Alle medvirkende i videoerne er skuespillere
Emma bærer maske
Hver dag
Og hun er ikke den eneste
Hvert fjerde barn i 4. og 7. klasse oplever, at man ikke kan være sig selv i klassen, uden at blive drillet eller mobbet. Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår.
Men hvad ligger bag tallene? Og hvad skal der til for, at de mange børn kan lade masken falde?
Det har vi sat os for at undersøge.
Vi vender tilbage til Emma om lidt. Først til undersøgelsen.
Undersøgelsen viser:
Fællesskabet er det vigtigste for skoleglæden
Vi har talt med 150 børn på tværs af hele landet for at blive klogere på, hvordan de oplever livet i skolen.
De fortæller, at fællesskabet, venskaber og relationerne til de andre er det allervigtigste for at have det godt i skolen.
Men de fortæller også, at fællesskabet ofte kommer med en pris. At man ikke bare kan være sig selv i skolen, for så kan man ende med at stå udenfor, blive grint ad eller drillet. De fortæller om at være bange for at række hånden op, at sige noget forkert i timerne eller at have det forkerte tøj på. Det handler om at ligne de andre. Ikke at skille sig ud og være anderledes.
Vi har også sendt et spørgeskema ud til skoler rundt om i hele landet, som 2.250 børn i 4. og 7. klasse har svaret på. Her har vi bl.a. spurgt dem, om man kan være sig selv i klassen, uden at blive drillet eller mobbet. Det er hver fjerde uenig i.
I min klasse kan man være den man er, uden at blive drillet eller mobbet
Eleverne har forholdt sig til udsagnet ”I min klasse kan man være den man er, uden at blive drillet eller mobbet.”
Emma fortæller:
Emma er 13 år og går i 7. klasse, og hun har fortalt sin historie anonymt til os.
Hun kender nemlig alt til, hvad det vil sige at betale fællesskabets pris. At skjule, hvem hun er, for ikke at stå udenfor.
Når jeg er i skolen, så skal jeg helt klart være en helt anden. Jeg skal spille noget bestemt skuespil for ligesom at passe ind […] Og jeg kan ikke bare være mig selv og bare give slip, fordi jeg tror ikke, at det vil blive taget imod godt.
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun fortæller om den rolle, hun træder ind i, når hun kommer i skole.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Undersøgelsen viser:
Du skal ligne de andre, hvis du vil have venner
Den nye undersøgelse peger på flere ting, der spiller ind i børns oplevelse af at høre til og være en del af fællesskabet i skolen.
Én af de helt afgørende ting er, at du skal ligne de andre. Du skal ikke gå i regnbuefarvet tøj, hvis alle andre går i hvidt.
Interview med Asbjørn og Tobias, 7. klasse
Asbjørn: Man kan ikke selv vælge, hvad man vil have på, fordi man skal have de rigtige mærker, rigtige tøj, rigtige alt muligt, for at passe ind. Og hvis man ikke har det, så er det, man bliver grint af.
Tobias: Det svarer til, at alle gik i hvidt tøj, og så kom du i regnbuefarvet tøj.
Interview med Luna og Selma, 7. klasse
Luna: Der er meget sådan en ramme for, hvis du tager det her på og ser sådan her ud, så kan du godt blive accepteret, men hvis du ser lidt anderledes ud, eller måske ikke går i det tøj, som alle synes er sejt, så bliver man sådan lidt…
Selma: Lidt mærkelig […] Nogle gange så sådan, hvis der er nogen, man gerne vil lidt blive venner med, så prøver man meget…
Luna: At være som dem.
Emma fortæller:
Emma føler også, at det er vigtigt at have noget bestemt tøj på for at passe ind. Hun føler sig egentlig ikke så tilpas i det, de andre går i, men hun har alligevel været ude at købe det samme tøj som de andre, selvom det ikke føles så rart.
…jeg følte, at det måske var for meget, og jeg ik følte helt, at det var så godt eller var så behageligt at være i, men […] det var noget nyt, og det var noget pænt. Måske nogen synes også, jeg var lidt pæn og lidt sej, at jeg havde noget helt nyt tøj på.”
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun fortæller om presset for at gå i noget bestemt tøj.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Undersøgelsen viser:
Hvis du siger noget forkert, bliver du grint ad
Én ting er, hvordan man ser ud, noget andet er, hvordan man opfører sig. Frygten for at sige noget forkert, at blive udstillet eller grint ad i timerne er en udbredt følelse for mange børn.
Interview med Sørine og Signe, 7. klasse
Sørine: Det kan være, at alle vil grine af en, hvis man svarer forkert.
Signe: Det prøvede jeg engang.
Sørine: Også mig.
Signe: Levende helvede […] Så begynder de bare at grine af en […] Så føler man, at man er i gang med at dø indeni. Man dør mentalt […] Det er blandt andet det, der skete med mig. Jeg siger mindre nu.
Sørine: Same
Interview med My og Sofia, 4. klasse
My: Altså i engelsktimerne, der rækker jeg heller aldrig hånden op, fordi jeg ved, at der er nogen drenge, som griner, hvis det er, at man ikke siger ordet rigtigt, og så tør jeg ikke række hånden op. Fordi så er jeg bange for at sige noget forkert, og så er jeg bange for, at de drenge så begynder at grine af mig, og det vil jeg ikke have.
Sofia: Når nogen for eksempel står op, og vi laver quiz eller sådan. Så hvis man svarer noget helt forkert, så kan folk finde på at grine af det. På grund af at de egentlig synes, det er sjovt, men den person synes jo ikke, det er sjovt at stå deroppe og blive grint af, fordi den person kom til at sige noget forkert
Emma fortæller:
For Emma betyder frygten for de andres reaktioner også, at hun deltager mindre aktivt i timerne. Hun kan være bange for, at de tænker, at hun er dum eller ikke følger ordentligt med, hvis hun svarer forkert. Selv når hun er ret sikker på, at hun har det rigtige svar, afholder frygten hende fra at række hånden op.
Altså jeg har det rigtig svært ved at række hånden op, for det kan godt være, at jeg har det rigtige svar, men så er jeg bange for, hvordan det bliver taget imod af lærerne eller eleverne.
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun fortæller om, hvor svært det kan det være at række hånden op i hendes klasse.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Undersøgelsen viser:
Læreren spiller en vigtig rolle for fællesskabet
Læreren spiller en afgørende rolle for, hvordan eleverne har det i skolen og med hinanden. Om de tør sige, hvad de tænker, og om det føles okay at tage fejl.
I den nye undersøgelse fra Børns Vilkår fortæller mange af børnene, at de oplever, at læreren beder dem om at svare, selvom de hverken kender svaret eller har hånden oppe. Det kan få dem til at føle sig dumme, ubehageligt til mode, presset og udstillet.
Interview med Kasper og Nora, 4. klasse
Kasper: Når lærerne tvinger en til, hvis man ikke har forstået det, så skal man – så nogle gange synes man, det er pinligt at sige noget, hvis man siger det forkert, og så vælger de bare en og siger; ’nej, men nu skal du’
Nora: Og så siger du; ’jeg ved det ikke’ […] ’Jeg havde ikke hånden oppe, jeg ved det ikke’, og så siger [lærer]; ’men jeg er matematiklærer, så jeg må vælge alle, selvom man ikke har hånden oppe’.
Kasper: Og så en gang, så sagde han også hver gang, vi havde kommet til at gøre noget, så spørger han; ’hvordan staver man til fjols?’
Interview med Mille og Ellen, 7. klasse
Mille: Man føler sig lidt dum måske nogle gange. Altså jeg ved i hvert fald, i matematik føler jeg mig dum, på grund af min lærer.
Ellen: Jeg tror bare ikke, fordi nogle gange, så tager hun bare nogen, når de ikke følger med, og så får hun dem til at lave en hel opgave foran hele klassen. Og sådan, det er der mange, der synes er ret ubehageligt, når de ikke kan forstå det. Og sådan, så vil de jo hellere bare sidde og prøve at finde ud af det selv, end at gøre det foran hele klassen.
Emma fortæller:
Emma fortæller, at læreren ikke altid tager højde for, hvorfor nogen ikke har hånden oppe. Hun fortæller, at det kan handle om, at man ikke lige har modet, eller at man måske bare ikke har noget at sige. Selvom det er fair nok, at læreren gerne vil høre alle, så oplever hun, at det er ubehageligt, når der er elever, der bliver udpeget.
Hvis det nu var mig selv, der sad i sådan en situation […] og bare blev valgt, og ikke havde noget at sige eller følte mig modig nok til at sige det, så tror jeg bare, at jeg ville kludre i det og bare sådan lidt: Åh nej, hvad skal jeg gøre?
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun fortæller om, hvordan hun oplever, at eleverne bliver udpeget i hendes klasse.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Undersøgelsen viser:
Skældud og dårlig stemning påvirker relationerne mellem eleverne
Mere end hvert femte barn i 4. og 7. klasse oplever, at deres lærer skælder meget ud. Det kan fx være, hvis der er meget larm og uro. Børnene fortæller, at nogle elever får mere skældud end andre, og at yndlingseleverne ofte bliver mindre ramt.
Skældud påvirker ikke bare den enkelte elev, men også børnenes indbyrdes relationer.
Interview med Nikolaj, 4. klasse
Nikolaj: Bare fordi, der er én i klassen, som måske ikke opfører sig ordentligt, så skal det gå udover hele klassen nogle gange […] For eksempel; ’I må få computer, hvis I laver to opgaver i danskhæftet’, eller et eller andet. Og så bare fordi, der nogle gange er én, der laver noget, som personen ikke må, så skal det så gå udover hele klassen.
Interview med Sif, 4. klasse
Sif: Det betyder virkelig meget, når de skælder ud, fordi den værste dag på skolen, det var nok da [barn] han løj, og så gav de mig skylden for noget, jeg ikke havde gjort. Og så råbte [lærer] af mig, og så fik jeg virkelig skæld ud, og jeg havde bare lyst til at gå hjem og så tage min taske, men det må jeg ikke.
Min lærer skælder meget ud
Eleverne har forholdt sig til udsagnet ”Min lærer skælder meget ud”
Forskning: Skældud rammer hele klassen
Skældud kan blandt andet give ondt i maven og ubehag i kroppen, og det kan gøre det svært at deltage i undervisningen.
Men skældud påvirker ikke kun det enkelte barn, der bliver skældt ud. Hele klassen bliver påvirket af den negative stemning, og skældud påvirker børnenes indbyrdes relationer. Det viser forskeren Louise Klinge i sin forskning. Det kan bl.a. være i form af irritabel og hånende adfærd, øget konfliktniveau og hæmmet samhørighed mellem børnene. Skældud kan også bundfælde sig og legitimere en negativ kommunikationsform mellem børnene.
Kilde: Klinge, L; Sigsgaard, E. & Jørgensen, M.T. (2020). Skoler uden skæld ud. Hvorfor og hvordan. Dafolo A/S. & Klinge, L i Corneliussen, C. (red.) (2018). Det gode skoleliv. Aarhus Universitetsforlag.
Emma fortæller:
Emma har selv oplevet forskelsbehandling. At den skældud, hun får, er mindre hård end andres. Hun har det ikke særligt godt med det, fordi hun er bange for, at de andre tænker, at hun er irriterende, for klog eller at læreren særligt godt kan lide hende.
Det føles ikke helt så godt altid. For jeg er lidt bange for… hvis nu andre lægger mærke til, at jeg måske bliver behandlet anderledes, og de så synes, at jeg er lidt irriterende.”
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun fortæller om skældud og forskelsbehandling i hendes klasse.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Undersøgelsen viser:
Frikvarterne er svære, når man står udenfor
Når der er frikvarter, kan man lade op og tage en pause fra det faglige. Det er langt de fleste børn glade for. Men for nogle børn kan det være sårbart og ensomt, hvis man ikke er med i en gruppe eller har nogen, man er fast sammen med.
Flere børn fortæller, at de ofte er overladt til sig selv uden hjælp fra de voksne. Det gælder både hjælp til de børn, som har det svært socialt, og det gælder hjælp til at løse konflikter.
Interview med Esther og Mona, 4. klasse
Esther: Jeg tror ikke, alle kan lide frikvarterer. Fordi der har været nogle gange, hvor jeg har synes, at frikvarteret ikke var så sjovt, fordi så har jeg ikke haft nogen at lege med, og så har jeg bare gået alene rundt i begge frikvarterer. Så har jeg ikke syntes, at det var særlig sjovt.
Mona: Der er mange, de ignorerer bare, at der er nogen, der går alene rundt […] Jeg går sådan rundt, så jeg spørger ikke helt. Først så starter jeg med lige at bare gå lidt, ikke så hurtigt forbi, bare sådan og se, om der er nogen, der opdager mig. Det er sjældent nogen, der gør det. Og så går man hen og spørger, må man godt være med? Nogle, de siger; ’nej, vi vil gerne lege lidt alene’. Andre, de siger; ’ja, kom med. Hvad skal du være?’
Esther, 7. klasse: Jeg har også prøvet, hvor jeg bare har gået forbi en masse, og så har de bare gået lige forbi mig uden at spørge, om jeg vil være med. Men jeg spørger altid folk, om de vil være med, fordi jeg ved, den der ensomhed, den føles ikke rart.
Interview med Sol, 7. klasse
Sol: Jeg tror, der er flere af lærerne på vores skole, der har det mindset, at de tænker; ’jeg har også pause nu. Jeg har ikke lige tid til at gå rundt og se, er alle okay, er der nogen der sidder selv?’ og sådan noget.
Emma fortæller:
Emma oplever ofte, at hun er én af dem, der ikke rigtig ved, hvor hun skal gøre af sig selv i frikvartererne. Det kræver både mod og energi at gå over til en gruppe, og hun tænker meget over, om det er for mærkeligt, hvis hun går over til dem.
Når det bliver frikvarter, så sidder jeg tit bare og kigger i starten […] Tit, der skal jeg ligesom få opbygget noget energi og noget mod til at gå over i en gruppe. Hvor jeg ikke helt forstår, skal jeg også gå over til dem? Bliver det for mærkeligt? Skal jeg sige noget? Hvad skal jeg sige?
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun fortæller om at prøve at komme ind i en gruppe i frikvarteret.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Forskning: Det er vigtigt med nærværende voksne i frikvarteret
Sociale udfordringer og konflikter er en del af børns skoleliv, og nogle børn kommer i klemme, når deltagelse og fællesskabelse overlades til børnene selv. Det viser en rapport fra 2024, der peger på, at frikvarterne ikke bare er et sted, hvor børnene holder fri fra skolens undervisning, men også er et sted, hvor de forholder sig til skolelivets sociale udfordringer, og et sted, hvor mange af de børn, som har svære skoleliv, virkelig kan blive klemt. Derfor har børnene brug for nærværende og engagerede voksne, også når de har frikvarter.
Kilde: Poulsen, C.H. & Jakobsen, L.K. (2024): Pædagogers bidrag til at mindske skolefravær og skabe skoletilhør.
Hvad skal der til for, at børnene kan lade masken falde?
Alt for mange børn går i skole og er utrygge ved at være dem, de er. Nervøse for at række hånden op og at sige noget forkert i timerne. Men ingen børn skal gå i skole med maske på.
Det er de voksnes ansvar, at alle børn har lyst til at gå i skole og oplever sig som en del af et fællesskab.
Børns Vilkår anbefaler, at der både på Christiansborg, i kommunerne og skolerne lokalt bliver et skærpet fokus på, hvordan skoleglæden og fællesskaberne bliver styrket.
Børns Vilkår anbefaler bl.a.:
Gør op med skældud som metode til at sikre ro og orden
Kommunerne skal sikre, at der gøres op med skældud som metode ved at støtte skolerne i at prioritere de nødvendige faglige dialoger, kompetencer og ressourcer, for at de voksne i skolen kan tage ansvar for at forebygge skældud.
Inddrag eleverne i undervisningens udformning
Varieret undervisning og elevinddragelse er afgørende for elevers trivsel og læring. Kommunerne kan spille en vigtig rolle ved at støtte skolerne i at prioritere kompetenceudvikling, der inddrager og understøtter meningsfuld undervisning.
Prioritér at implementere – og evaluere – folkeskolens kvalitetsprogram
Folkeskolens kvalitetsprogram skal gøre en positiv forskel for eleverne. Derfor skal der sættes ind med en grundig implementeringsindsats, og der skal løbende følges op og evalueres på indsatserne for at sikre forbedringer i praksis.
Inddrag eleverne i opfølgning og evaluering af folkeskolens kvalitetsprogram
Børn og unge er eksperter i, hvordan det er at være barn og ung. Men de er også de fremmeste eksperter, når det kommer til at vurdere kvaliteten af at gå i skole – de er nemlig i skole mellem 30 og 35 timer om ugen afhængig af alder. Derfor skal deres perspektiver selvfølgelig inddrages.
Start en samtale om skolens pædagogiske praksis
Børns Vilkår opfordrer til, at skolelederen på den enkelte skole tager initiativ til at drøfte en række spørgsmål med skolens lærere og pædagoger med henblik på at styrke og udvikle den pædagogiske praksis. Spørgsmålene kan du læse i rapporten her.
Læs alle vores anbefalinger i rapporten.
Emma fortæller:
Og hvad med Emma? Hvad skal der til, for at hun lader sin maske falde?
Hun ønsker sig brændende, at kunne være sig selv. Hun fortæller, at hun ville være mere positiv og glad, hvis det ikke krævede så meget energi at være en del af fællesskabet. Emma peger på, at det er lærerne, der har nøglen til at styrke fællesskabet og sikre plads til alle lige som de er.
Jeg føler helt klart, at de her lærere skal steppe op og sørge for, at vi har det godt. (…) At lærerne selv tager initiativ til: Okay, hvad kunne man lige gøre, for at klassen var lidt tættere sammen?”
Lyt til uddraget fra interviewet med Emma, hvor hun giver sit bud på, hvad der kan få hendes maske til at falde.
Vi har ændret Emmas stemme, så hun ikke kan genkendes
Tak til Emma for at fortælle sin historie til os. Emma er anonym, og derfor er Emma heller ikke hendes rigtige navn. Alle børn på billeder og i optagelserne er skuespillere.
Ny rapport
Hvert femte barn i 4. og 7. klasse har ikke lyst til at gå i skole.
Frygten for ikke at kunne være sig selv, lange skoledage og kedelig undervisning er nogle af årsagerne til, at hvert femte barn i 4. og 7. klasse mangler lysten til at gå i skole. Men gode venner og en støttende lærer kan gøre forskellen.
Analyse: Sofie Stage og Rasmus Thastum
Grafik og opsætning: Mads Havlykke
Video og interview med “Emma”: Anna Josefine Jakobsen
Tekst og redigering: Nanna Brixtofte Petersen
