
Skolefravær løses i fællesskab
Gratis viden og værktøjer til kommuner, skoler og familier.
Navigation
I mange skoleklasser står der tomme stole. Det kan fx være elever, der har mange sygedage, det kan være elever, der tit kommer for sent eller går tidligt, og det kan være elever, der slet ikke kommer i skole. Skolefravær kan se ud på mange måder. Uanset hvilken type skolefravær det er tale om, kan det have alvorlige konsekvenser. Både for barnets liv her og nu og for barnets trivsel og udvikling på sigt. Der er tit tale om komplekse og sammensatte årsager, og derfor kræver det en fælles indsats fra både kommuner, skoler og forældre, når børn og unge udvikler skolefravær.
Se videoen og hør, hvad vi kan gøre, når børn og unge ikke kommer i skole.
På denne hjemmeside finder I viden og værktøjer produceret af Børns Vilkår, som skoler og kommuner kan anvende i det forebyggende og håndterende arbejde med skolefravær. Materialerne er baseret på viden fra børn og unge selv, deres forældre, fraværsforskere samt fagfolk fra skoler og kommuner. Materialet understøtter en systematisk og helhedsorienteret tilgang til arbejdet med skolefravær, og bygger på følgende nøglebegreber:
Børns Vilkår har indsamlet perspektiver på skolefravær fra mere end 1500 børn og unge, og kortlagt viden om årsagerne bag skolefravær fra eksisterende forskning. På den baggrund forstår vi skolefravær som barnets løsning på et problem. Det er derfor ikke alene skolefraværet, der skal løses, det er også de bagvedliggende årsager og udfordringer der skal tages hånd om. Barnet har en god grund til ikke at komme i skole, og vi bør som fagpersoner være nysgerrige på, hvorfor skolefraværet er blevet en løsning.
Klassefællesskabet er for mange børn en stabil langvarig social enhed, som de er indskrevet i, og som de påvirker og påvirkes af. Det betyder, at den enkeltes trivsel er tæt forbundet med fællesskabet. At være en del af et trygt fællesskab med plads til forskellighed er et vigtigt fundament for børn og unges trivsel og læring. At tilhøre klassens fællesskab kan være det, der gør, at børn og unge vælger skolen til, og arbejdet med at skabe stærke, velfungerende fællesskaber er derfor en vigtig del af arbejdet med at løse problemer med skolefravær.
Et barn eller en ung har altid en grund til at blive væk fra skole. Når man inddrager eleverne løbende, har man bedre mulighed for at forstå elevernes perspektiver og finde frem til gode, holdbare løsninger, der kan styrke elevens tilhørsforhold til skolen og oplevelse af mening og mestring.
Et positivt skole-hjem-samarbejde kan have stor betydning for elevers trivsel og læring. Både forældre og skole har en vigtig rolle i børn og unges liv, og tillid imellem de voksne gør det nemmere at have et godt samarbejde.
Det var sådan der i weekenden, søndag aften, kan jeg bare huske. Det var frygteligt. Der begyndte jeg at blive mega nervøs. Og så kan jeg huske, at jeg egentlig mandag morgen ofte stod op, og jeg gjorde mig helt klar, og jeg tog min cykelhjelm på, og jeg gik ned foran døren, men jeg kunne bare ikke komme ud. Det var egentlig bare sådan en mur, jeg kunne ikke træde ud ad døren.
Ella, 15 år