Hvad gør det ved mine børn?
Har været skilt I 3 1/2 år. Vi var enige om skilsmissen, og et godt fortsat samarbejde om vores 2 drenge på 13 og 17. Vi spiser sammen på skiftedag + en dag midt på ugen ( for børnenes skyld).
For 6 mdr siden fortæller ældste, at far vist har mødt en kvinde. Jeg anerkender overfor min søn at det er dejligt for ” far” og helt naturligt. Adspørger min ex , og han bekræfter at ja han har mødt en, for 2 år siden, som også har 2 børn. Men de vil slet ikke involvere børnene. Jeg tydeliggør at jeg ville ønske at han selv, som den voksne, havde fortalt mig om den nye kæreste, og tilkendegiver at jeg er glad på hans vegne. For nyligt adspurgte jeg mine drenge om de ikke ser noget til fars kæreste, og de siger lidt beklemt, at jo de har set hende flere gange, og også mødt hendes børn. Jeg spørger med positiv indstilling ind til hvordan det har været, men de har tydeligvis svært ved at tale om det. Jeg bliver virkelig ked at at min ex ikke har fortalt mig, at de nu er gået til ” next level”, således at det er noget vi kan tale åbent om. Istedet er det ligesom en hemmelighed de skal ” slæbe på” og ikke kan tale med mig om, da det jo ikke er ” legaliseret ” af deres far, og de nok er bange for at gøre mig ked af det. Syntes det er så frygteligt at de skal have det sådan.
Skrev en SMS til min ex hvor jeg gav udtryk for at jeg var ked af at han ikke havde delt det med mig, og at vi jo har en aftale om fortsat at støtte børnene i denne skilsmisse tilværelse, de jo ikke selv har valgt.
Han svarer ikke og ignorere mig, hvilket gør mig skuffet og vred.
Da vi dage efter, igen spiser sammen, omtaler han det ikke med et ord. Han taler udelukkende til børnene, og ikke til mig, hvilket også er en signal værdi jeg ikke bryder mig om.
Da han går ,beder jeg om at tale alene med ham. Jeg prøver roligt at få svar på hvorfor han ikke fortæller mig en så skelsættende ting i børnenes liv. Han er iskold, og svarer at det overhovedet ikke er et problem. Hvad skal jeg gøre?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til drenge på 13 år og 17 år,
Du skriver, at I har været skilt i 3½ år og jeg tænker, at det er naturligt, at I som forældre, hver især, finder en ny partner. Jeg kan godt forstå, at du bliver påvirket af, at din eksmand ikke har orienteret dig om denne nye udvikling i sit liv. Det havde naturligvis været rart for dig at være orienteret. Omvendt tænker jeg også, at du skal overveje, hvor mange kræfter du vil bruge på noget, som er sket og ikke kan gøres om. Måske har dine børns far været bange for, hvordan du ville reagere og derfor holdt oplysningen tilbage?
Jeg tænker, at bedste du kan gøre lige nu for dine børn, er at acceptere forløbet og lade være med at lave en konflikt ud af det. Jeg tænker, at det kunne være vigtigt for dine børn, at du viser, at det er okay, at deres far har fået en kæreste. Der er ingen “regler” for, hvordan børn reagerer, når en forælder – eller begge – får en ny kæreste efter skilsmissen. Nogle børn går hurtigt og positivt ind i den ny relation og giver måske udtryk for, at det er dejligt, at far eller mor er glade. Hvis du giver udtryk for din accept, vil det også være nemmere for dine drenge at acceptere deres fars kæreste og nye familie. Det er vigtigt, at du er den voksne og giver plads til dine børns evt. følelser omkring deres fars nye kæreste.
De frustrationer som du giver udtryk for, at du har, er ikke hjælpsomme for dine drenge. Jeg vil anbefale, at du finder en person i dit netværk, som du har tillid til og dermed kan tale situationen igennem med. Hvis det ikke er muligt, er du også velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon og få uddybende rådgivning.
Når situationen er kommet lidt på afstand og du føler dig klar til det, vil jeg anbefale dig, at du tager en snak med drengenes far. Fortæl ham, at du har behov for, at I holder hinanden orienteret om, hvad der foregår af væsentlige ting i hver jeres liv, som har betydning for jeres fælles børn. Således at I kan bevare det gode samarbejde omkring jeres drenge og støtte op om hvad der foregår i deres liv.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen