Mød vores bisiddere

”En bisidder kan hjælpe med at forstå den situation, man står i. En bisidder kan hjælpe med at få styr på loven og fortælle om barnets rettigheder, og så kan en bisidder hjælpe med at få sagt det, man gerne selv vil og ønsker, i stedet for hvad mor og far gerne vil.

Bisidderen kan også fortælle om, hvordan tingene plejer at være, når man skal til møde i kommunen eller Familieretshuset. Nogle gange kan barnet også have spørgsmål før, under eller efter mødet, som bisidderen kan hjælpe med at få svar på.

Efter møderne snakker vi om, hvad der er sket til mødet – vi skriver f.eks. forskellige ting ned, så det er nemmere at huske, hvad der blev aftalt.”

”Jeg oplever, at børnene tit er særligt glade for deres bisidder under møderne, når vi kan hjælpe børnene med at sige ”det her, det forstår jeg faktisk ikke”. Vi kan også hjælpe med at oversætte de forskellige fagudtryk, som nogle gange bliver brugt i kommunen og Familieretshuset.

Det hjælper også tit barnet at have én med, hvor man kan tænke ”det her er min bisidder, som er på min side.” Det gør mange børn mere trygge.”

”Man kan gøre flere ting: Man kan kontakte BørneTelefonen eller man kan tage direkte kontakt til bisidderteamet i Børns Vilkår. Så kan man bare sige: ”Jeg skal til et møde, er der nogen, der kan tage med mig?”. Det er også helt okay at kontakte bisidningen, selvom man ikke er helt sikker på, hvad man gerne vil bruge sin bisidder til.”

”Så finder dem på BørneTelefonen eller bisidningen en bisidder i det område, man bor i, som så ringer én op i telefonen. Så aftaler man at mødes med sin bisidder, så man kan tale sagen igennem, og så tager bisidderen med til mødet i kommunen eller Familieretshuset.”

”Nogle børn kan være lidt generte første gang de skal snakke med deres bisidder i telefonen. Men efter vi har mødtes første gang, bliver de fleste lidt mindre generte. Når man har mødtes og børnene hører mig sige: ”Jamen, jeg er din bisidder, og jeg er her for at hjælpe dig, og kun dig”, så er der mange, der bliver lidt mindre generte.”

”Man bestemmer helt selv, hvad man gerne bruge sin bisidder til, og til hvilke møder man gerne vil have bisidderen med. Man kan beslutte sig for, at man altid vil have sin bisidder med til alle sine møder. Man kan også bare have sin bisidder med nogle gange, eller når der f.eks. falder afgørelse i ens sag.

Jeg siger altid til børnene, at de ikke skal tænke på, om jeg bliver sur eller skuffet, hvis jeg ikke kommer med til alle møder. Det bestemmer de helt selv.”

”Børnene er tit trætte og har brugt deres energi, når vi færdige med møderne. Så aftaler vi nogle gange, at vi siger ’tak for i dag’, og så snakkes vi ved dagen efter. Nogle gange er de lettede over, at de har fået sagt nogle ting, som de ellers ikke ville få sagt.

Mange har også brug for at få at vide, hvad der nu skal ske – det hjælper bisidderen med at få på plads – det giver ro hos mange, at man får hjælp til det.”

”Når man får en bisidder, så får man hjælp til at få overblik over sin situation og til at forstå, hvad det hele går ud på, og hvad systemet er for noget. Man får også en person, der giver tryghed og hjælper med, at der bliver snakket om de ting, man gerne vil, når man skal til møde i kommunen eller Familieretshuset.

Og så lærer man også, at man har rettigheder og ofte mulighed for at klage, hvis man ikke er tilfreds med det, der bliver besluttet.”

”Jeg har faktisk aldrig mødt et barn, der helt ved, hvad det er for et system, de er kommet ind i. Derfor hjælper jeg børnene med at forstå, hvad systemet er for en størrelse. Mange børn ved f.eks. ikke rigtig, hvorfor de er i systemet, og de ved heller ikke, hvad systemet kan hjælpe dem med. Jeg hjælper børnene med at forstå, at kommunen faktisk har pligt til at hjælpe dem.”

”Jeg klæder børnene på til samtalen i kommunen, og så snakker vi om, hvad kommunen er for et sted. Jeg fortæller børnene, at de har rettigheder: Man har nemlig altid ret til at blive hørt, og man har også nogle gange ret til klage – det er der mange børn, der ikke ved noget om. Jeg hjælper børnene med at få overblik over deres sag. De ting, der kan være svære at forstå, tegner jeg nogle gange for børnene.”

”Når man har snakket med Børns Vilkår om, at man gerne vil have en bisidder, så ringer jeg direkte til barnet, og så laver vi en aftale, som f.eks. kan foregå på biblioteket, en café eller skolen – det får børnene selv lov til at bestemme. Nogle gange kan vi også mødes derhjemme, men hvis det er et møde i Familieretshuset, man skal til, så mødes vi næsten altid et neutralt sted.”

”Hver eneste gang, jeg er til samtale, så gør jeg mig altid sikker på, hvem der tager det næste skridt – vi skal vide, hvordan sagsbehandleren vender tilbage, og til hvem der vendes tilbage til. Det er én af de ting, som hjælper barnet rigtig meget.”

”En bisidder kan give tryghed, når man skal til møde i Familieretshuset eller kommunen. Bisidderen hjælper blandt andet med at oversætte ord og begreber, som kan være svære at forstå, og forklarer, hvilken indflydelse det, der bliver aftalt, har på barnet.”

”Jeg oplever nogle gange, at det kan være svært for børn at spørge, hvis de er i tvivl om noget til mødet. Så under mødet prøver jeg at sige: ”Hov, det her er da et lidt mærkeligt ord – ved du, hvad det betyder.” Ofte ved børnene det ikke, og så får vi en snak om det. Det hjælper mange børn.”

”Når man har fået en bisidder, mødes man inden, man skal til samtale. Så aftaler man at mødes et sted, hvor barnet føler sig tryg – det kan f.eks. være på skolen eller biblioteket. Når vi mødes, så snakker vi om alt det, der skal ske til selve mødet. Vi snakker om alt fra, hvordan der ser ud – altså de fysiske rammer – og så snakker vi om, hvad man normalt bliver spurgt om, og hvorfor man bliver spurgt om det. Bisidderen fortæller også barnet om dets rettigheder.

Efter mødet snakker man om, hvad der blev talt om, og man hjælper barnet med at huske det, der blev sagt.”

”Det kommer meget an på, hvilken situation men er i. Hvis man kun skal til møde én gang, så mødes vi som regel kun dér. Men hvis man har en sag, der tager længere tid, så kan man have en bisidder i mange år, hvis man vil. Hvis man f.eks. er anbragt og skal i efterværn, så kan man kende hinanden helt til man bliver 23 år gammel.”