Håndtering til at separere
Hej.
Jeg står i en situation, hvor jeg ikke længere kan være i et forhold med faren til mit barn. Vi har en datter på 5 mdr, og jeg ville ideelt set gøre alt og har også gjort alt, men det er langsomt gået op for mig, at jeg har været udsat for psykisk vold i næsten 3 år nu, og jeg er langt over mit bristepunkt. Hvis jeg bliver i forholdet vil det udelukkende være for min datter, men jeg ønsker ikke, at hun vokser op og tror, at det er sådan et forhold skal være. Ligeledes er jeg virkelig ulykkelig, der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke græder. Jeg vil hellere være lykkelig hver for sig, end ulykkelig sammen. Jeg har dog bare ingen anelse om fremgangsmåden. Og kan slet ikke forestille mig, at ikke skulle se min datter hver dag. Det hele gør så ondt i mit hjerte.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til datter på 5 mdr.,
Du beskriver en vanskelig situation, hvor det for nyligt er gået op for dig, at du har befundet dig i et psykisk voldeligt forhold. Du skal vide, at det for de fleste tager lang tid, før det går op for dem, at de er udsat for psykisk vold. Derfor er det rigtig godt og stærkt af dig, at du er nået derhen, hvor du er klar over, at du må gøre noget for at passe på jeres datter og dig selv.
Som du selv så rigtigt påpeger, er det ikke godt for jeres datter, at hun vokser op med en opfattelse af, at det er sådan et forhold er. Der er risiko for, at de relationsmønstrer hun oplever mellem jer som forældre, er nogle hun tager med sig ind i egne relationer, både til kommende venner, andre voksne og på sigt også i parforhold.
Ligeledes vil din datter, trods hendes kun 5 måneder, kunne mærke, at du er ulykkelig og græder meget. Det kan skabe utryghed hos små børn, når deres primære omsorgspersoner ikke har det godt og deres trivsel og udvikling påvirkes negativt. Derfor gør du det rigtige for din datter og dig selv, når du sørger for at komme ud af den psykiske vold.
Du spørger til fremgangsmåden. Hvis I går fra hinanden, skal I som forældre stadig samarbejde om jeres datter. Det er vigtigt, at I taler om, hvordan jeres nye hverdag ser ud og får indgået aftaler, som jeres barn trives med. Denne proces kan for nogen være svær, da de bliver optaget af, hvad der er retfærdigt for dem og ikke har øje for, hvad barnet har brug for. I skal derfor, igennem alle de valg I skal træffe, forsøge at holde fokus på, hvad der vil sikre, at jeres datter trives og hvilke behov hun har. I skal tænke på, hvem er hun mest knyttet til på nuværende tidspunkt og hvordan I sikrer, at hun får en god og tryg relation til jer begge. I skal tage stilling til, hvor hun skal bo og hvordan samværet med jer skal indrettes, så det sikrer hendes trivsel og udvikling.
Det vil være vigtigt for jeres datter, at I hurtigt får skabt ro omkring hende, både hvis I bliver sammen eller går fra hinanden. Hun har brug for struktur, stabilitet, omsorg og forudsigelighed, for at kunne trives og udvikle sig. Så det vil være bedst for hende, hvis I hurtigt får afklaret hvorledes I skal bo, så hun kan få ro omkring sig. Samværet omkring hende kan I løbende regulere, efter hendes behov og alder. Det I beslutter nu, behøver ikke at være det, der fungerer om et par år.
Du skriver til slut, at du ikke kan forestille dig, ikke at skulle se din datter hver dag. Det er forståeligt, at du har det sådan. Det tror jeg de fleste forældre vil kunne sætte sig ind i. Den sorg et brud og tabet af familien kan medføre, kan for nogle være godt at tale med andre om, således at din datter ikke bliver den, der skal reparere dig. Jeg vil anbefale dig, at du får hjælp af nogen du har tillid til eller en professionel, til at få bearbejdet de sidste 3 års psykisk vold og dermed også skabt ro i den beslutning, du er ved at tage.
Jeg håber at dette har klædt dig lidt på til at tage det næste skridt. Jeg er klar over, at det kan virke overvældende og kompliceret, men som jeg indledte med at sige, så passer du på dit barn, ved selv at sige fra overfor psykisk vold.
I forhold til det mere konkrete ved ophør af samliv, kan du læse mere om det på Familieretshuset hjemmeside. Du er også velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon for uddybende rådgivning.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen