Efter lang tid reagerer mit barn på skiftedage
Hej, jeg har været skilt fra min eksmand i 2 1/2 år. Vores søn er 12 år, og har en deleordning 7/7. Vi bor Meget tæt på hinanden og min søn har venner, skole, fritidsaktivitet i samme radius fra hinanden. Min søn har indtil nu været ok på skiftedage. Min eks har en ny kæreste plus hendes 2 børn. Min søn er nu begyndt at reagere fysisk og nu blive rigtig ked af det på skiftedage. Han kan ikke sove, bliver dårlig og bliver rigtig ked af det. Han savner sin far hver gang og nogle gange ender det med, at han tager til sin far og sover der for at imødekomme hans behov for at være sammen med sin far. Jeg ved ikke hvorfor han begynder at være dårlig på skiftedage? Er det pga corona livet med for lidt af alting og for meget onlineundervisning osv. hvad kan man gøre, udover jeres gængse råd om skiftedage, som jeg altid har været opmærksom på, men som ikke hjælper lige nu. Hvad stiller man op når ens barn pludselig får det så svært efter så lang tid på skiftedage? Nogle rigtig gode råd til at være i det? Og hvordan jeg støtter min søn?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til dreng på 12 år,
Det er rigtig godt at høre, at du er så opmærksom på jeres søns trivsel og den sårbarhed, der kan være omkring skiftedagene. Men selv om du som forælder gør dig så megen umage, viser jeres søn alligevel tegn på, at han har det svært i øjeblikket.
Du skriver ikke, om I som forældre har sat jer ned og taget en snak med ham om, hvad der sker med ham lige nu. Det vil jeg anbefale, at I gør. Og her huske at fortælle ham, at han kan være helt ærlig – også selv om det kan betyde, at han gør jer kede af det.
Der er ingen tvivl om, at coronaen trækker tænder ud med alt, hvad den indebærer af isolation og ensomhed for børn og unge. Men ud fra det, du skriver, lader det til, at jeres søn har fået et behov for at være mere hos sin far, end han har været hidtil.
Så måske snakken med ham skal gå på, at I muligvis skal lave om på ordningen, så han i en periode kan bo mere hos sin far end hos dig. Vil du være klar til det?
I kan evt. aftale en periode på 3 måneder, og så snakke sammen om, hvordan det fungerer. Det er ikke ualmindeligt, at børn efter en lang periode med en deleordning, på et tidspunkt ønsker at ændre på ordningen.
Kan det tænkes, at jeres søn ser sin far være sammen med kæresten og hendes børn og føler en form for jalousi? Bliver han i tvivl om, hvorvidt hans far stadig elsker ham, eller om han hellere vil være sammen med kæresten og børnene? Er det stadig muligt for jeres søn at være sammen med sin far alene uden ny kæreste og hendes børn?
Fra BørneTelefonen ved vi, at forældres nye kærester og børn kan gøre de biologiske børn usikre på, om de stadigvæk har samme betydning i relationen. Og da børn tager stort hensyn til deres forældre, kan det være svært at sige – så dette tema er ligeledes relevant at tale med jeres søn om.
Jeg håber, I får en god snak med jeres søn og finder en løsning, der betyder, at han igen trives.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen