Børns Vilkår tilbyder corona-hjælp til klasser og fagpersoner i grundskolen
Børns Vilkår lancerer TrivselsHotline til fagpersoner i grundskolen og online trivselsbesøg til alle klasser på mellemtrinnet og i udskolingen.
Mandag kommer de små børn tilbage i skole, og dermed står landets lærere, skolepædagoger og skoleledere over for et større opsamlende trivselsarbejde.
For eleverne på mellemtrinnet og i udskolingen er klasselokalet fortsat erstattet med Teams, Zoom og Meet på ubestemt tid. En situation, der kan skabe øget pres på klassefællesskabet og elevernes trivsel.
Børns Vilkår lancerer nu to nye tiltag, der har til formål at støtte klasser og fagpersoner under de yngste elevers tilbagevenden og de ældre elevers fortsatte hjemsendelse. Tilbuddene er gratis og målrettet alle skoler i landet.
”Mange lærere gør lige nu en kæmpe indsats for at sikre den gode trivsel og fællesskaber i klasserne, selvom det er svært. Men vi hører også, at de mangler viden og redskaber til, hvordan de konkret skal gribe trivselsarbejdet an – både i forbindelse med at vende tilbage til klasselokalet og med den fortsatte digitale hjemmeundervisning. Vi håber meget, at vi med vores to nye tilbud kan være med til at give dem de værktøjer, de har brug for,” siger Sanne Lind, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.
Trivselsfremmende og fællesskabende indspark
Børns Vilkårs TrivselsHotline, der er en del af Børns Vilkårs samarbejde med Egmont Fonden, er et af de to tilbud, som fagpersoner i grundskolen nu kan trække på, når corona-situationen presser klassens og elevernes trivsel.
På TrivselsHotlinen kan lærere, skolepædagoger og skoleledere få råd og vejledning, hvis de oplever udfordringer med en klasses eller enkelte børns trivsel i forbindelse med f.eks. tilbagevenden, nedlukning og den fortsatte online-undervisning.
Derudover lancerer Børns Vilkår, i samarbejde med TrygFonden, BørneMobilen Online – et online trivselstilbud til alle klasser på mellemtrinnet og i udskolingen. Online-besøget er et trivselsfremmende og fællesskabende indspark til hele klassen, der gennem fortællinger fra BørneTelefonen stiller skarpt på nogle af de udfordringer, børn kan have i en tid med pandemi, nedlukning og hjemmeskole.