Peter Bartram ny formand for Børns Vilkår
Peter Bartram er valgt som ny bestyrelsesformand for Børns Vilkår. Han overtager stafetten fra Morten Permin, der fortsætter som næstformand.
Peter Bartram, der indtrådte i bestyrelsen i januar, er glad og stolt over valget og ser frem til som formand at bidrage til at stoppe svigt af børn.
”En velfærdsstat som Danmark bør i endnu højere grad formå at tage vare på de udsatte børn, som er blandt de mest sårbare borgere. Alt for ofte ser vi, at børn er udsat for mobning, vold og andre overgreb uden samfundet griber ind”, siger Peter Bartram. ”Hos Børns Vilkår har børnene voksne, der lytter og hjælper. Det er et stort privilegium at stå i spidsen for en veldrevet organisation, der med stor indsigt og engagement altid er på børnenes side”, tilføjer han.
Peter Bartram er general og tidligere forsvarschef og har solid ledelseserfaring bag sig og et godt netværk blandt beslutningstagere og erhvervsliv.
”En vigtig opgave for Børns Vilkår er fortsat at møde børnene der, hvor de er. For også om 3, 5 og 10 år vil børn have brug for at kunne komme i kontakt med voksne, der er der kun for dem. Det frivillige engagement er et omdrejningspunkt for arbejdet og jeg ser gode muligheder for at hjælpe endnu flere børn i hele landet”, siger Peter Bartram.
Den afgående formand Morten Permin fortsætter som næstformand.
”Det er en fornøjelse at være med til at lede Børns Vilkår, der i de senere år har været i en rivende udvikling. Børnenes stemmer fylder stadigt mere i den politiske debat, og vi har hjulpet flere børn end nogensinde på bl.a. BørneTelefonen. Rammerne om børn og unges liv er i konstant forandring, og det stiller nye krav til fortsat at kunne støtte børnene og påvirke børnepolitikken”, siger Morten Permin.
Vibe Klarup stopper som næstformand og træder ud af forretningsudvalget. Pladsen i forretningsudvalget overtages af Lotte Hjortlund Andersen. Den daglige ledelse af Børns Vilkår varetages af direktør Rasmus Kjeldahl.