Adresse
Hej min kone og jeg skal skilles og vi har et sæt tvillinger og vi er blevet enige om 7 7 ordning med børnene men mit spørgsmål lyder på at hun siger at hun vil have at de skal have adresse hos hende for at hun kan få flest penge fra kommunen men jeg tænker ikke det gør en forskel men er i tvivl og jeg er bange for at vis jeg giver hende den kan hun have mere ret til at bestemt over børnene og måske tage dem ud af den skole de er startet i og sender dem på en der er tættere på hende
Svar fra Børns Vilkår
Kære far til tvillinger på 3-6 år,
Der er mange overvejelser at gøre, når forældre går fra hinanden. En af dem er naturligvis, hvor børnene skal bo, og som du skriver, er der nogle forhold I skal være opmærksomme på.
Først og fremmest er det vigtigt, at I er opmærksomme på børnenes behov. Deres store behov i denne situation er, at I som forældre samarbejder og når til enighed. Det er svært for børn, når forældre skilles, og hvis forældrene oveni skændes foran børnene og taler grimt om hinanden, så bliver det for alvor svært for børnene.
Du skriver, du er bekymret for, om børnenes mor fx kan træffe beslutning om skoleskift, hvis hun får bopælsretten. Udgangspunktet er, at I med delt forældremyndighed skal blive enige. Såfremt I ikke kan blive enige, så bliver børnene tilmeldt den lokale folkeskole, der hvor børnene har bopæl. Såfremt der er tale om en privatskole kræver det dog, at I når til enighed. Når I har fælles forældremyndighed, forudsætter det, at I kan samarbejde og blive enige omkring de fleste beslutninger I skal tage omkring børnene. Få beslutninger tildeles bopælsforælderen, som retten til at vælge daginstitution og flytning indenlands. Du kan læse mere om de forskellige rettigheder på borger.dk.
Det er vigtigt, at I som forældre holder jer for øje, hvad der er bedst for børnene -trives de godt i den skole de går i, så kan det være en stor omvæltning både at skifte fra et til to hjem og skifte skole på en gang. Omvendt kan det være, at de ikke trives i skolen, så kan det være en frisk start. Men igen, vigtigst er det, at I finder fælles fodslag og får talt samarbejdet igennem. Så få talt med børnenes mor om dine bekymringer ved at begge børn får bopæl hos hende.
Jeg ved ikke om I er opmærksomme på, at der findes en anden mulighed – nemlig delt bopæl. Ved delt bopæl er I fælles om alle overordnede beslutninger i forhold til børnenes daglige liv. Denne ordning kræver en høj grad af enighed mellem forældrene, især fordi det er krævende og vanskeligt for børn, hvis forældre konstant skændes om aftaler. Du kan læse mere om denne ordning inde på Familieretshusets hjemmeside.
Alternativt kan I vælge, at børnene har bopæl hvert deres sted. Det kan fungere for nogle, men ikke for alle. Jeg håber, I finder en god løsning for jeres børn. Det er en ny situation for jer alle, og dermed er der også mange nye ting og regler at forholde jer til. Det kan være en mulighed at søge hjælp i Familieretshuset, der vil I kunne få hjælp til at indgå en række aftaler, og samtidig få afklaret evt. andre tvivlsspørgsmål.
Med håbet om at I finder en rigtig god løsning for jeres børn.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen.