Højt konfliktniveau
Hej… Min kærestes datter på 9 har bopæl hos mor, vi har hende 5-9,. Desværre er mor meget konfliktsøgende og gør alt til problemer,. Dette er taget op til møder i FRH og kommune, hvor der begge steder er lavet indberetninger på mor, pga temperament. Min kæreste og jeg ønsker begge at datter får bopæl hos os, men er bange for at FRH og kommune kan finde på at fjerne datter fra begge forældre, pga konfliktniveauet så ville eskalere fuldstændig. Men hvad gør vi bedst og for at passe på datter ?
Svar fra SkilsmisseBrevkassen
Kære forældre
Det lyder vanskeligt både for jer og allermest for din kærestes datter. Mange konflikter er opslidende, og særligt belastende er det for børn, når vedvarende konflikter ikke bliver løst.
Du skriver, at du er bange for, at kommunen kan finde på at fjerne din kærestes datter, hvis I ansøger om familieretshusets hjælp ift. jeres ønske om at få bopæl hos jer. Du skriver, at det at I søger om hjælp kan betyde at konfliktniveauet eskalerer.
Jeg tror der er mange der deler bekymringer som minder om dine, altså at det at bede de offentlige om hjælp kan betyde at det hele bliver værre for barnet.
Jeg vil først og fremmest understrege, at det er meget sjældent, at det ender med at man fjerner børn fra hjemmet. Myndighederne vil som udgangspunkt altid forsøge at hjælpe barnet og dets familie i hjemmet. Det er en indgribende foranstaltning at fjerne et barn fra sine forældre, og det er kun i sjældne tilfælde at det vurderes nødvendigt.
Du fortæller, at I allerede har været eller er i kontakt med Familieretshuset, men jeg er i tvivl om hvad kontakten består i. Jeg vil derfor gøre dig opmærksom på, at Familieretshuset har forskellige tilbud og forløb til forældre, når der er samarbejdsproblemer. Som udgangspunkt skal begge forældre være indstillet på at deltage, men hvis det kun er den ene forældre som ønsker rådgivning, kan f.eks. tilbud om børnefaglige rådgivning tilrettelægges efter dette.
I kan også med fordel undersøge om jeres kommune har tilbud til fremme af et godt forældresamarbejde med udgangspunkt i barnets bedste.
Jeg er også nysgerrig på om I har talt med din kærestes datter, om hvad hun mener vil være bedst for hende. Hvordan ser en mulig god hverdag ud for hende? Hun er gammel nok til at blive hørt og taget med på råd, også uden, at hun er den der skal bestemme eller tage ansvaret for hvad der skal ske. Hvis alt tyder på at det vil være bedst for hende at få bopæl hos jer, så er det bedre at I søger, end at forblive vidner til omstændigheder i hende liv som er belastende. Frygten for myndighedernes ageren bør ikke styre jeres fokus. I skal gøre alt hvad I kan for at give hende de bedst mulige livsbetingelser.
I passer bedst på datteren ved at håndtere, altså aktivt handle på det som er svært. Tal derfor åbent om hvad I er bekymret for, og hav mod nok til at række ud og spørg om hjælp.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen