Mennesker på flugt – tal med børnene om det
I disse dage svømmer medierne over med fotos af børn og voksne på flugt. Senest har vi set hjerteskærende billeder af en 3-årig, død dreng, der skyllede i land ved Tyrkiets kyst. Drengen blev identificeret som den 3 årige Aylan. Hans storebror på 5 år og hans mor druknede også. Faren overlevede.
Men hvordan håndterer vi sådanne informationer i forhold til vores børn?
Foto: Oxfam
Informér børnene så konkret som muligt
Uanset hvor meget vi forsøger at skærme børnene for død og ulykke, er fotos af katastrofer i verden kun et klik væk, da langt de fleste børn har adgang til mobil og internet. Det er så godt som umuligt at undgå, at børnene støder på disse billeder.
Vi er derfor nødt til at tale med børnene om det, der sker.
Børn har krav på beskyttelse og omsorg, så vi skal selvfølgelig tilpasse vores forklaringer til det enkelte barns alder og modenhed.
Hvis vi undgår at tale med børnene om det ubærlige, vil vi sende et signal til dem om, at dette ikke er noget, de kan tale med voksne om, og dermed efterlade dem med deres egne forklaringer og fantasier. Fantasier, der kan være voldsomme, og som de skal bære alene eller udvikle med jævnaldrene. Det værste er ikke, det vi ved, men det, vi ikke ved.
De små børn skal skærmes
Børn under 6 år kan skærmes fra at se og høre voldsomme nyheder.
Kommer de alligevel til at se eller høre noget, så giv barnet en meget enkel forklaring på, hvad der sker.
- Der er nogle børn og voksne i andre lande, der ikke vil bo i deres land, fordi der er krig.
- De får hjælp til at bo et andet sted.
- Det er ikke noget, der sker her i Danmark, hvor vi bor, men nogle af flygtningene kommer til Danmark.
Sådan taler du med de større børn
Børn får mange informationer, så vi skal hjælpe dem med at sortere i de informationer, de får.
Børn er optagede af, at andre børn er på flugt, og at nogle af disse børn dør. Det er vi nødt til at erkende og tale med dem om. Også selvom vi kan have svært ved at rumme de følelser, børnene giver udtryk for.
- Spørg til, hvad dit barn helt konkret har læst eller set
- Spørg til, hvad barnet bliver bekymret for/ er bange for
- Lad barnet fortælle, hvad det tænker og føler om dette
- Tag barnets følelser alvorligt. Lyt til barnet
- Lad barnet stille spørgsmål og svar så ærligt og konkret som muligt
- Fortæl, hvad der gøres for at løse problemet og hjælpe de børn og voksne, der er på flugt
- Fortæl, hvad vi konkret gør for flygtninge i Danmark
- Vær opmærksom på, at du ikke overfører din egen angst eller vrede på dit barn. De meget komplekse, politiske problemstillinger, kan et barn ikke forholde sig til
Samtaler i skolegården og i klassen – respekt for forskelligheder
Skolebørn taler med hinanden og udveksler informationer om det, der sker i verden. Mange skoler er mangfoldige med forskellige religioner og kulturer. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at børnene ikke beskylder hinanden for at være en del af konflikterne ude i verden.
Tal med børnene om forskeligheder og opfordr dem til at respektere hinandens forskelligheder.
Vi har forskellige måder at leve på, og det skal der være plads til.
Fra de mange tusind samtaler, vi hvert år har på BørneTelefonenen ved vi, at børn har brug for at tale med voksne om det, de er kede af, bange for og det, de ikke forstår.
Så: Tal med børnene!
Af Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår