Jeg og min kæreste har det svært
Er bange for og gå fra min kæreste da jeg er bange for og miste min søn men hvis det kom der til hvad kunne hun så forlange
Svar fra Børns Vilkår
Kære forælder til søn på 0-3 år,
Det er svært og sårbart at gå med overvejelser omkring at forlade sin partner, særligt når man har et barn sammen. Et eventuelt brud har store konsekvenser for både forældre og barn, uanset barnets alder. Jeres søn har blandt andet brug for at mærke, at I bakker op om hans kærlighed til jer begge, og at I kan træffe fælles beslutninger om, hvad der skal ske for ham. Han har brug for, at I ved et evt. brud, kan tale godt sammen, i hvert fald når han er til stede. Han har brug for, at I samarbejder om de vigtige beslutninger omkring ham. At I kan bakke hinanden op i det fælles forældreskab, og at I kan mødes ved skiftedage og skabe en god og rolig overlevering til hinanden.
Når forældre går fra hinanden, er der en række ting forældrene skal forholde sig til og blive enige om. Det gælder blandt andet forhold omkring samvær og bopæl. Hensynet til barnet bør altid veje tungest , når forældre indgår aftaler omkring deres barn.
Ved brud er det også vigtigt at inddrage barnet, ved at tale med barnet om dets tanker og behov, men også give barnet plads til at reagere. Nogle børn har brug for at tænke over det, de har fået fortalt, og så kan forældrene vende tilbage til barnet og lytte til barnets tanker. Det er vigtigt at gøre barnet opmærksom på, at det ikke kan sige noget forkert og, at det er de voksnes ansvar at finde så gode aftaler som muligt, omkring forhold der vedkommer barnet, samt at det er de voksne, der har ansvaret for at rumme barnets følelser omkring bruddet.
Du skriver, at jeres søn er mellem 0-3 år, hvorfor det måske ikke er muligt at tale så meget med ham lige nu, men I bør være opmærksom på, at selv meget små børn fornemmer stemninger, hvorfor det kan være vigtigt, at sætte simple ord på, hvad der foregår og hvad der skal ske. Derudover vil det blive aktuelt at tale med jeres søn om, eksempelvis samvær, i takt med at han bliver ældre.
I din henvendelse spørger du om, hvad din kæreste kan forlange, hvis I går fra hinanden. I den forbindelse er det vigtigt, at I ved, at det er barnet der har ret til samvær, og ikke forældrene. I de fleste tilfælde er det dog således, at barnet gerne vil have samvær med begge sine forældre, hvilket i de fleste tilfælde også er godt for barnets udvikling og trivsel. Hvordan I planlægger samværet, kommer an på en række faktorer som jeres barns alder, behov og hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. I vores skilsmisseguide, kan I finde inspiration til, hvordan I kan planlægge det ud fra jeres barns alder og behov.
Som forældremyndighedsindehavere har I begge pligt til at forsørge jeres barn. Det kan for eksempel ske ved, at den forælder, som barnet ikke bor hos, betaler et børnebidrag til den anden forælder. Hvis barnet bor lige meget hvert sted, kan man afholde forskellige udgifter til barnet.
I kan selv fastsætte størrelsen på bidraget, og hvis I ikke kan blive enige, kan I henvende jer til Familieretshuset og bede om hjælp. De kan også hjælpe jer med aftaler om samvær og bopæl.
Jeg håber, at I sammen finder de bedste løsninger med udgangspunkt i jeres søns behov.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen