Byttedage
Jeg blev skilt for knapt 3 år siden og er far til to børn, deres mor fandt hurtigt en anden og flyttede sammen med.
I startet holdte vi fælles fødselsdage og jul, dog føler jeg mig udenfor og ikke særlig godt tilpas med min xkones familie og nye familie og dette har jeg derfor sagt fra overfor.
Vi har indtil nu spist sammen / fredagshygget hver gang vi bytter i vores 7/7 ordning, til at starte med gav det god mening i forhold til børnene, men efterhånden som tiden går syns jeg ikke længere det er hyggeligt og at der er et behov for det.
Jeg har forsøgt at tale med min xkone om det, men det endte i et kæmpe skænderi og med snak om at gå til familierets huset da hun på ingen måde ønsker at denne “tradition” stopper.
Hun mener Jeg ødelægger børnene ved at ændre på det vi har gjort indtil nu og er på ingen måde til at tale med omkring det.
Hendes nye kæreste holder sig fuldstændig neutral, men jeg nægter og tro på at hun syntes at det er hyggeligt at jeg er så stor en del af deres fælles liv.
Jeg er komplet på bar bund i forhold til hvad jeg skal stille op, jeg har forsøgt at kontakte min xkone men hun nægter og tale med mig omkring det..
Hvad stiller jeg op?
Jeg vil mine børn det bedste, men samtidig ønsker jeg ikke at gå på kompromis med mine egne følelser i det hele da jeg ved mine børn kan mærke at det er ubekvemt hver fredag.!
Jeg har forsøgt at komme med andre foreslag men alt bliver skudt ned men henvisning til at jeg gør børnene kede af det..
Jeg har valgt at flytte fra mit hjem område da de ønskede at bosætte sig langt fra hvor vi boede sammen, udelukkende for at være tæt på børnene og gøre bytte dage nemmere og være i samme lokal område i forhold til skole / børnehave og venner..
Jeg føler selv jeg har gjort alt hvad jeg kan men det virker som om min xkone er bange for at skulle “give slip” på mig selvom hun forlængst har stiftet nu familie med fælles bolig og hvad der følger med.
Svar fra Børns Vilkår
Kære far til to børn på 6-9 år,
Det e dejligt at læse, at du vil dine børn det bedste og du har truffet et valg om at flytte med dem. Det har generelt stor betydning for børn, at have begge deres forældre i nærheden af hvor de bor. Du skriver også, at du ikke vil gå på kompromis med dine følelser. Det vil nok være vanskeligt, at ville sine børns bedste, som forælder, uden nogle gange at kunne gå på kompromis med sine følelser. Det er forældrene som er de voksne. Barnet i 6-9-årsalderen har brug for, at forældrene tager ansvar. Det gælder både omkring de praktiske forhold, men også i forhold til hvordan forældrene tager ansvar for egne følelser. For at være en god forælder, kan det til tider være nødvendigt at tilsidesætte egne følelser.
Du skriver, at du har forsøgt at tale med din ekskone. For dine børns skyld vil jeg anbefale dig, at forsøge at tale med hende om det igen. Det vil være vigtigt for dine børn, at du og din ekskone finder frem til en ordning angående fredagshygge og mærkedage, som fungerer god for dine børn. Vi ved fra BørneTelefonen, at det er dejligt for de fleste børn, hvis forældrene kan være sammen til jul, fødselsdage og andre mærkedage. Det er dog vigtigt at være opmærksom på hvordan børnene oplever situationen. Det nytter ikke noget at holde fast ved, at det skal være fælles med både far og mor, hvis der er en anspændt stemning, som børnene lider under. Det er derfor vigtigt, at du og din ekskone kan nå frem til en løsning, som bliver god for jeres børn. Som forældre er det vigtigt, at I får løst denne konflikt i en god tone og til jeres børns bedste. Hvis det ikke lykkedes, kan du I sidste ende være nødsaget til selv at tage en beslutning om, hvad du kan deltage i og hvad du ikke kan. Det vigtigste råd jeg kan give dig er, at du hele tiden har fokus på dine børns trivsel ift. dine valg.
Da der er mange oplysninger og nuancer i dette, som jeg ikke er bekendt med, er du også velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon. Der kan du en få uddybende rådgivning omkring hvordan du får en god samtale med din ekskone omkring en fremtidig ordning angående fredagshygge og mærkedage.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen