Barn må ikke komme til fritidsaktivitet i samværstid
Mit ni-årlige barn er spejder og det optager til tider en del weekender/weekenddage. Nogengange rammer arrangementerne i samværsweekenden. Vi har en 12/2 ordning med en åben dør politik hos mig.
Far har indtil for et halvt år siden boet i nærheden, men er nu flyttet list over en time væk med dårlig transportmuligheder i ydertimerne. Han har ingen bil.
Det betyder at hans sporadiske deltagelse i skolearrangementer og fritidsinteresser nu er næsten stoppet.
Hvordan står vores barn i forhold til at kunne vedligeholde sine spejderaktiviteter i fars weekend når denne siger nej? Samme spørgsmål omkring klassekammeraters fødselsdage. Er det bare sur røv for barnet?
Hvis det betyder noget bliver barnet 10 i december.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til 9-årig spejder,
Du fortæller, at jeres barn går til spejder og bruger meget tid på sin fritidsaktivitet, også nogle gange i weekenderne. Jeg får indtryk af, at det er noget som er betydningsfuldt for jeres barn, og at du bakker op om jeres barns ønske om at deltage. Det kan være rigtig betydningsfuldt for jeres barn og give det mange gode oplevelser.
Men hvad så med de weekender, hvor barnet er sammen med sin far og der også er spejder? spørger du. Jeg tænker det er op til far og barn at få mest muligt ud af de dage, de to har sammen. Et godt forhold til sin far er også meget værdifuldt for barnet og det bygges bl.a. op ved, at de har tid sammen.
På BørneTelefonen hører vi mange børn fortælle, at forældrene ønsker noget forskelligt for børnene. Det er en svær position for børn at være i. For børn elsker både deres mor og far og vil gerne gøre dem begge glade, så ofte siger de det, de tror, forældrene helst vil høre. Du kan hjælpe jeres barn ved at bakke op om weekenderne hos far, bl.a. ved at tale positivt om weekenderne hos barnets far. Lige som barnets far gerne skal bakke op om den tid, jeres barn er hos dig.
En anden mulighed kunne være at være fleksibel ift. weekender, således, at jeres barn kan komme til spejder og fødselsdage i de weekender det er aktuelt, og i stedet være på weekend hos sin far, hvor der ikke er spejder og fødselsdage. På den måde kan jeres barn både deltage i betydningsfulde aktiviteter, og samtidig have nogle weekender sammen med sin far.
De fleste børn melder fra til spejder og fødselsdage ind imellem, fordi familien har andre planer, det er helt almindeligt, ærgerligt og måske træls. Men det er også ærgerligt, hvis jeres barn ikke får tid med sin far.
I bør være opmærksomme på, at jeres barns ønsker og behov kan ændre sig med alderen. Ofte kommer fritidsinteresser og venner til at betyde mere jo ældre børn bliver, og behovet for deres forældre bliver samtidigt mindre. Derfor skal I være indstillet på, at det kan blive nødvendigt at ændre på samværsordningen.
Hvis jeres barn ikke trives i den ordning I har valgt omkring samvær, så har barnet, når det fylder 10 år, mulighed for at bruge sin initiativret i Familieretshuset. Initiativretten betyder, at børn selv kan kontakte Familieretshuset, hvis de er utilfredse med de aftaler deres forældre har indgået. Efterfølgende vil I forældre blive indkaldt til en samtale om de forhold barnet ikke trives med. I kan læse mere herom på Familieretshusets hjemmeside.
Derudover tilbyder Børns Vilkår jeres barn en bisidder, en uvildig voksen, som kan hjælpe i kontakten med Familieretshuset. Læs mere på vores hjemmeside ved at søge på bisidning.
Mange hilsner
SkilsmisseBrevkassen