Fastholdelsesekspert
med særligt fokus på børn
Kan du vækste et nystartet socialt medie fra techdebutant til techgigant?
TinyTrap drømmer om at blive en af Skandinaviens førende techvirksomheder. Vi er i begyndelsen af vores rejse, men vores vision er klar: Vi arbejder hver dag på at integrere teknologi endnu mere i danske børns liv.
Om dig
Hvis du kan finde ud af at fastholde børn på et digitalt medie, hvad end det koster, så er det dig, vi leder efter til vores eventyr. Du har det sorte bælte i at holde på vores unge brugere, med særligt fokus på den værdifulde målgruppe under 13 år, uanset hvilket indhold de dagligt udsættes for. Du ser ingen problemer i at eksponere børn for såkaldt skadeligt indhold, og moral er ikke noget, der holder dig tilbage. Du har solid erfaring med at fremme perfekthedskultur blandt børn og unge og kan dokumentere dine resultater på dette område.
Du ansættes i Teamet for Skærmtidsmaksimering, og du bliver en del af et tværfagligt samarbejde med Afdelingen for AI-genererede Standardafvisninger og Team Algoritmeoptimering.
Du er en mester i at maksimere ejernes og aktionærernes profit, og du er villig til at bøje dine egne principper for at opnå det. Du sætter aldrig spørgsmålstegn ved ledelsens beslutninger.
Dine primære opgaver bliver:
- At arbejde med at sikre en høj skærmtid hos vores unge brugere.
- At udvikle nye metoder og funktioner til at fastholde brugernes opmærksomhed.
- At sikre, at brugernes engagement og adfærd omsættes til profit.
- At udvikle nye måder at sælge og udnytte børnenes data til højestbydende.
- At styrke vores digitale markedsplads, som giver børn og unge hurtig adgang til en verden af ubegrænsede muligheder.
- At udvikle og finjustere algoritmerne, så kun indhold, der fremstiller livet som et glansbillede, får eksponering og likes.
Vi forventer ikke, at du er ekspert i at undgå aldersverificering, men det er en klar fordel, hvis du kan sikre, at alle børn uanset alder kan få adgang til TinyTrap.
Personlige egenskaber
- Innovativ tankegang og villighed til at gå langt for at nå dine mål.
- Sætter profit højere end moral.
- Evnen til at manipulere børns selvopfattelse.
- Glider af på ethvert spørgsmål om TinyTraps algoritmer, lovoverskridelser og reelle forretningsmodel.
Løn og bonusordning efter kvalifikationer, som udbetales i selvvalgt kryptovaluta.
Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til ikke at kontakte senior børnefastholder Inge N. Morell.
Nyt socialt medie for børn.
Ingen restriktioner. Ingen aldersverifikation. Intet ansvar.
Ingen aldersbegrænsning
Vores
mission
TinyTrap vil være Skandinaviens førende techvirksomhed. Vi er i begyndelsen af vores rejse, men vores vision er klar: Vi vil hver dag arbejde på at integrere teknologi endnu mere i danske børns liv.
Det tager kun 20 sekunder at oprette en profil. Så nice!
Ida, 16 år
Det er som at finde en hemmelig skat på nettet
Hussein, 6 år
Man må alt derinde
Otto, 4 år
Ingen aldersbegrænsning
TinyTrap er fake!
Det er techgiganters svigt af børn og unge ikke.
Børns Vilkår arbejder hver dag for at sikre børn og unges rettigheder og sikkerhed online.
Vi arbejder for at stoppe digitale svigt, når sociale mediers algoritmer fodrer børn og unge med skadeligt indhold, stjæler deres opmærksomhed med effektive fastholdelsesmetoder og tjener milliarder på uetiske forretningsmetoder.
Vi er færdige med at acceptere, at techgiganterne ikke tager børn og unges digitale fællesskaber og liv alvorligt. Færdige med at acceptere, at de gang på gang sætter profit over børns rettigheder og online trivsel.
Vi kræver at:
- Techvirksomheder sætter børn og unges rettigheder og trivsel før profit – og at ALLE følger loven.
- Der indføres effektiv aldersverificering på alle sociale medier, hvor der er børn.
- Techvirksomheder omgående fjerner skadeligt og ulovligt indhold.
- Det bliver markant nemmere at anmelde skadeligt, grænseoverskridende og ulovligt indhold. Børn og unges anmeldelser skal have førsteprioritet.
- Børn og unge ikke er prøvekaniner for techvirksomheder.
Derfor har vi blandt andet anmeldt TikTok, Meta, Google, X og Snapchat til Datatilsynet for ikke at overholde loven, når det kommer til indsamling af data.
Vi tager ansvar – og det skal de store techvirksomheder også gøre. Vi bliver ved med at presse på, så længe det er nødvendigt.
Hvad synes du?
Skærmbrug for børn og unge
Skærmbrug varierer meget alt efter børns alder, og der er forskellige muligheder og udfordringer knyttet til skærmbrug for de enkelte aldersgrupper.
Børns Vilkår har lavet en række anbefalinger til børn og unge i forskellige aldre.