Samfundet har et ansvar for ’de grimme skilsmisser’
Rasmus Kjeldahl og Bente Boserup, hhv. direktør og chef for BørneTelefonen i Børns Vilkår.
”Forældre skal lære at elske deres barn højere, end de hader deres eks,” har et barn sagt på BørneTelefonen.
Sådan er det desværre langt fra altid. En ud af otte skilsmisser ender hvert år som ’den grimme skilsmisse’, hvor forældrene ikke kan tale sammen eller deltage sammen i vigtige familiebegivenheder som eksempelvis konfirmation. Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet. Samtidig ved vi, at antallet af sager om samvær i Statsforvaltningen er steget støt siden 1970’erne som en logisk konsekvens af, at begge forældre ønsker lige stor andel i barnets liv.
De grimme skilsmisser gør børnene til gidsler i en følelsesmæssig kampzone. Forskningen dokumenterer, at skilsmissekonflikter påvirker barnets trivsel, de påvirker evnen til at indgå i sociale relationer, og de påvirker indlæringsevnen. På BørneTelefonen ser vi alvorlige eksempler på børn med selvskadende adfærd og mistet livsmod som følge af forældrenes konflikter.
Fra bl.a. ForældreTelefonen, hvor rådgivningen til forældre i skilsmisse er en del af vores partnerskab med Egmont Fonden, ved vi, at det er lettere sagt end gjort at få forældre til at samarbejde. En skilsmisse kaster en person ud i en af de største livskriser, der findes. Den tilstand af sorg, krise og ofte vrede, der naturligt følger i kølvandet på mange skilsmisser, gør det svært at se, hvad der er barnets bedste. Derfor kan man ikke bare sige til forældrene, at de skal tage sig sammen for deres børns skyld. Forældrene har brug for hjælp til at håndtere konflikten på en måde, så der er plads til at fokusere på barnets behov.
Den form for hjælp kan vi som samfund ikke tilbyde forældrene i dag. Vi har Statsforvaltningen til at træffe afgørelse om fx samvær, når mor og far ikke kan enes. Men i det øjeblik, man putter familiesager ind i et juridisk system, vil der være en vinder og en taber fordi mor og far ikke begge kan få deres ønske opfyldt. Derfor er den egentlige taber barnet, der får to forældre, der enes endnu dårligere end før.
Det er påkrævet, at vi som samfund bliver bedre til at forebygge og tage hånd om konfliktfyldte skilsmisser. Derfor arbejder Børns Vilkår for, at hjælp skal supplere jura. Alle forældre, der gennemgår en skilsmisse, sikres vejledning omkring barnets behov i en skilsmisse. Går forholdet mellem forældrene alligevel i hårdknude, bør Statsforvaltningen i højere grad end i dag kunne tilbyde et decideret børnesagkyndigt rådgivningsforløb, der giver forældrene redskaber til at have fokus på børnenes behov i skilsmissen. I de familier, hvor der er gensidige beskyldninger og mistanke om misbrug og overgreb, skal et udrykningshold rykke ud straks et samvær bryder sammen. Holdet skal kunne vurdere, hvad der er på spil i familien og starte et forløb, der inkluderer fx psykologisk rådgivning til både voksne og børn. Indsatsen bør være skræddersyet til den enkelte families behov og bygge bro mellem Statsforvaltningens og kommunens indsats.
Der er brug for politisk handling. Vi kan ikke se til, mens flere og flere skilsmissekonflikter river børnene følelsesmæssigt i stykker. Alle børn har ret til en tryg barndom.