ”Nåh, en mere! Hvor mange skal jeg efterhånden miste?” siger Maiken.
Maiken fortæller, at hun i dag oplever angst på en anden måde end dengang.
”I dag har jeg en datter på tre år, som jeg kan mærke, at jeg er så angst for at miste. Angsten lever på en eller anden måde stadig meget dybt i mig,” siger Maiken.
Opråb til politikerne
Maiken kom til psykolog, lige efter hun mistede sin mor. Men først som 19-årig oplevede hun, at hun for alvor kom godt videre med hjælp fra en anden psykolog.
Udover at Maiken ville ønske, at hun kendte til BørneTelefonen dengang, er hun sikker på, at en voksen kunne have gjort en forskel for hende, så hun ikke kom så langt ud med selvmordstanker.
”Der var ingen voksne omkring mig, der hjalp mig. Min søde klasselærer holdt op, da jeg gik i 7. klasse, så hende kunne jeg ikke tale med mere,” siger Maiken og giver en opsang til politikerne ift., at der skal fokuseres endnu mere på unges mistrivsel i dag. Hun fortsætter:
”Man skal have fat i de børn, der mistrives så tidligt som muligt. Det kan være svært at se, at et barn har det dårligt, hvis barnet ikke selv siger det,” siger Maiken.
Hun har særligt én ting, hun godt kunne tænke sig, var anderledes:
”Jeg synes, det er forkert, at man som barn selv skal bede om hjælp, for jeg var kun et barn dengang og vidste ikke, at der fandtes forskellige tilbud. Jeg kunne for eksempel godt være tilbudt en sorggruppe helt automatisk efter min mors død.”
