Hvordan støtter jeg bedst min datter?
Jeg oplever at min datter er klemt mellem 2 hjem. Vi har 7/7 og følges med hendes bror. Jeg har bopæl på hende og vi bor 500 meter fra faderen.. Hun opleves ofte fyldt op, når hun kommer hjem. Kort i lunten, ked af det, virker meget stesset og slæber ting med over, da hun oplever at der ikke er styr på det hos hendes far, får sjældent lavet skoleting, fortæller at hun svært ved at tale med hendes far, da hun føler sig usynlig i hans hjem pga. Pga. Ny kæreste. En bror der har mange konflikter med faderen….
Jeg har flere gange spugt om hun ønsker at vi får lavet en anden samværsaftale, som hun ikke ønsker. ( tænker hun er loyal og siger selv, at hun ikke vil gøre hendes far ked af det)
Mit samarbejde med hendes far er svært, da han ikke svare på mail mm.
Det er forsat min oplevelse at han er gal over at jeg er flyttet( 3 år siden)
Han siger ingenting selv.
Ønsker jeres input til hvordan jeg bedst støtter hende bedst .
Tak
Der skal gøres noget ved din datters situation
Tak for dit brev, hvor er det godt du skriver.
Ud fra din beskrivelse tænker jeg også, at der skal gøres noget ved din datters situation.
Børn kan påtage sig et stort ansvar for at skabe sammenhæng i livet, når de bor på skift i to hjem. For nogen børn bliver det ansvar på et tidspunkt alt for stort. Samtidig er mange børn, som du skriver, også meget loyale og tilsidesætter egne behov for ikke at gøre forældrene kede af det. Men de kan ikke holde til det i længden, og det kan komme til udtryk i form af stress symptomer. Din datter oplever også, at der er ting hos hendes far, som hun syntes ikke fungerer.
Når du spørger, om hvad du kan gøre for at støtte din datter, så skal du hjælpe hende af med det alt for store ansvar, som hun tager på sig, og hjælpe hende med at nuancere hensynet til jer som forældre. I har valgt, at hun skal bo i en deleordningen, og det forudsætter et udvidet samarbejde mellem jer, som forældre. Vi ved fra forskning på området, at børn trives bedst i en deleordning, når der er et udvidet samarbejde mellem forældrene. Men selv i de familier, hvor forældre er rigtig gode til at samarbejde, kan det for nogen børn blive for stressende at bo på skift to steder.
Det betyder, at I som hendes forældre bliver nødt til at tale sammen og jeres fokus må være på, hvordan I støtter jeres datter bedst muligt, så hun kan komme til trives bedre igen. Det kan måske betyde, at hun ikke skal bo 7/7. Det kan også være, at hun fortsat kan blive boende på den måde, hvis hendes far bliver opmærksom på nogle af de ting, som gør hende ked af det og er villig til at ændre på det.
Jeg ved, at dette kan være lettere sagt end gjort, at få gang i den dialog med hinanden, når der er følelser som vrede og bitterhed, m.m. inde i billedet mellem jer. Det kræver derfor også, at du nok er meget opmærksom på, hvordan du kommunikerer med hendes far omkring dette. Vi har lavet lidt gode råd til når kommunikationen er svær her: https://bornsvilkar.dk/fokus/skilsmisse/foraeldre/sadan-kommunikerer-du-med-din-ekspartner
Du kan måske til at begynde med forsøge, så nøgternt som muligt, at beskrive for faderen hvordan hun reagerer, når hun kommer hjem, og hvis det er afstemt med din datter, tale med ham om de ting, som hun syntes gør hende ked af det. Pas på med at formulere det som anklager, men inddrag ham på en måde, så han også kommer til at reflektere over, hvad hendes ændringer i adfærd kan skyldes - og inddrag ham i løsningerne. Hvad kan I sammen og hver især gøre for at hun trives bedre? Hvis det er for svært for jer, kan det måske være I skal have noget hjælp til det udefra, f.eks. i den børnesagkyndige rådgivning i Statsforvaltningen eller andet sted.
Du kan også fortælle og vise din datter, at det er jer som forældre, der har ansvar for at gøre noget ved de ting, som stresser og gør hende ked af det, og forklare hende, at du derfor bliver nødt til at tale med hendes far om det. Vi har lavet en lille film til børn, som er bange for at gøre deres forældre kede af det, som I måske kan kigge på sammen. https://bornsvilkar.dk/fokus/skilsmisse-fortaellinger/om-gore-en-foraelder-ked-af-det
Et alternativ er jo også at I alle tre taler sammen om de ting, som din datter syntes er svære i forbindelse med skilsmisse og at bo to steder…hvis din datter har mod på det.
Mange hilsner
SkilsmisseBrevkassen