sagsnummer
ressourcespild
Ligegyldig
Problembarn
sagsnummer
ressourcespild
Ligegyldig
Problembarn
anbragt
Når vi som samfund anbringer børn og unge, sker det fordi de skal få det godt. De skal væk fra forældre, der ikke kan passe på dem. Væk fra utryghed. Væk fra hjem, hvor de ikke trives.
Men hvad sker der, når anbringelsesstedet heller ikke bliver den omsorg og tryghed, de anbragte børn har brug for? Når børn og unge i stedet føler sig ligegyldige, usynlige og betydningsløse – reduceret til et sagsnummer i en journal…
Nogle af dem stikker af i afmagt og som et allersidste forsøg på at blive set og hørt af de voksne.
Jasmin, Karla og Martin fortæller her deres historie.
Historierne er anonymiserede. Vi bruger ikke rigtige navne og steder som kan kobles direkte til de anbragte børn.
Historierne bringes med de unges samtykke.
Illustrationerne af de tre unge i denne historie er lavet vha. kunstig intelligens.
Det er bedre at være ude og fuldkommen væk på et eller andet, end at være på opholdsstedet
Jasmin mistrives og oplever ikke den omsorg på sit opholdssted, som hun har brug for. Derimod er hverdagen præget af konflikter, råben og skrigen. Hun er i et misbrug og er af den overbevisning, at ”det er bedre at være ude og fuldkommen væk på et eller andet, end at være på opholdsstedet,” fortæller hun.
Jasmin er stukket af utallige gange, og oplever at personalet er ligeglade med, hvor hun er, hvad hun laver, eller hvornår hun er tilbage igen.
En voldsom episode, hvor hun stak af med en veninde, står klart i hukommelsen. ”Min veninde.. hun var 13, og jeg var lige fyldt 14. Og vores kammerat var 18 år, og hans kammerat var 29. Vi var oppe i en lejlighed, hvor vi blev tilbudt så meget hash, så vi ikke kunne ryge mere. Da vi faldt i søvn, og var lammede af det der hash, lavede ham på 29 år så overgreb på os,” fortæller Jasmin.
Den manglende oplevelse af, at de voksne omkring hende kan hjælpe, får Jasmin til at tage sagen i egen hånd. Uden en plan stikker hun af og opholder sig i en længere periode på gaden. ”Det blev til, at jeg sov to uger på stationer, bænke, i sheltere. Hvor som helst, jeg lige kunne være. Og til sidst blev jeg indlagt på psykiatrien, og de kunne ikke udskrive mig til gaden, og de ville ikke udskrive mig til opholdsstedet, så de udskrev mig til min mor. Og det var dér hvor min sagsbehandler han så, at det går ikke det her.”
Jasmin
Alder ved anbringelse
Antal anbringelsessteder
Stukket af
Tog stoffer første gang
13 år
2
Utallige gange
15 år
Fakta om anbragte børn
- 13.579 børn under 18 år er anbragt udenfor hjemmet.
- Knap hvert andet barn og ung, der er anbragt på et børne- og ungehjem, har prøvet at stikke af derfra.
- Mange børn og unge, der er anbragt, mistrives. Det ser vi i samtaler på BørneTelefonen og HØRT. I 2023 handlede 20% af samtalerne med anbragte børn og unge om selvmord, og 16% om selvskade.
- 56 % af de 15- og 17- årige piger, der er anbragt på et børne- og ungehjem, har forsøgt selvmord.
- 62 % af unge, der er anbragt, gennemfører ikke 9. klasse. Det gælder for 11% af de ikke-udsatte elever.
Færre Anbragte børn og unge gennemfører en uddannelse
Min 15-års fødselsdag.
Karla husker tydeligt den første gang hun stak af fra sit nye opholdssted. Hvad der skulle have været en sjov dag med en af pædagogerne, ender i ingenting og en aflyst aftale. At føle sig ligegyldig, endda på sin fødselsdag, slår Karla ud.
”Jeg endte med at sidde og græde rigtig meget i mange timer, og der var ikke nogen, som opsøgte mig. Så opsøgte jeg nogle piger, og vi tog ind til byen. Her fik jeg prøvet stoffer for første gang.” fortæller hun.
Karla har ikke tal på de mange gange, hun er stukket af. Men hun gør det i et forsøg på at håndtere sine følelser. For hun har det dårligt på sit opholdssted, og hun vil ønske at de voksne i stedet ville gribe hende.
Nogle gange er Karla stukket af i vrede og i nedtrykt tilstand. ”Så har jeg tænkt, at nu går jeg bare ud og drikker mig pissestiv, så kan jeg ikke mærke, hvordan jeg har det. Andre gange er jeg gået, hvis jeg har haft det rigtig dårligt psykisk, med det formål at nu gør jeg noget, der skader mig selv,” fortæller hun.
Der skal en alvorlig episode til en sensommerdag, før Karla føler, at de voksne kunne se, at hun havde brug for hjælp.
”Jeg havde været i rigtig dårligt humør, hvor jeg havde sagt det flere gange, og der var ikke rigtig nogle, som reagerede. Og der endte jeg med at gå, og det var heller ikke noget, som blev opdaget (…) Så spiste jeg barberblade, for nu tænkte jeg, at nu ville jeg ikke være her mere. (…) Det var først, da jeg gjorde det, at de voksne kunne se alvoren.”
Karla
Alder ved anbringelse
Antal anbringelsessteder
Stukket af
Tog stoffer første gang
13 år
2
Utallige gange
15 år
Brug for hjælp?
Går du med selvmordstanker eller tanker om at skade dig selv? Kontakt BørneTelefonen på tlf. 116 111 (døgnet rundt) eller Livslinien tlf. 70 201 201 (hver dag kl. 11-05)
Kender du børn og unge, der er stukket af fra en anbringelse eller hjemmefra? Så er vi klar til at hjælpe. Børns Vilkår tilbyder rådgivning på tlf. 116 000 (Hotlinen for forsvundne børn).
Det føltes faktisk som et fængsel.
For Martin, der har været anbragt i både en plejefamilie og et børne- og ungehjem, har det ofte været en overbelastning mere end en egentlig hjælp at være anbragt.
”Jeg blev anbragt på grund af en voldelig far som også har to former for misbrug. […] det har været alt fra han har slået os i hovedet og løftet os op og kastet os ind i skabe og sparket til os.” fortæller han.
For Martin kan følelserne nemt hobe sig op, og når det sker, så prøver han at finde den nærmeste vej væk.
Én af de gange hvor han er stukket af, har hans følelsesmæssige tilstand fået selvmordstanker frem. ”Man kan blive så følelsesmæssigt påvirket af det, der foregår omkring en, at man får lyst til at bare stille sig ud på togskinnerne og vente på, der kommer et tog og vader ind i en.”
Det bliver mødet med politiet som 14-årig, hvor Martin endelig føler sig genkendt og set. ”Jeg sagde til dem, at jeg kunne ikke forholde mig til en skid. Jeg kunne knap nok forholde mig til mit liv, og jeg ønskede egentlig ikke at leve. Det gik ind og trykkede på nogle knapper hos dem, at dét skal der jo gøres noget ved.”
Martin
Alder ved anbringelse
Antal anbringelsessteder
Stukket af
Tog stoffer første gang
13 år
2
Utallige gange
15 år
manglende
interesse fra de voksne
Både Karla, Jasmin og Martin ville ønske, at de voksne havde lyttet til og i højere grad vist interesse for dem. Givet dem omsorg. Bekymret sig. Så de ikke i sidste ende måtte stikke af, ty til selvskade, opholde sig på gaden – som et sidste råb om hjælp.
Jasmin fortæller, hvordan man som anbragt har et stort behov for, at nogen bekymrer sig, når man ikke er vokset op i et trygt og stabilt hjem:
”Når man kommer til et anbringelsessted, har man ikke lige sine forældres kærlighed. Den er der ikke derhjemme. Så man prøver at søge en anden form for… Bare nogen, der tænker lidt på en. Altså. Bekymrer sig.”
Dobbeltsvigtsvigt
Anbragte børn og unge er i forvejen en udsat gruppe, der har oplevet svigt af deres nærmeste voksne. Det er et dobbeltsvigt, når voksne på anbringelsesstederne heller ikke formår at passe på dem.
”Når man er anbragt, så føler man sig i forvejen ret uønsket, at man ikke passer ind.” fortæller Karla.
Det efterspørger de unge:
Reagér, når vi stikker af
– gør noget og vær der for os
Undersøg hvorfor vi stikker af
– led efter årsagen
Kig bag facaden
– interessér jer for, hvem vi er
Find eller skab rammer, der passer til os
– fremfor at vi skal tilpasse os rammerne
Sørg for, at der er voksne nok omkring os
Analyse fra Børns Vilkår
Hvorfor stikker børn og unge af fra en anbringelse?
Jasmin, Karla og Martins fortællinger indgår i en ny analyse fra Børns Vilkår. Her giver vi ordet til 11 nuværende og tidligere anbragte, som alle sætter ord på, hvad der er på spil, når børn og unge stikker af fra deres anbringelsessted.
Hjælp et barn i tide
Kender du din underretningspligt?
Hjælp til børnesamtalen
Børns Vilkårs bisiddere
