Er det etisk forkert at gøre børn under 15 år til kriminelle?
Af Rasmus Kjeldahl, direktør Børns Vilkår
Blå blok meldte før folketingsvalget ud, at de ønskede at sænke den kriminelle lavalder til 12 år i Danmark. Udmeldingen rækker længere end en politisk debat, der handler om paragraffer, straf og forebyggelse. En sådan lovændring vil være et opgør med, hvordan vores samfund ser på halvstore børns ansvar og skyld.
En sænkning af den kriminelle lavalder til 12 år betyder først og fremmest, at børn allerede som 12-årige kan stilles foran en dommer og idømmes en straf. Denne sænkning af aldersgrænsen ville være et paradigmeskifte, da den hidtidige holdning har været at betragte børns kriminalitet som konsekvens af svigt i opvækst og miljø. Derfor iværksætter man over for disse børn en social indsats – ikke en straf, der forudsætter skyld.
Forslaget kommer på baggrund af historier i medierne om udsatte børn under 15 år, der begår voldshandlinger og hvor ofrene har følt sig krænkede over, at straffen er for ’mild’ – og hvor yngre børn bliver et instrument for andre, fordi de ikke kan straffes. Men i forhold til at forebygge og undgå ungdomskriminalitet, er vi kommet meget langt med den nuværende aldersgrænse. I de seneste 8 år er ungdomskriminaliteten næsten halveret, viser en forskningsrapport fra Justitsministeriet fra 2014. Denne positive udvikling, skyldes kommunernes fokus på forebyggende indsatser, der er skræddersyet til det enkelte barn. Et børnesyn og en indsats, vi ikke må kaste bort på baggrund af enkeltsager i medierne.
Vi frygter, at en sænkning af den kriminelle lavalder på ingen måde betyder, at barnet stopper den kriminelle løbebane. Tværtimod kan en dom fjerne håbet om forandring for barnet, der i forvejen har det svært. Et barn under 15 år, som har begået en kriminel handling, bør ikke stemples som forbryder, men betragtes som et barn, som har mulighed for at komme på ret kurs gennem støtte og specialindsatser. Det kræver børnefaglig ekspertise og specialviden – ikke dommere og jurister.
Vi tror på, at et samfund måles på, hvor gode vi er til at tage os af de svageste og udsatte. Vi skal række hånden ud og tro på, at forandring er mulig. At dømme børn som forbrydere er at svigte vores børn og frarøve dem muligheden for et godt liv – det er dermed et uetisk valg.
