”Mine lærere vidste, at jeg havde det dårligt, men gjorde intet for at hjælpe mig”
Rikke Harper El-Haina blev gennem sin skoletid mobbet, fordi hun ikke var som alle andre. Mobningen fortsatte i mange år, da ingen valgte at gribe ind.
Rikke Harper El-Haina fik som 9-årig konstateret OCD og kæmpede derfor i en tidlig alder med meget svære tvangstanker. ”Jeg troede, at alt omkring mig var giftigt,” fortæller hun, og kunne derfor hverken sidde ned eller røre ved ting.
”Det var tydeligt for alle omkring mig, at jeg var anderledes og som lille pige i folkeskolen, gjorde det mig desværre til et nemt mobbeoffer.”
Alene med problemerne
Selvom lærerne kunne se, at Rikke havde det svært, oplevede hun aldrig, at de greb ind, når hun blev mobbet.
”Selv da jeg sagde til min lærer, at jeg var ked af det, blev der ikke fulgt op på det. Jeg oplevede i stedet at lærere nedgjorde og mobbede mig foran de andre elever, fordi jeg havde svære ved at koncentrere mig.”
På grund af sin OCD havde Rikke svært ved at finde overskuddet til at lave lektier og gik samtidig glip af store dele af sin skolegang.
Derhjemme valgte hun at holde de ubehagelige oplevelser for sig selv og gik alene rundt med problemerne.
”Jeg fortalte aldrig mine forældre, at jeg blev mobbet, fordi jeg syntes, jeg havde budt dem nok. Jeg følte mig som en byrde pga. min sygdom.”
Dårligt selvbillede
Som 13-årig forsvandt tvangstankerne, men mobningen fortsatte i endnu stærkere grad og førte en stor usikkerhed med sig.
”Jeg havde en følelse af, at jeg aldrig var god nok. Jeg havde svært ved at vurdere, hvem der egentlig var mine venner, og hvem jeg kunne stole på.”
I forsøget på at slippe væk fra de svære tanker, begyndte Rikke at skære i sig selv og drak ofte meget.
Mobningen påvirker stadig
Mobningen forsvandt først, da hun flyttede skole og slap væk fra dem, der havde tyranniseret hendes liv gennem mange år.
”På min nye skole greb lærerne altid ind med det samme, hvis de opdagede, at nogle elever blev mobbet.”
Selvom Rikke i dag lever uden store mén, oplever hun dog forsat at skulle kæmpe med sit selvbillede og følelsen af ikke at være god nok.