Skilsmissebørn skubbes fra skrivebord til skrivebord
Myndighederne fastholder de mest udsatte skilsmissebørn i et liv med stridende forældre, mistrivsel og uafklarede spørgsmål i årevis. Det viser ny rapport om børn i komplekse skilsmisser fra Børns Vilkår.
Børn af stridende skilsmisseforældre er dårligt hjulpet i Danmark. Ud over forældrenes kampe, belastes børnene yderligere af myndighedernes håndtering af disse sager: De bliver kastebolde mellem Statsforvaltningen, domstolene og kommuner – nogle gange i årevis – og til stor skade for børnenes udvikling og trivsel.
Det viser rapporten ’Børn i komplekse skilsmisser’ fra Børns Vilkår, der bygger på interviews med 8 skilsmissebørn samt helt og delvist indblik i en række sagsakter.
”Vi ser at sagerne skubbes fra skrivebord til skrivebord, mens børnenes barndom bliver taget fra dem. I en af sagerne har over 30 forskellige fagpersoner og myndigheder forsøgt at finde ud af, hvor 8-årig pige skal bo og i hvilket omfang hun skal se den af sine forældre, hun ikke bor hos. Den dag i dag kører hendes sag bare i ring med nye undersøgelser. Pigen beskrives nu som ’traumatiseret’ fordi hun er vokset op i en belastende konfliktzone. Det er ikke holdbart, at en pige som hende ikke får hjælp,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Omkring 10-13 procent af alle skilsmisseforældre er i højkonflikt. Det vil sige, at konflikterne er så indædte og vedvarende, at de gentagne gange havner i Statsforvaltningen, byretten, landsretten eller fogedretten. I en del af sagerne er der problemer som fx misbrug eller psykiske vanskeligheder. Svigt, der betyder, at også de sociale myndigheder er involverede. Børnene i disse komplekse skilsmisser hører til de allermest udsatte børn i Danmark.
Derfor er der behov for en revision af forældreansvarsloven.
”Vi mener, at barnets ret til trivsel skal skrives ind i forældreansvarlovens formål. Det vil betyde, at myndighederne i højere grad har barnet i fokus og – i nogle tilfælde – vil kunne træffe beslutning om, at et barn alene skal have kontakt med den ene forælder,” siger Rasmus Kjeldahl, der mener, at der har været en politisk og lovgivningsmæssigt fokus på barnets ret til begge forældre, der ikke gavner børn i de komplekse skilsmisser.
Børns Vilkår mener desuden, at børn i komplekse skilsmisser skal hjælpes med bedre børneinddragelse gennem bl.a. bisidning, samt at sagerne undersøges bedre fra starten, fx ved en screening af forældre for psykiske problemer, misbrug og krænkende adfærd vil hjælpe børnene i de komplekse skilsmissesager.
”Ingen børn skal møde det system, jeg har mødt”
18-årige Josefine Christiansen var klemt i sin mors og fars skilsmisse. Nu fortæller hun sin historie for at hjælpe andre.
Læs historien om Josefine her!