Er man voksen bare fordi man er 18 år
Min eks mand involvere vores ældste søn på 18 år som bor hos ham i alt hvad der sker mht vores skilsmisse årsagen hans utroskab, økonomi, stridigheder osv . Det hele bliver fortalt ud fra hans historie og er desværre ikke sandt.
Jeg er meget uenig i at han involvere vores søn da han skal bruge hans energi og ressourcer på hans kæreste, gymnasiet og vennerne ikke på at bekymre sig om hvad hans forældre er uenige omkring. Dette kan jeg desværre ikke tale med min eks mand omkring ( syntes ikke det er forkert) og vores søn er meget ked af det og bruger en masse resourcer på at forsøge at være positiv og tilfredsstille begge forældre.
Er det helt forkert at jeg har denne holdning ?? Og hvordan kan jeg evt komme alle de informationer og usande historier til livs ??
Mvh Susanne
Fortæl ham, at du ved, det er svært
Kære Susanne.
Mange tak for dit brev, hvor du gerne vil have et råd i forhold til, hvordan du forholder dig til, at din eksmand involverer din søn i jeres private problemer i forbindelse med skilsmisse.
Vi har meget ofte kontakt til forældre, der ringer eller skriver til os om dette dilemma, og jeg er sikker på, at langt de fleste skilsmisseforældre kender til problemet i et eller andet omfang. Når vi spørger børn og unge om, hvad de oplever som vanskeligt i forbindelse med skilsmisse, fortæller de os netop, at det er uhyre vanskeligt for dem, når de oplever, at de bliver involveret i forældrenes private forhold eller når de ligefrem bliver brugt som ”brevduer” mellem de voksne.
Du har en voksen søn på 18 år, men selvom han er voksen, er han alligevel barn i jeres skilsmissekonflikt, og her tænker jeg, at informationer fra din eksmands side let vil kunne tolkes som noget, din søn synes, han skal forholde sig til, mene noget om og tage stilling til – og mange unge vil også kunne føle, at de netop skal gå videre til den anden forælder med de informationer, de får. Det kan være meget belastende, hvis din søn føler at han med informationerne er nødt til at vælge side eller være med til at løse konflikten.
Du spørger til, hvordan du kan komme alle de usande historier til livs, og det kan jeg godt forstå, du er optaget af. Jeg tror desværre ikke, det er en farbar vej at forsøge at overbevise din eksmand om en anden version af jeres skilsmisse, for når vi bliver følelsesmæssigt ramt, vil vi nødvendigvis forstå situationen forskelligt - vi uddrager det, der giver mening for os.
Det er dejligt for din søn, at han har en kæreste og gode venner, for måske han kan dele nogle af sine tanker her uden at skulle tage hensyn og passe på sine forældre.
Jeg tror det bedste, du kan gøre for din søn er at sige til ham, at du tænker anderledes om skilsmissen end din eksmand. Fortæl ham, at du ved, det må være svært for ham, men at du ønsker, at han ikke vil se det som sit problem og sit ansvar at skulle vælge side og være med til at finde sandheden. I skilsmissesager er sandheden måske netop, at der ingen sandheder er, men flere opfattelser.
Jeg tror, denne melding vil være den allerbedste besked, du kan give din søn, og når du på denne måde sætter dig selv fri i forhold til din eksmands forståelser af skilsmissen, tror jeg også din søn vil kunne slippe ansvaret.
Jeg kan af dit brev se, du har en rigtig fin fornemmelse for din søn, hans behov og de belastninger, han oplever- det er jeg sikker på, han mærker.
De bedste hilsner fra SkilsmisseBrevkassen