Børnebidrag
Hej.
Min ex og jeg har en datter på 15 og søn på snart 13. Vi har ingen fast aftale mht. datteren, hun har bopæl hos ham og er mest der pga. skole og fritidsjob.
Vores søn bor pt. 10/4 hos mig og det vil min ex gerne have lavet om til 8/6 eller 7/7.
Kan han så kræve børnebidrag fra mig?
Svar fra Børns Vilkår
Kære forælder til børn på 15 og snart 13 år,
Du skriver ikke meget om jeres situation, så mit svar vil være af mere generel karakter.
Som det første, vil jeg anbefale dig og din eksmand, at tale med jeres børn om, hvad de ser som det bedste for dem i forhold til deres samværsordning med jer forældre og hinanden. Jeg får indtryk af, at det mest er jeres søns situation du spørger ind til, men måske det er en god anledning til at tale med begge jeres børn om situationen, da de måske kan have nogle ønsker og holdninger til de aftaler I indgår.
De har en alder, hvor I godt kan inddrage dem. Hvad har de brug for i deres hverdag og hvad giver dem ro og plads til at være i trivsel og kunne udvikle sig?
I forhold til det egentlige spørgsmål kan jeg oplyse, at begge forældre har forsørgelsespligten overfor deres børn. Når der er tale om en 7-7 ordning eller 8-6 ordning deler I også udgifter til barnets forsørgelse mellem jer. Her vil det normalt ikke være aktuelt med børnebidrag. Hvis I ikke kan blive enige om økonomien, kan I bede Familieretshuset om hjælp til at træffe en afgørelse om bidraget. For at få afgjort, hvorvidt forsørgelsespligten er opfyldt, foretages en konkret vurdering, hvor der lægges vægt på, hvor meget barnet opholder sig hos hver af forældrene samt indtægtsforhold.
Med ønske om at I finder den bedste løsning for børnene.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen