Jeg ønsker skilsmisse
Hej
Jeg skriver til jer da jeg har svært ved hvordan jeg skal få sagt til min mand at jeg ønsker skilsmisse
Vi har sammen 3 børn på hhv 2, 7, 12
Jeg ved at når jeg siger jeg vil skilles vil min mand sige det til vores børn med det samme, men jeg synes vi skal vente til vi har lidt mere styr på hvad der skal ske. Vi ejer sammen et hus og tror ikke en af os kan blive i det så det skal helt sikkert sælges.
Så der vil ske store ændringer i deres liv.
Vi flyttede for under et år siden tættere på mit arbejde for at få en nemmere hverdag men allerede der var mine følelser væk. Havde håber på at de kom igen.
Hvad skal jeg gøre har nu udskudt skilsmissen i et par år da jeg har svært ved at gøre mine børn kede af det.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til børn på 2, 7 og 12 år,
Det er altid svært, at skulle tage beslutning om en skilsmisse og bagefter fortælle om det, særligt når der er børn involveret. Jeg kan derfor godt forstå, at du har svært ved at tage den endelige beslutning. Du skriver, at det har været svært for dig at tage beslutningen, fordi du har svært ved at gøre dine børn kede af det. Et hjem uden kærlighed mellem forældrene er jo desværre bare ikke et godt alternativ, da det også belaster og gør børn kede af det.
Når jeg læser dit brev, får jeg det indtryk, at du giver dig selv en slags spændetrøje på, når du skriver, at du helst vil have, at børnene får at vide at I skal skilles, når I har styr på tingene, og samtidig kan I ikke få styr på tingene, før end du har sagt til din mand, at du vil skilles. Du kan jo ikke styre, hvordan han vil reagere, så det vil være en god ide, at du dels er fuldstændig sikker på din beslutning, om at du vil skilles, og at du samtidig har gjort dig meget konkrete overvejelser om, hvad du mener, vil være godt fremadrettet for jeres børn -både i forhold bopæl og samvær. Skriv eventuelt dine forslag ned, så du kan vise det til din mand, så har I noget konkret at forholde jer til. Det er ikke sikkert, at dine forslag vil blive modtaget positivt af din mand, men det kan have en positiv indflydelse på, hvordan dine børn efterfølgende reagerer og håndterer jeres brud.
Der er selvfølgelig måder, der er bedre at fortælle om skilsmissen på end andre. Børns Vilkår har et skilsmissepanel, hvor børn og unge giver gode råd. Et af dem er bla., at forældrene skal fortælle det sammen og lade være med at skændes imens, og de skal ikke vade rundt i alt det forfærdelige, deres brud involverer. De skal tænke på barnet før dem selv og de skal holde en god tone.
Du kan selvfølgelig ikke styre hvordan din mand reagerer, når du har sagt, at du vil skilles, men du kan selv bevare roen og appellere til, at I fortæller det samtidig til jeres børn. Du kan gøre dig umage, når det sker, så at børnene slipper for at blive en del af jeres krise. De har brug for jer begge to, og har brug for at vide, at I nok skal finde løsninger der fungerer for jer hver især og for børnene.
Jeg håber, at disse råd kan bruges og at du finder en god vej for dig selv og dine børn.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen