Deleordning og rejsearbejde
Vores datter er 3 om nogen måneder og starter i børnehave om 1,5 månede. Vi er gået fra hinanden og det er mig der skal flytte ud sammen med vores datter.
Faderen rejser 1 månede af gangen og er hjemme 1 månede, sådan har det været hele hendes liv og sådan bliver det nok også fremover som det ser ud nu.
Det kan godt være svært at finde den rigtige løsning på en samværsordning, som er bedst for vores datter, især her i starten hvor hun både skal flytte og starte i børnehave indenfor en månede.
Far er hjemme om en uge og tager afsted en uge inden børnehave start.
Har I nogen gode råd og evt et forslag til en ordning der kunne være en mulighed for vores situation, så vi passer bedst på vores datter.
SVAR FRA BØRNS VILKÅR
Kære mor til 3-årig datter
Tak for dit brev. Det er nogle omsorgsfulde overvejelser, du gør dig om, hvordan I bedst hjælper jeres datter gennem den kommende tid. Når et 3-årigt barn både skal flytte og begynde i børnehave inden for kort tid, er det store forandringer på en gang – ligesom det er for voksne. Men yngre børn har ikke de voksnes erfaringer, der gør, at de er i stand til at håndtere foranderlige situationer og have håb for, at det bliver bedre. I må derfor forvente, at der kommer nogle reaktioner. Hos nogle børn kommer de umiddelbart, for andre kan reaktionerne godt komme med forsinkelse. Men husk at uanset om jeres datter reagerer lidt eller meget, så er det sundt og naturligt. Hun har brug for plads til at reagerere. Det bedste I kan gøre som forældre er at give hende nærvær og tryghed. Hun får brug for at blive mødt med omsorg og forståelse. Hjælp hende til at få et rart nyt værelse med nogle af hendes yndlingsting, indret hjemmet hyggeligt og genkendeligt. Læg andre planer til side for en tid, så der er masser af ro og plads til at komme til at føle sig hjemme i sit nye hjem. Find eventuelt nogle alderssvarende bøger som handler om de samme temaer og tal med hende ud fra bøgerne.
Med hensyn til deleordning med din datters far er det forståeligt, at I finder det vanskeligt. Hun er i en alder og situation med mange nye forandringer og eftersom han ikke er hjemme hele tiden, kan det være svært at finde en fast rytme. Et forslag kan derfor være, at I ikke lægger jeg alt for fast på en ordning fra starten. Se på jeres barn og hvordan hun trives med alt det nye. Tal med børnehaven og se på jeres datters reaktioner. En måned er lang tid for en 3-årig. Måske har hun brug for lidt tid med sin far nogle timer om eftermiddagen et par gange, inden hun skal til overnatning, måske er hun klar til et par dages overnatning med det samme.
Det vigtigste for hende er, at I samarbejder om at hjælpe hende til at få gode stunder hos jer begge. Tal positivt om hinanden og lad hende vænne sig til to gode hjem.
Find stille og roligt en rytme, som I tilpasser hendes behov. Som 3-årig er hun i en rivende udvikling så vær opmærksom på, at hendes behov løbende ændrer sig.
Held og lykke med alt det nye. Vi håber, at I får skabt gode rammer for jeres datter.
De bedste hilsner fra
Skilsmissebrevkassen